Barnløs blogger: Min søster - både uden mand og børn

Barnløshed har mange former. Det er noget, jeg først er kommet til at tænke over for nylig. Min søster er single, men har ønsket sig børn og familie, så længe som jeg kan huske. Hun er fem år ældre end mig, og således i midten af 30’erne. På mange måder er vi meget forskellige. Hun har været skruk i årevis, og børn har fyldt noget helt andet i hendes bevidsthed, end den har i min. Selv med hendes kæreste for ti år siden kan jeg huske, at hun så småt snakkede om børn.

Skæbnen har villet det anderledes. Prinsen på den rustne cykel er indtil videre udeblevet fra hendes liv. Det har ikke gjort hendes ønske om en familie mindre, men i takt med at årene er gået, er det blevet mere og mere svært.

Jeg har nok indtil for kort tid siden haft lidt svært ved at forstå det hele. Jeg mener, det haster vel ikke mere end som så, og hun kunne vel sagtens bare vente nogle år endnu og se, om ikke han kom forbi og havde lyst til at stifte familie med hende? Mon ikke det var bedst bare at slå lidt koldt vand i blodet og så vente og se tiden an?

Da jeg første gang fortalte hende at jeg var gravid, kunne jeg godt mærke, at det var svært for hende. Hun fortalte, at det stressede hende, og fik det hele til at komme op til overfladen på ny. Igen må jeg med skam indrømme, at jeg nok først nu kan sætte mig rigtigt ind i, hvordan hun må have haft det dengang.

Forstod mine følelser

Da jeg til gengæld gennemgik den første operation og abort, var hun en af dem, som var mest ked af det på vores vegne. Måske fordi hun genkendte savnet og sorgen over dét, som ikke skulle være og ikke blev. Siden da har hun været en uvurderlig støtte. Hun har været rummelig og forstående, i en grad som de færreste mestrer. Hun har været én af de første, som jeg har turde dele de grimmeste af mine følelser med, for jeg har følt, at hun har kunnet håndtere dem.

For nogle år siden begyndte hun så småt at snakke om at blive mor på egen hånd. Hun ønsker dog ikke at fratage sit barn muligheden for en far, så vi er ude i noget åben donation eller en regnbuefamilie. Her matcher man eksempelvis en enlig kvinde med et mandligt, homoseksuelt par, hvor begge parter ønsker sig et barn.

Det er selvsagt en stor beslutning for hende, og noget som har ligget og luret i mange år. Er det mon et alternativ til den oprindelige drøm om mand, børn og kernefamilieliv?

Selvom det trækker op til en usædvanlig familieform, bliver jeg mere og mere overbevist om, at det måske er noget, som hun bør kaste sig ud i. Hvis hun igennem det sidste årti har følt bare en snert af alt det, jeg føler nu omkring behovet for at blive mor, så bliver hun nødt til at gøre noget ved det. Kæreste eller ej.

Jeg ved godt at hun biologisk set kan have fem-otte år at løbe på endnu, før panikken behøver at brede sig, men jeg ved jo også af bitter erfaring, at der ikke findes nogen garantier.

Grønt lys

Alt dette fik jeg sagt til hende for nyligt. Ikke for at stresse hende, for jeg ved at hun om nogen er sig bevidst om, at fertiliteten daler med alderen. Men jeg fik brug for at sige, at jeg støtter op om hendes projekt, hvad end hun vælger – og at jeg godt tror, at hun kan klare det. Hun må ikke lade min kamp blive en stopper for hendes projekt – tværtimod bør det bekræfte hende i, at der kan være gode grunde til at komme i gang.

Hun blev rørt over de ting, jeg sagde, og fortalte, at hun havde tænkt meget over det i forhold til min situation. At jeg ligesom gav “grønt lys”, virkede som en lettelse.

Jeg tror stadig ikke, at det er en beslutning, som hun bare lige træffer i morgen, men jeg tror at hun er rykket et skridt tættere på. Det håber jeg, for jeg under hende virkelig, at hun får sin drøm opfyldt.

Læs mere på erduherikkesnart?