Min mands børn driver mig til vanvid
En læser ved ikke, hvad hun skal stille op med sin mands børn. Den ene har en diagnose, og den anden skal snart i udredning. Læs Vibeke Dorphs svar i Hjemmets brevkasse.
Læser ved ikke, hvad hun skal gøre med sin mands børn
Jeg er en kvinde i midt 30’erne, der lever i en sammenbragt familie med min mand samt hans og mine hver to børn, der alle er tæt på teenagealderen.
Jeg elsker min mand, men jeg kan ikke rumme hans børn og de daglige kampe med dem.
Den ene har en diagnose, mens den anden snart skal i udredning for at få en. Begge børn er meget temperamentsfulde og har voldsomme vredesudbrud, og jeg går på listetæer for ikke at gøre dem sure eller kede af det.
Det er mig, der står for stort set for alt herhjemme også børnepasning. Samtidig er jeg sygemeldt pga. en arbejdsulykke, og jeg får slet ikke den ro, jeg har brug for, fordi her konstant er børn, der fylder meget.
Jeg er derfor på bar bund om, hvad jeg skal gøre. Den ene dag har jeg lyst til at sige til min mand, at han og hans børn må flytte for sig selv et stykke tid.
Vi kan så stadigvæk være gift, men kun ses i de uger, hvor han ikke har sine børn. Omvendt så ved jeg også, at han og børnene vil blive kede af det, og jeg holder jo også af hans børn.
Jeg er så splittet.
Sidst min bonusdatter fik et af sine voldsomme vredesudbrud, sagde min søn, at han blev bange for hende og følte sig truet, når hun var sådan. Det viste sig, at han generelt godt kan føle sig bange og utryg i hendes nærvær, hvilket forskrækkede mig.
For hvad er det så, jeg udsætter mine egne børn for? I det hele taget føler jeg ikke, at jeg er der nok for mine egne børn. Jeg er sur hele tiden, uoplagt og trist over hverdagen. Hvad gør jeg?
Annonse
Vibeke Dorph opfordrer til at 'smide håndklædet i ringen'
Jeg kan da godt forstå, at du er aldeles i knæ.
Annonse
Det ville alle, der stod i din situation være. I forvejen er det et kæmpestort arbejde at få en sammenbragt familie til at fungere. Når der så tilmed er hele fire børn i snart teenagealderen, hvoraf to af dem er diagnoseramte, alt imens du er sygemeldt og tilsyneladende står alene med ansvaret for alt.
Ja, så er der ikke noget at sige til, at du har lyst til at kaste håndklædet i ringen, og jeg kan kun opfordre dig til at få det gjort.
For hvorfor er det dig og endda kun dig, der har ansvaret for din mands børn? De er vel primært hans ansvar? Børnene lyder jo tilmed til at være særdeles omsorgskrævende og med helt særlige behov.
Hvorfor er det dig, der – alene – står med den ansvarsbyrde kastet i din favn? Det ansvar er da først og fremmest børnenes biologiske forældres. Naturligvis skal vi hjælpe hinanden og også være der for hinandens børn, når vi flytter sammen i en ny familie, men ligesom du helt sikkert føler et primært ansvar for dine egne biologiske børn, så burde det også gælde for din mand.
Nu virker det ovenikøbet til, at dine egne børn heller ikke har det helt let, så noget skal ske.
Derfor synes jeg, det er en glimrende idé, hvis du får talt med din mand og her gør ham klart, at nok er nok, noget skal ændres, og det skal ændres radikalt.
Foreslå gerne her din idé med, at I rykker hver for sig i en periode, og vær lydhør for, hvad han kunne have af forslag.
Vigtigst er det, at noget sker og ændres, for lige nu er omsorgsbyrden i jeres relation pilskæv – og det er dig der betaler prisen.
Skriv til Vibeke Dorph
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
