20 skud fra hoften: Martin Hall

Musiker, sangskriver og forfatter Martin Hall er denne måned klar med albummet If Power Asks Why, en udgivelse bestående af en række nyskrevne sange af Hall, opført af mezzosopranen Andrea Pellegrini og pianisten Tanja Zapolski. Her fortæller multitalentet om kloge ord, og hvorfor han altid ville redde sit pas ud af et brændende hus.

Hvad kvinder ikke ved om mænd, er?

“Er der noget, kvinder ikke ved om mænd? Den franske forfatterinde Marguerite Duras har jo for længst afsløret alt, hvad der er værd at vide om dem, når hun skriver følgende: “De er trætte, de er lidt syge, har lidt selvmordstilbøjeligheder, de har skyldfølelse.””

Yndlingsfilm?

“Jeg er typen, der har mange yndlingsfilm, men i toppen finder vi Alain Resnais’ I fjor i Marienbad fra 1961. En ting er de helt eminente dialogiske monologer, men hvor er det dog også bare frydefuldt at se en kvinde så elegant og chik som hovedrolleindehaveren Delphine Seyrig. Den næste i favoritrækken kunne så være Natportieren med Charlotte Rampling, men for stemningens skyld tror jeg, at jeg undlader at kommentere den yderligere.”

Hvad læser du lige nu?

“Don DeLillos nye novellesamling Englen Esmeralda. Jeg er meget begejstret for ham generelt, om end jeg foretrækker hans romaner. Bogen er dog ufrivilligt kommet til at stå noget i skyggen af Nicole Krauss’ Det store hus, som jeg læste lige inden – en fantastisk roman, der godt kunne tænkes at ende som årets bedste på min liste.”

Hvis du ikke var i musikbranchen, hvad ville du så lave?

“Så ville jeg skrive bøger ... som jeg alligevel gør.”

Hvis du døde og blev reinkarneret som et dyr, hvilket skulle det så være?

“Jeg er jo allerede et dyr. Et sofistikeret, animalsk væsen drevet af basale impulsbehov som ærekærhed, skønhedshunger og artsoverlevelse. Jeg har ikke evnen til at forestille mig yderligere nedgradering i den karmisk-biologiske proces.”

Hvis nogen skulle spille dig i en film, hvem skulle det så være?

“Uden tvivl en kvinde.”

Hvornår græd du sidst?

“Sikkert over en eller anden flæbende sentimental violinsolo.”

Drømmemiddagsgæster?

“Jeg inviterer ikke længere folk til middag. Min udvikling som menneske går mere og mere i retning af det autistiske.”

Mest overvurderede?

“Dansk selvopfattelse.”

Mest undervurderede?

“Generøsitet.”

Favorit-gadget?

“Blækkuglepen.”

Yndlingsmad?

“Let.”

Hvad er det klogeste, du nogensinde har hørt i dit job?

“Nu skal det lige siges, at du næppe vil møde en mere detaljeorienteret, perfektionistisk anlagt og arbejdsdisciplinær type end mig, men efter et stresskollaps for nogle år siden ramte følgende Simon Spies-diktum mig med en særlig klarhed: “Man må gå så gruelig meget igennem, før man lærer at springe over, hvor gærdet er lavest.””

Bedste koncert, du har været til?

“A Certain Ratio i London den 2. april 1980. Jeg var endnu ikke fyldt 17, og gruppens performance var på én og samme tid helt ekstremt støjende og funky. Dér stod de, fire ligblege frontfigurer og en maskine af en afrobritisk trommeslager – det satte ligesom tidens kropsforskrækkelse i perspektiv. Publikum var også ærefrygtindgydende. Jeg erindrer især en pige, der iført mørkt slør, perfekt makeup og snorlige sideskilning sad og læste i Albert Camus’ L’Étranger under samtlige 45 minutter med aftenens opvarmningsband.”

Største fremtidsdrøm?

“Fremtid? Nu bliver det meget abstrakt.”

Elsker mest?

“Valium.”

Kvalitet, du vægter højest hos andre mennesker?

“Høflighed.”

Kvalitet, du vægter højest hos dig selv?

“Mådehold.”

Hvis dit hjem brændte, hvad ville du så redde ud først?

“På trods af mit efterhånden temmelig invaliderede forhold til fænomenet identitet ville det givetvis være mit pas. Er der ikke noget med, at enhver ærlig kunstner i bund og grund føler sig som en svindler? Én ting er hele tiden at skulle overbevise sig selv om relevansen af éns identitet, men tænk engang også at skulle have besværet med forsikre andre om den.”

Hvad skal du lave i aften?

“Måske bare se at få mig selv gemt lidt af vejen. Jeg formoder, det ville være klædeligt.”

Se også: 20 skud fra hoften: Morten Vammen »