Strik selv: Smuk polo i flamé
En klassisk polo T-shirt er altid et sikkert hit, og når den er strikket i flamégarn, får den et lettere og mere feminint udtryk.
Str.: 36(38 (40/42). Tallene vedrørende str. 40/42 er angivet i parentes, adskilt af bindestreg. Er der kun oplyst ét tal, gælder dette alle størrelser.
Garn: Terra, ca. 250(300) g solgul (fv 13) fra Lana Grossa.
Kvalitet: 58 % genanvendt hør, 42 % bomuld. 50 g = ca. 170 m.
Pinde: nr. 3 og 4, rundp nr. 3 (60 cm).
Knudekant: Den første m på alle pinde tages ret løs af og den sidste m strikkes ret.
Kædekant: Den første m på alle pinde strikkes ret og den sidste m tages vrang løs af med garnet foran masken.
Rib: Skiftevis 1 ret og 1 vrang.
Glat: Ret på retsiden, vrang på vrangsiden.
Glat vrang: Vrang på retsiden, ret på vrangsiden.
Hulrække: Strikkes på vrangsiden. 1 km, *strik 1 ret + 1 vrang drejet ret sammen, 1 omslag, gentag fra * og slut med 1 ret, 1 km. På den følgende retsidepind strikkes masker og omslag vrang. 1 m i vævestrik: På retsiden tages masken vrang løs af med garnet bag masken. På vrangsiden strikkes m vrang.
Udtagninger: I højre side: Strik de første 4 m, strik 1 drejet ret i lænken mellem maskerne. I venstre side: Strik 1 drejet ret i lænken mellem maskerne, de sidste 4 m.
Strikkefasthed: 21 m og 30 p i glat på p nr. 4 = 10 x 10 cm.
Ryg: Slå 91(99) m op på p nr. 3 og strik rib med knudekanter, idet der begyndes på vrs. Når kanten måler 2 cm = 8 p, strikkes en hulrække på den følgende vrangsidepind. Strik derefter igen videre i rib med knudekanter som før. Når kanten måler i alt 3 cm = 13 p, strikkes videre i glat med knudekanter på p nr. 4. Tag 1 m ud i begge sider (strik ”udtagninger”) på den 9. p i glat. Gentag disse udtagninger på hver 10. p endnu 6 gange og på hver 12. p 4 gange = 113(121) m. Samtidig, når der er strikket 25 cm = 76 p i glat, sættes et mærke i begge sider til ærmegab. Fortsæt lige op, til ærmegabene måler 16(17) cm = 48(52) p og luk skuldrene fra siderne på hver 2. p med 8 x 5 m (4 x 6 m og 4 x 5 m). Samtidig med den 7. skulderaflukning, lukkes de midterste 29 m til halsudskæring og hver side strikkes færdig for sig. Luk i halssiden på den 2. p for yderligere 1 x 2 m. Strik den anden side modsat.
Forstykke: Strikkes mage til ryggen, blot med poloslids og dybere halsudskæring: Når der er strikket 19(20) cm = 88(92) cm efter ribkanten, deles arb efter den 50.(54.) m (= 3 m før midten). Lad de første m på pinden hvile til venstre forstykkehalvdel og strik først den højre forstykkehalvdel over de sidste 57(61) m på p. Fra halssiden strikkes 1 km som kædekant, 1 m i vævestrik, 1 m i glat vrang og 1 m i vævestrik = forkant, strik 52(56) m i glat og slut med 1 km som knudekant. Strik lige op med denne maskefordeling, til slidsen måler 11 cm = 34 p. Luk til halsudskæring i halssiden på hver 2. p for 1 x 10 m og 7 x 1 m. Luk til skulder i modsatte side i samme højde og på samme måde som på ryggen. Strik nu den venstre forstykkehalvdel mage til den højre, blot spejlvendt, idet der begyndes således: I forlængelse af de 50(54) m op pinden strikkes yderligere 7 m op langs bagsiden af overfaldet på den højre forstykkehalvdels slids. Se fig. 1 = 57(61) m. Strik venstre forstykkehalvdel færdig. Fig. 2 viser den færdige poloslids. Opstrikningen langs undersiden af overfaldet er nærmest usynlig.
Ærmer: Slå 61(65) m op på p nr. 3 og strik rib med knudekanter, idet der begyndes på vr-siden. Når kanten måler 2 cm = 8 p, strikkes en hulrække på den følgende vrangsidepind. Strik derefter igen videre i rib med knudekanter som før. Når kanten måler i alt 3 cm = 13 p, strikkes videre i glat med knudekanter på p nr. 4. På den 5. p i glat tages ud til pufærme ved at strikke 1 drejet ret i lænken mellem maskerne efter den 5.(7.) m og derefter for hver følgende 2. m 25 gange = 87(91) m. Fortsæt lige op i glat, til ærmet måler 11 cm = 34 p og tag 18 m jævnt ind ved at strikke den 2. og 3. m (den 3. og 4. m) ret sammen og derefter strikkes hver 4. og 5. m ret sammen 17 gange = 69(73) m. Når der er strikket i alt 15 cm = 46 p i glat, lukkes alle m løst af. Strik det andet ærme mage til.
Montering: Spænd arb ud efter målene, fugt det let og lad det tørre. Sy sømmene, idet sidesømmene sys sammen op til ærmegabene. Med rundpind nr. 3 strikkes 115 m op langs indersiden af halsudskæringen. Strik kraven frem og tilbage i rib med kædekanter, idet der begyndes på vr-siden. På den 15. p i kraven (= vr-siden) strikkes en hulrække over maskerne i rib. Strik derefter videre i rib som før. Når kraven måler i alt 6 cm, lukkes alle m løst af i rib. Fold kraven udad. Sy ærmerne i.