En læser føler sig dårligt behandlet af sin vens børn
Jeg er en kvinde i 60’erne, der har en rigtig god og lidt ældre ven, som desværre har begyndende demens. Jeg forsøger at hjælpe og støtte ham, så godt jeg kan, og vi har det fortsat hyggeligt og godt, når vi er sammen.
Problemet er hans voksne børn, der har haft mistro til mig og også bagtaler mig til deres far. Selv er de ikke særlig søde til at besøge ham, så jeg tænker, at de jo egentlig bare burde være glade for, at jeg tager mig af ham. Det virker de så ikke til at være, tværtimod. Samtidig taler de grimt til deres far og har hele tiden travlt med at tale til ham om, hvor syg han er.
Jeg har intet imod at bruge min tid på at støtte min gamle ven, men jeg bliver træt og stresset, når jeg konstant skal mistænkeliggøres og bagtales. Når jeg en sjælden gang taler med dem, behandler de mig som en ansat og skal konstant fortælle mig, hvad der er bedst for deres far. Han er nu kommet på plejehjem og har det til tider svært, men han bliver altid glad og lyser op, når jeg besøger ham.
Det samme sker ikke, når hans børn en sjælden gang besøger ham eller ringer til ham, for der opstår altid konflikter. Personalet på plejehjemmet er søde, de kender mig godt efterhånden og ved, at jeg kun vil det bedste for min ven. Det er jo også kun det, jeg vil, men hvad stiller jeg op med hans børn, der konstant mistror mig og behandler mig som en tyende?
Nu ved jeg jo ikke, hvorfor din vens pårørende opfører sig så uforskammet, som de gør. Om de går og frygter, at du påtænker at nappe deres fars arv, eller om der er tale om en dysfunktionel familie, hvor al pli er væk og er erstattet af en rå og uforsonlig tone. Jeg kunne egentlig godt forestille mig, at det er det sidste, der er tilfældet, for når de også taler grimt til deres syge, gamle far, så kunne det godt tyde på det.
En ting ved jeg dog. Hverken du eller din demente ven især, har glæde af, at du lader dig rive med af deres dårlige opførsel. Du vil kun blive i dårligt humør af det, mens din ven, der i forvejen er ramt, vil blive endnu mere forvirret og ked af det, end han er det i forvejen. Dermed ikke sagt, at du bare skal finde dig i alt, hvad der skulle komme fra deres side.
Bliv ved med at være det søde og hjælpsomme menneske, du lyder til at være, men øv dig i at være mere tydelig. Hvis de taler grimt til dig, så spørg venligt, om det ikke er muligt, at I kan finde kammertonen frem og tale sammen som de voksne og fornuftige mennesker, I er – eller burde være.
Begynder de at kommandere rundt med dig, så sig, at du først og fremmest er her som din vens gode ven, så er der ting, de vil have fixet eller gjort anderledes, så må de selv stå for det. Ved at sætte nogle venlige, men tydelige grænser over for din vens børn, så får du også sat dig selv i respekt – og det lyder det helt sikkert til, at der er brug for her.
Skriv til Vibeke Dorph
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
