Kigere Rose, Uganda

I Uganda kæmper Kigere for de rettigheder, hendes mor aldrig fik

Når Kigere Rose tænker på sin mor, kan hun se, hvor langt hun selv er nået. Moren havde ingen selvbestemmelse eller indflydelse i sin karriere, og i dag er Kigere direktør i en organisation, der kæmper for ugandiske kvinders rettigheder. Der er dog endnu lang vej til ligestilling i Uganda, men Kigere er sikker på, at fremtiden ser lys ud.

alt.dk logo

Hvordan er det at være kvinde i dit land?

”Det er ret svært at være kvinde i Uganda, fordi de fleste kvinder ikke har mulighed for at være med til at tage vigtige beslutninger – især på familieniveau. De kulturelle bånd og religiøse normer tillader ikke at kvinder kan tale frit og dele deres tanker åbent. Som kvinde skal man altid arbejde dobbelt så hårdt for at bevise sit eget værd, og man bliver stadig behandlet som en andenrangsborger.”

Hvad er du mest bekymret for ved at være kvinde i dit land?

”Kvinders mulighed for at leve frit er meget begrænset. Vores sundhedssystem er dårligt, og der mangler både essentiel medicin og pleje til kvinder. Det gør det svært for kvinder at gennemføre graviditet og fødsel uden komplikationer. Derudover er mængden af vold mod kvinder høj på trods af love, der skal beskytte kvinder. Gennemførslen af lovene og adgangen til domstolene bliver ikke opretholdt og får ikke den respekt, som de burde. Det gør ondt i mit hjerte, fordi vores børn skal vokse op i et samfund, der er utrygt.”

Alle kvinder – alle lande – én kamp: FRIHED

I denne uge løfter ALT for damerne og alt.dk blikket fra det nære og rækker ud mod kvinder i verden omkring os, hvor den frihed, der herhjemme kan føles som givet, er under pres. 

I alt for mange lande går det tilbage for kvinders rettigheder, og vi kunne have stukket knappenålene i verdenskortet mange steder. 

Vi har udvalgt en række personlige historier fra forskellige lande, hvor vi får et kig ind i virkeligheder, hvor forholdene for kvinder simpelthen går den forkerte vej. Hvor kvinder mister frihed.

Forhåbentlig vil artiklerne efterlade dig både oplyst og grebet af trang til at tale videre om det. Det er nemlig det budskab, der går igen i kvindernes fortællinger: I kan hjælpe os ved at huske os, tale om os og dele vores Instagram-stories. 

Vi håber, du vil hjælpe med at sprede budskabet – og har du lyst til at gøre mere, kan du købe den plakat, vi har lavet ud af forsiden. 

For at mange har det værre end os selv, betyder ikke, at de ligestillingsproblemer, vi har i Danmark, er ubetydelige. Men disse kvinders historier minder os om, at frihed også er en forpligtelse; at vi skal bruge vores udstrakte frihed til at kæmpe videre. For os og for dem

 

Er din rolle som kvinde anderledes i dag, end da din mor og mormor voksede op?

”Der er sket en enorm udvikling over årene. På trods af de her udfordringer, har mange kvinder fået muligheden for at blive uddannet, starte egne virksomheder og i fællesskab formår flere og flere kvinder ’at bryde glasloftet’ (som betyder, at man bryder igennem den sociale barriere, som forhindrer kvinder og minoriteter i at blive forfremmet til topposter og lederstillinger i deres arbejdsliv, red.)

Jeg arbejder selv som leder for organisationen WORI, og min rolle er meget anderledes fra min mors. Selvom hun var embedsmand, havde hun ikke magt til at tage beslutninger. Jeg er i min rolle i stand til at træffe strukturelle beslutninger, der kan få både min familie og institutionen til at vokse. Min mulighed for at engagere mig og tale kvindernes sag står i stor modsætning til, hvad mine forældre og bedsteforældre havde mulighed for.

Det fører dog også bekymringer med sig. Det er hårdt arbejde at være administrerende direktør i en græsrodsorganisation, der hele tiden skal arbejde for at mobilisere ressourcer, så vi kan holde arbejdet og vores krisecenter kørende. Vi er en nonprofitorganisation, og derfor er jeg altid bekymret for, at der pludselig ikke er flere ressourcer tilbage, og at det hele lukker ned. Den mulighed er der altid.”

Om Kigere Rose

  • Bor i Jinja i den sydlige del af Uganda.
  • Arbejder som administrerende direktør i Women Rights Initiative (WORI.
  • WORI kæmper for kvinders rettigheder i Uganda bl.a. gennem uddannelse, ledertræningsprogrammer, forbedring af kvinders sundhed og driver et krisecenter for voldsramte kvinder.
  • 37 år gammel.

 

Hvad håber du fremtiden vil bringe for kvinder i dit land?

”Fremtiden er allerede ved at ændre form. Vi prioriterer at investere i piger og kvinders uddannelse, give kapital til kvindeledende virksomheder og engagere kvinder til at deltage i diskussioner, som vil løfte kvinders vilkår og holdninger til et politisk niveau. Vi forventer, at vi med vores organisation kan få flere piger og unge kvinder til at påtage sig lederskabet der, hvor de kan. Og jo flere kvinder i lederstillinger, jo mere vil kvindelige behov prioriteres.

Flere kvinder engagerer sig i videnskab, teknologi og innovation, som både kan give dem indtjening og støtte andre samfund. Vi kvinder er nødt til at støtte hinanden og arbejde i fællesskab for at opnå den anerkendelse, vi fortjener, for vores vigtige arbejde i forskellige erhverv.”

Få plakaten og støt kampen

Forsiden af denne uges ALT for damerne er et maleri af kunstneren Kimia Bahari, som har iransk baggrund. 

Vi har ud fra maleriet skabt en plakat, og hvis du kunne tænke dig at få et eksemplar og samtidig bakke op om arbejdet for kvinders vilkår ude i verden, kan du gøre det igennem disse to organisationer:

PlanBørnefonden

Sex & Samfund