Trine Panum: "Det er vildt underligt, at man kan få et barn, der er så anderledes end én selv"

Da Nikoline i 9. klasse skulle have sin afgangseksamen i fysik, skulle eleverne op to og to.

Nikoline var sammen med sin gode veninde, og de havde forberedt sig sammen, havde udført alle forsøg sammen, ja, faktisk havde de gjort alt sammen op mod den eksamen. 

Men da pigerne skulle have deres karakterer, fik veninden 10, mens Nikoline fik 4. Som Nikoline husker det, var begrundelsen, at hendes mor var den kendte journalist Trine Panum Kjeldsen, så Nikoline ville alligevel aldrig blive god til fysik.

Læs også

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Nikoline: "Jeg synes egentlig, at den historie ret godt indrammer mit behov for at løsrive mig fra at være ”Trine Panums datter”. Det var ikke kun på baggrund af den ene oplevelse, men det var nok dråben, der fik bægeret til at flyde over."

I dag arbejder Trine Panum ikke længere som journalist, men da Nikoline Rosenbjerg Kjeldsen voksede op, kendte de fleste danskere hendes mor fra skærmen. Trine var i 18 år vært på TV2, først på Nyhederne og siden på programmet ”Station 2 Efterlyst”, men i 2014 sagde hun sit job op for at blive kunstmaler på fuld tid.

Hun har atelier i Bagsværd, hvor man kan se og købe hendes abstrakte og farverige malerier, og det er også her, vi har bænket os for blandt andet at tale om, hvordan det har været for Nikoline at have en kendt og meget travl mor. 

Den 19. maj i år delte Nikoline nemlig et meget personligt opslag på sin Instagramprofil @litteratouren om netop det. Opslaget vender vi tilbage til, for først skal tiden rulles cirka 26 år tilbage. Der kom Nikoline til verden.

Trine: "Det var kæmpestort at blive mor til sit første barn. Inden havde jeg jo lyttet til folk, der havde fået børn og havde tænkt, ja, ja, men så står man der pludselig selv og finder ud af, at det er fuldstændig livsomvæltende at få ansvaret for sådan et lille liv. 

Jeg var jublende lykkelig og enormt usikker, for kunne jeg overhovedet mestre det at være mor? Nikoline var i den grad et ønskebarn, og jeg blev gravid – knips – med det samme. 

Vi havde nok ikke lige regnet med, at det ville gå så hurtigt, og det endte da også med, at Nikolines far og jeg gik fra hinanden, da hun var knapt to år. Og det var jo ikke lige en del af planen."

Allerede før Nikoline blev født, havde Trine fået sit drømmejob på TV2, og hun var meget passioneret omkring sit arbejde. Hendes barsel var på bare fem måneder, og hun glædede sig til at komme tilbage, men kunne samtidig mærke en splittelse i sig selv, fordi hun også gerne ville være sammen med sit lille barn. 

Som enlig mor med skiftende arbejdstider var det svært at få logistikken til at gå op, og på et tidspunkt skiftede Trine fra morgennyhederne til sporten, så hun var mere hjemme. 

Alligevel var der tit barnepiger ind over pasningen af Nikoline, fordi alle bedsteforældre boede langt væk, men på trods af udfordringerne havde Trine og Nikoline deres egen lille symbiotiske boble, som de begge nød. 

Nikoline elskede at gå i sin mors garderobeskab og klæde sig ud i alt hendes tøj, og de var også begge meget interesserede i kreative sysler, som de kunne bruge hele dage på. Trine er sikker på, at den passion, de i dag deler for kunst og litteratur, blev grundlagt allerede dengang.

Hvordan oplevede du som barn, at din mor var kendt?

Nikoline: "Der var flere sider af det. Der var alt det fede med at blive inviteret i cirkus eller til show med Flying Superkids, og jeg syntes tit, at det var sjovt at se min mor på skærmen. Det var også dejligt, at min mor på grund af de skiftende vagter jævnligt havde fri en hel dag, hvor vi så kunne lave hyggelige ting sammen. 

Men så var der også den anden side. Den side, der handlede om, at min mor tit var væk i længere tid, at vi skulle sige farvel, og at det var barnepiger, der skulle passe mig og putte mig. Der var også det her med, at mine kammerater syntes, det var spændende, at min mor var kendt. 

Jeg oplevede, at de gerne ville lave legeaftaler med mig for at komme hjem og møde min mor, som de havde set på tv eller på forsiden af Billedbladet. Somme tider blev jeg spurgt, om jeg ikke lige kunne skaffe min mors autograf, og det var underligt for mig, for hun var jo bare min mor. 

Engang havde vi også en drone flyvende over vores hus, som tog billeder. Den slags følger med, når man er et kendt ansigt, men det er bare ikke sjovt. Jeg kan også huske, at pædagogerne i børnehaven snakkede om, at jeg jo havde en kendt mor, og i det hele taget var alle bare klar over, hvem min mor var. 

Jeg følte, at jeg blev sat lidt i bås, for jeg var jo nok på samme måde som min mor. Hen ad vejen fik jeg behov for at bryde ud af den bås og sige: "Jeg er ikke Trine Panums datter! Eller, jo, det er jeg også, men jeg har ikke de samme overbevisninger eller lyst til de samme ting, som min mor har."

Vi er faktisk ret forskellige, min mor og jeg, og jeg vil bare gerne være mig. I gymnasiet tog jeg et valg om ikke at fortælle, hvem min mor var, for jeg var ærligt talt nogle gange i tvivl om, hvorvidt jeg blev valgt til, fordi jeg var mig, eller fordi jeg havde en kendt mor. 

Det gjorde mig usikker på mig selv, og det har også fulgt mig siden. F.eks. har jeg ikke fortalt, hvem min mor er, når jeg har søgt job. Jeg vil ikke have, at nogen skal sige, nå ja, hun har bare fået det job, fordi hendes mor er kendt eller er indenfor branchen. 

Jeg skal ansættes, fordi jeg er mig, og fordi jeg har de kompetencer, jeg har."

Du siger, at I er meget forskellige, på hvilke områder?

Nikoline: "På virkelig mange punkter. Jeg er meget reflekteret og eftertænksom. Og jeg er rolig og langsom."

Trine: "Så når du siger ”jeg er meget reflekteret”, er det så, fordi jeg ikke er det …?"

De griner begge højt.

Nikoline: "Nej, men altså … Der er bare forskel …"

Trine: "Du lever livet langsomt."

Nikoline: "Ja, det gør jeg. Og jeg tror også, det er derfor, at litteraturen har fanget mig. Jeg læser dansk på universitetet, og den fordybelse, der er i litteraturen, kan jeg godt lide. Der er en eftertænksomhed og langsommelighed forbundet med det at læse."

Læs

Da Camilla Dalsgaard blev gravid, tog hun stor beslutning om sin mors mand: ”Det føles helt rigtigt”

Trine: "Nikoline er utrolig grounded i sig selv. Og jeg elsker den langsommelighed, hun har."

Som du ikke selv har?

Trine: "Præcis. Det er stik modsat mig. Faktisk tænker jeg nogle gange, at det er vildt underligt, at man kan få et barn, der er så anderledes end en selv. Men jeg sætter enormt stor pris på det, og Nikoline lærer mig så meget. Hun er simpelthen i verden på en helt anden måde, end jeg er, og det er så inspirerende."

Du griner, Nikoline?

Nikoline: "Ja, det er sjovt at blive beskrevet på den måde. Du skulle se os i et køkken …"

Hvordan er det?

Nikoline: "Jeg er helt stille og rolig. Vi behøver ikke stresse, siger jeg, lad os hygge os med et glas vin, mens vi langsomt og omhyggeligt skærer tingene ud. Og min mor … En-to-tre, så har hun skåret alt ud i store stykker, og bum, så er maden færdig."

Trine: "Men suppen bliver altid god, haha."

Nikoline: "Min mor har også for nylig købt et sommerhus, hvor jeg synes, det er vildt hyggeligt at lave morgenkaffe, slentre ned og bade og sidde lidt i solen og drikke den kaffe. Men inden jeg har taget en tår af min kaffe, har du drukket din færdig, mor, og så skal der ske noget."

Men er der ikke noget langsommelighed i dit arbejde som kunstmaler i dag, Trine?

Nikoline peger op på billederne på væggen og griner.

Nikoline:  "Se lige, hvordan de er malet! Med kæmpe strøg og store armbevægelser."

Trine: "Der er meget vildskab og energi, der skal ud. Og det foregår ikke langsomt. Jeg maler meget, meget hurtigt. Og eksplosivt. Så nej, der er ikke meget langsommelighed i det, overhovedet. Måske er jeg bare et utålmodigt menneske, og så har jeg fået verdens mest tålmodige datter, det er ret fantastisk."

Tidligt hjemmefra

Nikoline er ikke Trines eneste barn. Noget tid efter bruddet med Nikolines far fandt Trine sammen med Lars, som hun i dag er gift med, og som hun har sønnen Oskar og datteren Alma med.

Nikoline blev hurtigt glad for Lars, som tog sig meget af hende, og som hun havde det skægt med. Hun var seks år, da Oskar kom til verden, og 12, da Alma blev født, og hun syntes, det var toppen at blive storesøster. 

Det var dog ikke altid så sjovt at skulle forlade den lille, nye kernefamilie, når hun skulle hjem til sin far, selvom hun også var glad for at være der, for hvad lavede de andre mon, når hun var væk?

Trine og Lars var meget opmærksomme på det og gjorde, hvad de kunne for, at Nikoline skulle føle sig som fuldgyldigt medlem af familien, men alligevel gav det nogle udfordringer, som betød, at Nikoline valgte at flytte hjemmefra allerede som 18-årig. Midt i gymnasiet.

Nikoline: "Det var helt klart en lettelse for mig at få mit eget. I stedet for at jeg skulle flytte frem og tilbage mellem mine forældre, kunne de besøge mig. Det var virkelig rart. Pludselig havde jeg min egen base. Mit eget sted i livet."

Trine: "Det kom lidt bag på mig, at Nikolines behov for at flytte hjemmefra kom så tidligt. På den anden side vil jeg også sige, at Nikoline ikke altid var den mest positive teenager at have boende. 

Det kan godt lyde lidt hårdt, men vi forsøgte jo at have noget harmoni kørende derhjemme, og det er svært, hvis et af familiemedlemmerne er utilfreds med mange ting, så det viste sig at være en god løsning, at Nikoline flyttede."

Kort efter, at Nikoline var flyttet hjemmefra, fik hun sin første rigtige kæreste. Det blev begyndelsen på en meget svær periode i mor-datter-relationen.

Trine: "Jeg kunne se, at Nikoline havde forelsket sig i et menneske, der havde nogle værdier, som lå utrolig langt fra alt, hvad jeg synes er okay. Og jeg kunne se, at det ændrede Nikoline. 

Det blev jeg bekymret over og ked af, og vi var mange, der prøvede at få Nikoline til at forstå, hvad det var for et forhold, hun var kommet ind i. Samtidig vidste jeg godt, hvad konsekvensen var, for hvis jeg sagde til Nikoline, der var forelsket, at det var en forkert vej at gå, så blev hun nødt til at vælge mellem mig og kæresten. Derfor blev jeg valgt fra, og det gjorde rigtig ondt."

Så du sagde det faktisk højt?

Trine: "Ja, jeg sagde faktisk, at Nikolines kæreste ikke var velkommen hos os. Det var os eller kæresten. Det blev så kæresten, og det var et skidt valg."

Hvad tænker du, Nikoline, om det, din mor fortæller nu?

Nikoline: "Det er et betændt emne. Han var min første egentlige kæreste, jeg var betaget af ham, og han var et spændende menneske, som jeg kom til at holde rigtig meget af. Samtidig var der rigtig mange omkring mig, der sagde, at han ikke var god for mig og gjorde ting, som forandrede mig. 

Men jeg var i sådan en boble med ham, som gjorde, at jeg ikke kunne se, hvorfor han ikke var god for mig. Og derfor blev jeg sådan, okay, jeg skal nok vise jer, at jeg kan få det her til at fungere, og at han faktisk er god nok."

Hun holder en længere pause, inden hun fortsætter.

Nikoline: "Men når jeg kigger tilbage nu, kan jeg godt se, hvor meget jeg forandrede mig."

Hvordan?

Nikoline: "For det første tabte jeg mig helt vildt meget. Jeg havde det ikke godt, og jeg valgte både min familie og mine venner fra til fordel for ham. Han kom fra en helt anden baggrund end min, og langsomt begyndte mine værdier at ændre sig. Jeg kunne ikke længere se, hvad der var rigtigt eller forkert, og det forvirrede mig."

Hvordan reagerede du, da din mor sagde, at han ikke var velkommen i familien?

Nikoline: "Det skete faktisk ret tidligt, og jeg blev vildt sur over det, for han var jo min kæreste. Men allerede første gang, han og min mor mødte hinanden, skete der et clash, hvor jeg godt kunne fornemme, at der var noget, der ikke fungerede. Min kæreste kunne heller ikke lide min mor og Lars, men jeg troede, at det ville blive bedre med tiden. Det gjorde det ikke."

Nikoline var sammen med sin kæreste i seks år, og det er kun et par år siden, at forholdet sluttede. I løbet af de seks år gled Nikoline og hendes mor fra hinanden og snakkede ikke ret meget sammen.

Trine: "Der var en periode, hvor det var enormt svært, fordi ”elefanten” hele tiden var i rummet. Vi kunne godt være sammen, hvis vi ikke talte om det, der var svært, men jeg kunne simpelthen ikke bare sidde med min datter og tale om alt muligt andet end det, der virkelig lå mig på sinde. 

Og jeg var dybt bekymret. Jeg så, hvordan mit barn forandrede sig. Jeg kunne ikke høre dig mere, Nikoline. Når du åbnede munden, var du et andet menneske, og jeg kunne se på dig, at du ikke havde det godt. 

Når det er sådan, er det svært bare at tale om, at solen skinner. Jeg er nok meget direkte i min tilgang til livet, og fordi jeg insisterede på at tale om det svære, blev det nemmere, at vi ikke så hinanden. Desværre."

Et brud med ens barn er vel noget af det sidste, man forestiller sig?

Trine: "Ja. Jeg havde hørt om andre, der havde brudt med deres børn, og havde tænkt, jamen handler det ikke bare om, at I skal tale sammen? 

Læs også

Thomas Vinterberg og Helene Reingaard Neumann har været sammen i 17 år: Vi har særligt én regel

Pludselig stod jeg selv i situationen, kunne hverken gøre fra eller til og var så ulykkelig over det. Og også lidt handlingslammet. I dag er jeg så utrolig taknemmelig over, at vi har fundet tilbage til hinanden."

Det må have krævet meget af jer begge?

Trine: "Det gjorde det. Og det kunne lige så godt være gået rigtig galt. Hvis Nikoline havde stået fast på sit valg, havde vi måske ikke siddet her i dag. Der er en sandhed i, at børnene kun er til låns. 

Når vi sender dem ud i verden, går de den vej, de har lyst til at gå, og så kan man kun håbe, at de værdier, man har forsøgt at give dem med, hænger ved, også selvom de møder nogle mennesker, som pludselig trækker i en helt anden retning."

Hvordan begyndte I at nærme jer hinanden igen?

Nikoline: "Det skete stille og roligt. Et skridt ad gangen. Jeg havde bygget nogle forsvarsmekanismer op, som jeg langsomt skulle bryde ned, og så skulle min mor og jeg genopbygge vores fortrolighed."

Trine: "Det har taget noget tid, men jeg har hele tiden troet på, at Nikoline ville komme tilbage. Det er utrolig smertefuldt at tænke tilbage på, at vi kom så langt fra hinanden, men det gør glæden over, at det lykkedes, så meget desto større. 

Vi har skullet lære at tale sammen igen, og det er foregået på mange gåture, ved at have tid sammen og ved at rejse sammen."

Nikoline: "Jeg har arbejdet meget med mig selv for at nå hen til det sted, hvor vi er nu. I dag kan jeg sige, at vi har et sindssygt godt forhold igen, og der er en kæmpestor fortrolighed, åbenhed og tryghed imellem os, fordi vi har fået talt om alt det svære."

Trine: "For mig er det så vildt at have en voksen datter, der oplever så mange ting i sit liv, som jeg får lov til at være en del af. Det er noget af det, jeg virkelig glæder mig over ved at have fået Nikoline relativt tidligt. At jeg når at få så meget af Nikolines liv med, og at vi f.eks. har så stor glæde af at rejse sammen. Bare os to."

Hvor var du, mor?

Og så er vi tilbage ved det opslag, som Nikoline skrev på Instagram. Det udsprang af en bog, som både Nikoline og Trine læste, da de sidste vinter var på ferie sammen på Bali. 

Bogen hedder 'Sømærke', er skrevet af Lærke Kløvedal og handler om, hvordan forfatteren har oplevet at have en berømt og fraværende far i eventyreren Troels Kløvedal. Bogen ramte noget i dem begge, og da Trine spurgte Nikoline, hvordan hun egentlig havde oplevet at have en mor, der var kendt, blev det begyndelsen på en længere samtale bl.a. om det savn, Nikoline havde oplevet som barn.

Nikoline: "Mit savn efter min mor har ikke været til stede i så høj grad, som Lærke Kløvedal beskriver det i sin bog, men bogen fik mig bl.a. til at reflektere over, hvor svært jeg har det ved at sige farvel. 

Det hænger sammen med, at når min mor skulle på arbejde, så var det enten Lars eller en barnepige, der skulle tage sig af mig, og det var hårdt, for det var ofte flere nætter i streg, min mor så ikke var hjemme. 

Så bogen prikkede hul på nogle ting, som min mor nok blev lidt overrasket over, at jeg havde syntes, var svært, og for mig satte bogen også gang i nogle tanker om, hvor jeg selv er i livet nu. 

Folk omkring mig begynder at få børn, og karrieren begynder også at fylde meget for mig, så hvilke valg skal jeg tage?"

Og når du står det sted i dag, hvad tænker du så om din mors valg dengang?

Nikoline: "Jeg synes jo, at du har været virkelig sej langt hen ad vejen, mor. Men da jeg f.eks. skulle finde ud af, hvad jeg ville studere, tænkte jeg, okay, jeg skal ikke være journalist, for så kommer jeg til at være mega meget væk hjemmefra. 

Derfor valgte jeg at læse dansk, som min mor så sjovt nok også har læst. Men jeg kan godt se, at jo ældre jeg bliver, jo mere karriereorienteret bliver jeg også, og det kan jo komme til at gå ud over mit privatliv på en eller anden måde. 

Hvis jeg er så heldig at få en familie, så håber jeg, at jeg kommer til at bruge meget tid på den. Ikke fordi du ikke har gjort det, mor, men …"

Hun holder en lille pause og kigger på sin mor, der sidder og smiler.

Tilbage til trygheden

Nikoline: "Altså, jeg har en drøm om at få et 32-times job, hvor jeg kan være mere hjemme. Jeg tror, at jeg er del af en bølge, hvad det angår, for der er mange unge mennesker, der ønsker at arbejde mindre og prioritere familien. Samtidig vil jeg gerne have en fed karriere."

Hvorfor smiler du, Trine?

Trine: "Det er fordi, jeg tænker, fint nok, men jeg tænker også, at det er det unge menneske, der taler. Det unge menneske, som måske ikke har været der, hvor jeg har været. 

For jeg ved bare – 32 timers arbejdsuge – altså forget it. Hvis du vil være med der, hvor det er sjovt, må du bare investere de timer, det koster. Det kan godt være, at der er en anden indgangsvinkel til arbejdslivet i dag, end da jeg var ung, men jeg tror bare stadigvæk, at det er de færreste, der får den slags job, som jeg havde, med et ønske om 32 timer."

Nikoline: "Ja, men jeg skal heller ikke være tv-vært."

Trine: "Nej, præcis. Det er heller ikke for at sidde og være den der enormt kloge gamle … Men jeg ved bare, at den type job, som jeg havde, dem var der ikke særlig mange af."

Men når du så hører, at Nikoline har savnet dig, og at hun ikke altid syntes, at det var sjovt at blive passet af andre, hvad tænker og mærker du så?

Trine: "Det er sådan, det er. Desværre. Jeg tror egentlig, hvis du spørger folk, at langt de fleste gerne ville have været mere sammen med deres forældre, da de var børn. 

Og det er først, når man selv får børn, man finder ud af, hvor svært det kan være at få det til at hænge samen. Det skal ikke forstås sådan, at jeg bare slår det hen, for det påvirker helt sikkert, når jeg hører Nikoline sige, at hun har savnet mig. 

Men jeg tænker også, at vi bliver nødt til at være realistiske i forhold til, hvad det kræver at have et arbejde og få en familie til at fungere. Jeg vedkender, at jeg har arbejdet meget – og også på mærkelige tidspunkter – men jeg synes samtidig, at jeg altid har prioriteret min familie, når jeg havde fri."

Så hvis du fik chancen for at gøre det hele om?

Trine: "Så ville jeg gøre det samme."

Og nu sidder du og griner, Nikoline?

Nikoline: "Det er igen den forskel, jeg snakkede om før.

Der er en power i dig, mor. En stålfasthed."

Læs også

Mads Langer om skilsmisse: ”Det var ikke det, jeg havde drømt om”

Trine: ­"Ja, eller en overbevisning om, at jeg rent faktisk forsøger at gøre det godt og tilgodese alle samtidig med, at jeg yder en stor indsats for at blive god til det, jeg laver. Og det skal man også huske i den snak. 

Hvis man er ambitiøs, så koster det altså noget på den konto, der hedder arbejde, tid og fokus. 'Sømærke' ramte også mig, og det var derfor, jeg spurgte Nikoline, hvilke tanker hun havde gjort sig om sin egen opvækst. 

Da hun fortalte, at der faktisk godt kan gå noget tid, når hun møder nye mennesker, før hun siger, at jeg er hendes mor, tænkte jeg da okay, er det fordi, Nikoline ikke er stolt af sit ophav? Men det ved jeg, at hun er, for det har vi talt om. Det handler om, at Nikoline vil stå i sin egen ret, og det forstår jeg fuldstændig."

Nikoline: "Jeg synes jo også, at det er mega sejt, hvad du har lavet gennem tiden, mor. Det er noget, jeg ser meget op til i dag, og jeg vil ønske, at jeg bliver lige så dygtig til noget, som du er blevet. 

Jeg har for nylig været i sommerhus med min veninde, hvor vi snakkede om vores relation til vores mødre. Ud af den snak kom jeg til at tænke på, hvor privilegeret jeg er at have en mor, jeg kan sparre med både fagligt og privat. 

Vi ringer sammen næsten hver dag, og vi har en stor interesse for hinanden. Vi har lyst til at være sammen og dele vores oplevelser og passioner, og jeg nyder den tryghed, vi har fået tilbage med hinanden."

Hvad er det bedste ved din mor?

Nikoline: "Det bedste er den nye mor-person, du er blevet, efter du skiftede over til kunsten, mor. Du er blevet en mere nærværende mor, og det sætter jeg virkelig meget pris på. Jeg kan også mærke på Alma og Oskar, at de har fået en anden mor, end jeg har haft, og det er dejligt."

Hvad er det bedste, du har fået med fra din mor?

Nikoline: "Jeg tror, at det er det her med at gå efter det, man gerne vil."

Ligger der en anerkendelse af din mors valg gennem årene i det?

Nikoline: "Ja, det gør der."