Louises vrede mor skabte splid: "Hun forbød os at tale om vores far"

Min lillesøster, Iben, og jeg havde, hvad jeg selv vil kalde for en dejlig og harmonisk barndom. Vi boede i et parcelhus med vores forældre, ganske tæt på vores mormor og morfar, som vi også havde et tæt forhold til. 

Vores forældre virkede også glade for hinanden, selvom min far nok altid har været mere udadvendt end min mor, der mest holdt af at være derhjemme med os, når hun havde muligheden for det, mens min far altid har haft en hel del fritidsinteresser.

Da jeg mødte min mand, Rune, tænkte jeg, at jeg ville skabe en familie, som den jeg selv var vokset op i. En familie, hvor vi holdt sammen, hyggede sig og var der for hinanden. 

Han ville skilles efter mindre end et års ægteskab

En læser blev gift med sin eksmand kort efter de mødte hinanden første gang. Så valgte han at blive skilt, og nu er læseren i chok. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Den vision var Rune helt med på, for i hans barndomshjem havde det være anderledes. Hans forældre var skilt, og der havde altid været en masse bøvl og ballade i hans familie.

Mens Rune og jeg gik og lavede planer for vores fælles liv, skete der dog noget dramatisk i min familie. Jeg fik et chok den aften, min far kom hjem til os og brødebetynget fortalte os, at han havde mødt og forelsket sig i en anden kvinde, som han nu ønskede at leve sammen med. 

Det viste sig, at mine forældres ægteskab længe havde knaget. Især min far havde følt, at de, efter at vi var flyttet hjemmefra, ikke længere havde noget tilfælles, og det de gerne ville med deres liv nu stemte ikke overens. Og så var det, at han havde mødt den anden kvinde via noget frivilligt arbejde, han var med i.

Da jeg havde sundet mig over nyheden, spurgte jeg min far om, hvordan min mor havde taget den voldsomme besked. Han tøvede et øjeblik og sagde så, at hun naturligvis var knust. Ja, mere end det, hun var vred og havde forlangt, at han straks kontaktede os og fortalte os om sin beslutning. Det havde han så gjort, og efter at have været hos os, tog han videre over til Iben.

Jeg er ked af, at mine forældre fik mig sent, for nu er de for gamle til at passe mine børn

En læser længes efter, at hendes børn havde haft bedsteforældre, som kunne passe og hygge sig med børnebørnene. Hvordan parkerer hun sig sorg over det, som hun føler sine børn går glip af? Læs Rosa Øllgaards råd i Vores Børns brevkasse.

Iben blev lige så chokeret som mig. Hun ringede, da min far var gået, og sammen tog vi over til min mor, hvor vi blev og overnattede til næste dag. 

Vi var alle tre knust, selvfølgelig mest min mor. For det lå i kortene, at vores barndomshjem skulle sælges, og at mor derfor skulle flytte ud af det hus, hun havde boet i det meste af sit liv og elskede højt. Det havde hun forståelig nok svært ved at forlige sig med.

Min mors og fars skilsmisse blev da også alt andet end let. Iben og jeg fulgte den tæt, fordi vores mor havde brug for vores hjælp og støtte. Hun virkede ret hjælpeløs og var efter min mening også tæt på at få et sammenbrud. 

Iben og jeg nægtede konsekvent at vælge side, men naturligvis var vi tættest på vores mor i den tid, fordi hun var så ramt. Min far havde jo Annemette, hans nye kæreste, som vi faktisk godt kunne lide, og som han ret hurtigt flyttede ind hos.

Jeg vil lyve, hvis jeg sagde, at det var let at være tæt på vores mor i den tid. Hun tabte sig og blev en skygge af sig selv. Hun lagde heller ikke skjul på, hvor meget hun hadede vores far, og at hun ikke ønskede hverken ham eller Annemette noget godt. Jeg begyndte at blive træt af at høre på hendes vrede og bitterhed, men håbede på, at det hele nok ville blive bedre med tiden.

Vores barndomshjem blev solgt, og vores mor flyttede i en dejlig lejlighed i nærheden. Jeg havde håbet, at tingene nu ville falde til ro, og at min mor ville komme videre, men det skete ikke. Tværtimod. Min mor holdt fast i sin vrede, hun forbød os at tale om vores far, og hun nægtede at deltage i familieselskabeligheder, hvor han også dukkede op.

Det gjorde efterhånden tingene ret besværligt. Iben havde to små børn, og jeg selv blev gravid med mit første. Min mor nægtede at komme til min lille nieces fødselsdag, hvis vores også far kom. Det samme gjaldt, da min lille søn skulle døbes. 

Mikkel Beha afslører: Ikke færdig med at rejse med Alfred og Madeleine

Selvom det er slut med Sydamerika, er det ikke slut med at rejse sammen for Mikkel, Marian, Alfred og Madeleine.

Min far valgte hver gang at holde sig væk for familiefredens skyld. Han lagde ikke skjul på, at det ikke var det, han ønskede. Både Iben og jeg var ulykkelige over situationen, mens vores mor efterhånden tog det for givet, at vores far skulle forblive udstødt af familien.

Sådan gik der et par år, men efterhånden fik Iben og jeg nok af, at tingene ikke ændrede sig. At nok var nok, besluttede vi, da Iben skulle giftes. For tanken om at vores far ikke kunne deltage i brylluppet, var ubærlig. 

Vi talte om det og blev enige om, at vi nu længe nok havde indrettet os efter vores mors luner. Det havde ikke bare vi, men også vores børn betalt en høj pris for. Vi brød os heller ikke om, at vores børn skulle være vidne til, at deres bedsteforældre ikke kunne være i stue sammen, det var ganske enkelt ikke voksne mennesker værdigt.

Derfor meddelte vi vores mor, at vores far ville blive inviteret med til brylluppet. Det stejlede hun længe over og truede også med ikke at deltage. Da hun opdagede, at vi ikke havde i sinde at give os, besluttede hun sig dog for at rette ind. Hun deltog således i brylluppet, og min far og hun hilste langt om længe på hinanden.

Det blev på alle måder en forløsende fest, og i dag er både Iben og jeg glade for, at vi holdt fast. For det var som om, at min mor langt om længe forstod, at livet går videre. I hvert fald har hun lagt vreden bag sig og er begyndt at se fremad i stedet. Det er til stor lettelse for ikke bare Iben og mig, men også resten af familien.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.