Helene Bülow Jensen og hendes kæreste får ubehagelige beskyldninger: "Det skal stoppe nu"
Helene Bülow Jensen modtager en del ubehagelige kommentarer i sin indbakke.
Denne artikel blev først bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.
Helene Bülow Jensen, der er født med dværgvækst, er lige nu aktuel i TV 2-programmet "Ja, jeg er dværg!", hvor seerne kan følge hendes liv på godt og ondt. Det er nemlig ikke helt problemfrit at være født med dværgvækst.
Det kan Helene Bülow Jensen i den grad skrive under på. Hun har netop delt en Instagram-video, hvor hun kommer med en opsang til nogle af sine følgere.
"Tænk jer om, før I skriver ting til andre mennesker på internettet. Jeg er et menneske med følelser ligesom alle andre. Jeg tænker ligesom alle andre, og jeg læser kommentarer ligesom alle andre. Det samme gør min kæreste, som hver dag skal sidde og læse, at folk anklager ham for at være pædofil, have en fetish eller en syg kink. Stop det," skriver Helene Bülow Jensen i sit opslag.
Til opslaget medfølger en video, hvor hun er tydeligt oprevet.
"De kommentarer skal stoppe nu," indleder Helene sin video med.
Helene Bülow Jensen, der til dagligt arbejder som influencer, er nemlig vant til at modtage lidt af hvert på sine sociale medier. Særligt går mange efter hendes kæreste Magnus, der er over 1,90 høj. Og det er ikke småting, parret skal stå model til.
"Jeg er så træt af, at jeg skal have ondt i maven hver gang, jeg deler noget med min kæreste. Vi skal læse kommentarer som "han er pædofil, fordi han er kærester med mig", "han har en syg kink" og jeg ved seriøst ikke hvad, der bliver skrevet," raser Helene og fortsætter:
"Jeg er så sur. Jeg er frustreret og ked af det. Hvorfor må vi ikke have et forhold fuldstændig ligesom alle andre?"
"Magnus har ikke nogen syg kink, fordi han er sammen med mig. Han er sammen med mig, fordi jeg er mig. Jeg har slettet utallige kommentarer. Jeg sagde det slet ikke i starten til min kæreste. Prøv at forestil jer, hvordan han må have det. Fremmede mennesker på nettet beskylder ham vitterligt for at være pædofil, fordi han er sammen med mig," fortæller en tydeligt frustreret Helene Bülow Jensen.
Du kan se hele Instagram-opslaget herunder: