Søskende

Myte afblæst: Søskende afgør ikke næste barns køn

Har du i forvejen to drenge, bliver nummer tre det sikkert også. Sådan har en myte længe lydt omkring søskendes køn, men det passer ikke, viser nye tal.

Først fik du en pige, dernæst en pige og så fik du en…. pige. At de første søskendes køn spiller ind i forhold til, om nummer tre bliver en lillebror eller lillesøster, har længe været en myte.

Skrønen er sejlivet og er blevet diskuteret på diverse fora. Blandt andet skrev en mor på altombørn.dk:

”Jeg har hørt, at hvis man har to af samme slags, er den procentvise chance større for, at nummer 3 er det og endnu større ved nummer 4 o.s.v. Det er lige meget, om man har en flok piger eller drenge.”

En masse mødre kom med eksempler på, hvordan de i familien kun havde et bestemt køn, eller hvordan de havde fået skiftevis drenge og piger med forskellige mænd. Nu kan tal fra Danmarks Statistik dog mane alle teorier i jorden: Der er ingen sammenhæng.

Hverken i forhold til nummer tre, fire eller flere børn har det betydning, hvilke køn de tidligere søskende i flokken har.

Undersøgt 225.000 familier

Danmarks Statistik har undersøgt 225.000 børnefamilier, der har fået tre eller flere børn siden 1970, og det viser sig, af for hvert 100 levendefødte børn er halvdelen drenge og halvdelen piger. Eller i gennemsnit 52 lillebrødre og 49 lillesøstre.

Uanset om familien i forvejen tæller en håndfuld af det ene køn, er det altså ligesom at slå plat og krone i forhold til, hvilket køn den næste søskende bliver.

”Man siger jo, at hvis man allerede har nogle drenge, så får man nok flere i familien. Det er noget, vi hører, og det er sådan set også noget, vi siger til forældrene. Det er interessant, at statistikken siger noget andet, og det lyder underligt, for vi ser i klinikken, at nogle mænd er mere tilbøjelige til at lave drenge eller piger” siger jordemoder Lea Toft fra Jordemoderhuset.

Vil have flere børn

Undersøgelsen fra Danmarks Statistik viser også, at vi rigtig gerne have børn flere børn, hvis vi i forvejen har to af samme køn.

I de familier, hvor man i forvejen har to drenge eller to piger, vælger en tredjedel at prøve lykken, så har man to drenge, vælger 29 procent at få nummer tre, mens tallet for to søstre er 27 procent.

Af de familier, der har fået et af hvert køn, er det ”kun” 24 procent, der forøger familien med barn nummer tre. 

Ifølge Lea Toft hænger det sammen med forældrenes nysgerrighed over, hvordan det mon er at få et barn af det modsatte køn, men de fleste familier er dog godt tilfredse med kønnet efter skanning, fortæller hun.

”Selv om nogle familier har et helt hold af drenge, falder det hele på plads, når først de kommer til skanning. Det giver superfin mening, at de skal have tre drenge. De er som regel glade uanset hvad”.