Cecilie træner Body Fitness: ”Min numse forsvandt, og det gjorde ondt, når jeg cyklede, fordi der ikke var noget fedt”

Jeg har altid dyrket sport på højt plan. Da jeg var fem år, begyndte jeg at spille tennis og fortsatte med det i 15 år. Mine forældre har også altid lavet sund mad - jeg tror f.eks. først jeg smagte bearnaise, da jeg var 18 år.

Men da jeg fik lidt for travlt med studierne, stoppede jeg med at spille tennis på eliteplan.

LÆS OGSÅ: "Jeg har prøvet ægteskab, og det siger mig ikke noget"

Min appetit var stadig stor, så med masser af øl på studiet, en festlig livsstil og ingen træning, tog jeg pludselig en del på. Og det havde jeg det ikke godt med, for hele mit liv har jeg været vandt til at være sund, stærk og fit. Så jeg begyndte at træne i fitnesscenter.

Min mor døde pludselig

Da jeg, efter at have trænet i et stykke tid, stadig ikke havde rykket mig synderligt med vægten, opsøgte jeg en personlig træner. Det var sådan, jeg startede med styrketræningen og "Body Fitness".

Jeg valgte at konkurrere i Body Fitness, efter min mor døde pludseligt af leukæmi. Hele hendes sygdomsforløb var ultrakort; hun blev syg, røg i koma efter nogle dage og døde ugen efter. Det var helt forfærdeligt. På det tidspunkt studerede jeg og arbejdede hos Microsoft, og jeg kunne ikke koncentrere mig om nogle af delene. Jeg kunne ikke få mig selv i gang om morgenen – så min kost og træning blev som terapi, hvor jeg kunne få afreageret. For pludselig skulle jeg rumme vrede, sorg og frustration samt tanker omkring vores eksistensgrundlag. Træningen og kosten var mine holdepunkter, mens alt omkring mig var kaotisk.

Det var målet, med den ultimative styrke og disciplin, der fik mig op om morgenen. Jeg brugte halvanden times tid om formiddagen på konditionstræning for at cleare mit hoved og for at have noget "at holde fast i" i tilværelsen.

Ikke plads til at spise med vennerne

Jeg skruede langsomt op for træningen, når min krop havde nået et punkt, hvor den ikke længere rykkede sig. Mit mål var at kunne stille op til Body Fitness-konkurrencen, hvor ens krop skal se ud på en helt bestemt måde. Fedtprocenten skal være meget lav, hvilket vil sige, at du skal tabe fedt, men samtidig bevare muskelmassen. Dén konstellation er noget af det mest udfordrende rent fysiologisk. Jeg var nødsaget til at veje alt, hvad jeg spiste. Jeg indtog 6-7 måltider om dagen, og alt skulle være rent mad. Ikke noget med sovs. Så med den livsstil var der heller ikke plads til, at jeg gik ud og spiste med vennerne, som det passede mig. Jeg drak en kop kaffe i stedet.

LÆS OGSÅ: Lotus kæmpede med anoreksi i 12 år: "Jeg levede af Cola Light og salte fisk" 

De fire gange, jeg har stillet op til konkurrence inden for de seneste tre år, har det været rigtig vigtigt for mig, at det ikke har skullet gå ud over mit sociale liv og min familie. Men jeg nåede til et punkt med træningen, da jeg var tæt på mål, hvor jeg var helt drænet for energi og ikke orkede at være social hver eneste dag. Der var heller ikke så meget tid, når jeg arbejdede fuldtid og skulle træne så meget. Indimellem oplevede jeg at være så træt i kroppen, at jeg under træningen var tæt på at bukke under, men jeg fortsatte og kæmpede videre mod det endelige mål, som fik mig til at fortsætte. Hver gang.

For nylig valgte jeg at lægge konkurrencedelen på hylden. Jeg træner stadig meget og lever sundt, men netop på den "sunde" måde frem for på den ekstreme måde. Jeg lytter til min krop og har hviledage, når jeg er træt eller øm. Og jeg drikker et glas vin med vennerne, når jeg har lyst.

Dolket i ryggen

I takt med den store tilslutning til atletverdenen – og fitnesskonkurrencer – der foregår i disse år, er Body Fitness blevet hårdere, ligesom atleterne er blevet mere hardcore. Body Fitness-atleterne ser lidt anderledes ud nu, end de gjorde tidligere, grundet internationale standarder, der stiller endnu højere krav. Og jeg synes, det er imponerende, at andre kan, men min fysik og genetik kan ikke følge med på det høje niveau trods den kæmpe indsats, jeg altid har lagt i mine omfattende forberedelser.

Jeg har desværre også været vidne til, hvordan det sociale liv i atletverdenen til tider er præget af jalousi og indbyrdes konkurrence. Jeg er blevet "dolket i ryggen" og har oplevet piger, der roste mig lige op i ansigtet det ene øjeblik for derefter at tale grimt om mig bag min ryg. Det er vældig ærgerligt, at scenarier som disse udspiller sig blandt atleterne, da jeg mener, at alle burde støtte op om hinanden. Vi ved jo alle hvor meget, det kræver at nå en hardcore konkurrenceform. På den måde er det en lidt speciel sport – med kroppe, der sammenlignes med hinanden. Man bør kun sammenligne sig med sig selv.

LÆS OGSÅ: Amalie friede til sin kæreste: "Han ville aldrig have gjort det selv" 

Ikke muligt at bibeholde dén krop

Jeg har også været vidne til, hvordan mange piger stiller op af de forkerte årsager og ender med at gå på kompromis med rigtig mange af deres værdier, fordi disciplinen stiller så høje krav. Mange piger begynder at styrketræne, fordi de har set nogle scenebilleder af bikinipiger, og så tror, at dén form kan holdes evigt. Og så beslutter de sig for, at sådan vil de også se ud. Under deres træning går de og drømmer om at få den her ideelle Fitness-krop, som faktisk ikke er mulig at bibeholde i længere tid, da den form, du står i på konkurrencedagen – og som bliver vist på billederne - er en form, du kan have i en meget begrænset periode, da din krop ikke kan holde til det. Kroppen er oftest drænet for væske, og fedtdepoterne er tømt.

Mange piger tror, at lykken er at have en six pack. Det er det bare ikke. Lykken skal komme indefra, fordi vi lærer at acceptere og elske os selv og nyder livet samtidig med, at vi når vores individuelle mål hver især. Nogle risikerer at få et forskruet syn på dem selv og deres spejlbillede af at være en del af konkurrenceverdenen. De går fra at se sig selv være i en helt ekstrem form i nogle måneder, hvorefter de er tvunget til at gå tilbage og være normale. Og hvad er normalt, når man først har været i dén form? Mange af de piger forsøger desperat at holde vægten og konkurrenceformen igennem en fortsat stram diæt, men oplever, at de ikke kan holde den i længden, da de i forvejen har holdt en meget striks diæt i lang tid. Så det med at skulle slippe tøjlerne og drømmen om en permanent Body/Bikini Fitness-krop i konkurrenceform er nødvendig, da det hverken er sundt eller muligt at gøre andet. Det ender for mange ud i en ond spiral med en konstant frustration over, at formen ikke kan holdes, da krop og sind sjældent er i balance efter konkurrencen. Og netop denne ubalance resulterer i værste tilfælde i spiseforstyrrelser og depression.

Smurt ind i farve

Jeg har kunnet finde ud af at slippe konkurrencelivet og komme tilbage i en balance, der passer mig og mit liv, hvor jeg ikke skal måle min mad eller dyrke flere timers sport om dagen. I dag spiser jeg for min sundhed, mit velvære, min styrke, funktion og lyst. Jeg træner for at holde mig stærk, sund, fit og mobil, og fordi jeg synes, det er sjovt. Men det har været en sej kamp, og det har krævet en stærk psyke.

Måske er jeg sluppet helskindet ud af det, fordi udseendet med den hakkede konkurrencekrop aldrig har været mit primære mål. Når jeg har stået i en konkurrenceform, har jeg ikke følt mig særlig kvindelig, da man er helt tømt for væske og fedt i kroppen og smurt ind i farve, som fremhæver musklerne. Jeg kan bedre lide at have lidt fedt på kroppen, end at min numse forsvinder, og det gør ondt, når jeg cykler, fordi der ikke er noget fedt.

Det har mere været kontrollen omkring at kunne presse mig selv og overskride mentale grænser, der har tændt mig ved Body Fitness. At skulpturere og forme min krop gennem det, jeg spiser, og den måde, jeg træner på.

LÆS OGSÅ: Lars Lilholt: Livet har lært mig, at du ikke skal lyve over for kvinder 

LÆS OGSÅ: Her er de 20 bedste serier nogensinde