Det var virkelig som at forsvinde fra virkeligheden.

7 dage uden sociale medier: "Jeg føler mig amputeret som bare pokker"

Ja, det er et helvede. Men der er også fordele ved at teste en digital detox i hele syv (7!) dage. Her får du min dagbog fra ugen uden sociale medier.

KLUMME

Dag 1: På vej væk fra "virkeligheden"

Hvad skal jeg få aftenen til at gå med, når jeg har fået ordnet de sædvanlige arbejdsmæssige hængepartier? Jeg plejer at tjekke Instagram, hvilket ofte omfatter krummen af tær over Kim Kardashians olierede krop og hvinen af fryd over fantastiske naturscenarier og overdådige madanretninger, der får mundvandet til at løbe. Og hvis jeg ikke er alt for træt, runder jeg også lige mine yndlingsblogs, inden jeg entrerer drømmeland. Måske skulle man få set Deadline? Det er en del mere modent og oplysende, end at blive opdateret på, hvad Beyoncé, Nadja Bender, Pernille Teisbæk og de andre "venner" ovre på Instagram har lavet af navlepilleri i løbet af dagen. Men det er nu engang sådan, jeg plejer at afslutte dagen. Og jeg føler allerede, at jeg er på vej væk fra "virkeligheden". Hvilken virkelighed er der mon på den anden side? 

Dag 2: Folk vil tro, jeg ikke kan lide dem mere

Jeg er "nødt til" at gå en smule på Facebook i arbejdsmæssigt øjemed. Da jeg åbner sitet, når jeg at spotte, at en af mine bedste veninder har ændret sit profilbillede – wow hun er hot på det billede. Min finger søger automatisk over mod 'Like'-knappen, men jeg får stoppet mig selv i tide. Føj det er svært! Og vil hun tro, at jeg ikke synes, at det er pænt, nu hvor jeg ikke liker det?

LÆS OGSÅ: "Modsat Julie, der ikke havde lyst til at vise sine bryster, har jeg ikke lavet andet end at flashe mine"

Dag 3: Går glip af arrangementer

Jeg føler mig amputeret som bare pokker. Heldigvis er det weekend, så der er masser for mig at lave om aftenen; som f.eks. at glo ekstra meget på min mand. Og spise lidt ekstra slik. Ja, den ene afhængighed afløser den anden, har jeg allerede lært her på dag 3. Hvordan skal det ikke ende? Og hvad går jeg ikke glip af? Mange af mine venner inviterer udelukkende til arrangementer via Facebook. Måske er jeg allerede gået glip af noget? En hyggelig komsammen måske, hvor alle mine andre venner kommer – og hvor de alle sammen afslører ground breaking nyheder, som vil være SÅ old news, når jeg engang vender tilbage til livet.

Dag 4: Taler mere med min mand

Jeg tager mig selv i et par gange om dagen at gribe ud efter min mobil - på tidspunkter, hvor jeg normalt plejer at have "en hellig stund" med mine virtuelle venner. Men min mand får mere taletid, end han ellers plejer. Jeg har en meget talende mand, der altid lige har noget, der skal vendes, analyseres og fortolkes på. Nu lytter jeg rent faktisk interesseret til alle hans overvejelser, hvor jeg ellers ofte – især om aftenen, når jeg er træt – plejer at sige: "Jeg er lige i gang med at læse en blog". Ja, jeg er sgu lidt nederen.

Dag 5: Avis er bare ikke det samme

Mine manglende ture på Instagram, Bloglovin og Facebook har givet mig masser af tid til at læse avis (på nettet) og følge med i valgkampen, som jeg ellers ikke ville interessere mig vildt og voldsomt for. Det er trods alt ikke helt det samme at se toppolitikere mundhugges som at holde sig opdateret på, hvad bloggeren Sara Samucha bryder sin hjerne med i dag, og hvilket land den amerikanske blogger Barefoot Blonde besøger lige nu (hun var dælme i Danmark, da jeg ikke måtte følge med – åh altså).

Dag 6: Come back

Jeg er begyndt at planlægge, hvordan jeg skal gøre et come back på de sociale medier på torsdag, og har planlagt følgende: Jeg vil snyde og tjekke Instagram allerede onsdag aften. Og så vil jeg afsætte hele torsdag aften (åh shit, jeg skal arbejde) på at æde mig igennem de 100 blog posts (ja, jeg har tjekket), som jeg er bagud fra den seneste uge. Det bliver hårdt arbejde, men ganske nødvendigt. 

LÆS OGSÅ: Sådan laver du gode statusopdateringer på de sociale medier

Dag 7: Diarré uden blogs

Jeg er syg og er hjemme fra arbejde. Når man har diarré og konstant opkastfornemmelse, plejer den eneste trøst at være, at jeg jo altid har Instagram og mine yndlingsblogs. De har aldrig en dårlig dag – bortset fra, da Kim Kardashian af uvisse årsager ikke postede et billede i en hel dag, og da Medina og Christoffer pludselig havde slået op uden at rådføre sig med alle deres følgere først! Nu er mit eneste lyspunkt, at der er pizza i køleskabet fra i går. Med mindre det er dén, der har givet mig Roskildesyge?! Jeg tager chancen.

Tiden efterfølgende

Da jeg går helt amok i sociale medier efterfølgende og vitterligt bader mig i blog posts og opdateringer kommer jeg overraskende hurtigt til den konklusion, at jeg ikke er gået glip af en hujende fis. Og skæbnens ironi ville, at Christiane Schaumburg-Müller først annoncerede sin skilsmisse fra L.O.C. samme aften, som jeg var back in the game.

Overordnet set var det nemt at vende sig af med de sociale medier. Men det var lige så nemt at ryge tilbage i "fælden" igen. Men jeg tror, at jeg vil begynde at indføre dage uden sociale medier. For især for mine omgivelser, er det altså meget rart, at der ikke konstant er en mobil, der følger med rundt, hvor jeg går og står. 

LÆS OGSÅ: 10 Instagramprofiler, du skal følge, hvis du vil have det godt med dig selv - og din sødmælkslatte

LÆS OGSÅ: 15 lækre mænd, du bør følge på Instagram

LÆS OGSÅ: Bruce Jenner vågnede op og tænkte: "Hvad er det lige, jeg hr gjort"

Mine plusser og minusser ved at detoxe på sociale medier

Plusser:

- Jeg har mere tid til at se tv og læse avis på nettet.

- Du går ikke glip af så mange invitationer til arrangementer, som du tror.

- Når jeg er sammen med andre, er jeg mere tilstedeværende.

- Det er afstressende ikke hele tiden at tænke i, om denne her situation kunne være god at fotografere til Instagram.

- Min "slide"-finger får en pause.

- Dejligt at finde ud af, at jeg (næsten) sagtens kan leve uden de sociale medier.

Minusser: 

- Jeg har en følelse af at gå glip af noget. 

- Jeg er bange for om mine venner tænker over, at jeg ikke liker deres posts.

- Jeg er ikke den første til at vide, at Bruce Jenner nu hedder "Caitlyn" Jenner.

- Det er upraktisk i mit arbejde, hvor en del af mine ideer opstår fra de sociale medier.