Ni ting, du (måske) ikke vidste om Guldimund
Guldimund er en af de mest interessante danske kunstnere, men hvem står bag det guddommelige navn? Lær Guldimund bedre at kende her.
1) Har altid spillet musik
Asger Nordtorp Pedersen, som står bag "Guldimund", er opvokset i en musikalsk familie. Hans mor er musiklærer, og hans far er organist, så det var naturligt for unge Nordtorp Pedersen ligeledes at kaste sig over musikken. Fra barnsben har Guldimund sunget i kor, været med i en strygerkvartet og spillet bl.a. cello, bas og guitar.
2) Er veluddannet
Asger nøjedes ikke med at dyrke musik som hobby, han har også uddannet sig i det.
Han har en bachelor i musik fra Syddansk Musikkonservatorium og en kandidat fra Rytmisk Musikkonservatorium i København. Fra sidstnævnte har han ligeledes en solistuddannelse.
3) Har spillet i flere bands
Guldimund er ikke det eneste musikalske projekt, Asger Nordtorp Pedersen har deltaget i. Tidligere har han bl.a. været med i bandsene Tårn og Blaue Blume, så det er ikke nyt for ham at spille koncerter og festivaler. De nye koncerter er alligevel anderledes, da han er i front og det er hans eget projekt.
4) Slettede hele sit debutalbum
I skrivende stund kan du finde to Guldimund-plader på streamingtjenesterne: "Dem, vi plejede at være" fra 2021 og "Jeg venter i lyset" fra 2023. Der har imidlertid eksisteret endnu et værk.
Guldimunds debutalbum udkom tilbage i 2017, men sidenhen har kunstneren slettet det alle vegne. Pladen er ganske enkelt ikke længere tilgængelig. Hvorfor ikke?
"Jeg synger simpelthen dårligt på de sange," har han sagt til Politiken.
5) Han er far
Guldimund har en søn med sin ekskone, og livet som delefar har været inspiration for flere af hans sange. Det samme gælder den svære tid med skilsmisse.
Omvendt synger han også om forelskelsen i sin kæreste og tankerne om at være nyligt skilt, have et delebarn og forelske sig på ny.
På nummeret "Møns Klint" fra albummet "Jeg venter i lyset" beskriver han bl.a. den første berusende tid af sit forhold, imens "Det kun vigtigt hvad det er" omhandler nogle af de splittede følelser, forelsken frembragte.
5) Ville være politibetjent
Efter forgæves at have forsøgt sig som musiker i flere år, erkender Guldimund, at han er nødt til at gå andre veje for at få økonomien til at hænge sammen - særligt med et barn. Han beslutter derfor at søge ind på politiskolen.
Efter en tackling i en fodboldkamp bliver Guldimund dog skadet, og derfor må han opgive politi-tankerne og vende tilbage til musikken. Så måske var der en mening med tacklingen.
6) Ingen ville udgive ham
I lang tid var der ingen pladeselskaber, der ville udgive Guldimunds numre, men i 2020 vælger indie-pladeselskabet Nordic Music Society at give albummet "Dem, vi plejede at være" et skud. Og udgivelsen høster den ene top-anmeldelse efter den anden.
Interessen stiger støt, og pludselig spiller Guldimund koncerter overalt i det ganske, danske land. Og så kommer der endnu et album i 2023, som blandt andet høster fem ud af seks stjerner hos Jyllands Posten. Med det vokser interessen yderligere, og Guldimund bliver for alvor et landskendt navn.
7) Hyldes som sangskriver
Fans såvel som kritikere hylder Guldimund for hans på én gang seriøse, intime, ærlige og morsomme univers. For sin sangskrivning har han bl.a. vundet "Årets Sanskriver" ved brancheprisen Steppeulven.
8) Navnet er Grundtvig'sk
Guldimund anser ikke sig selv som specielt religiøs, men har - som søn af en organist og som kirkesanger og -musiker - haft meget med kirken at gøre. Og hans kunstnernavn er da også en reference af Grundtvig, som han til Kristeligt Dagblad har fortalt, han er inspireret af.
9) "Halskæde" havde debut til overfyldt koncert på Roskilde Festival
Da Guldimund i sommers spillede på Roskilde Festival, var menneskemængden så stor, at området omkring Avalon-scenen måtte lukkes af. Festivalgæster, der bare browser rundt på pladsen med en kold fadøl eller en is i hånden og ser lidt musik, måtte altså gå langt udenom og ikke gøre sig forhåbninger om at se den populære sanger. Det kan du bl.a. se på foto fra B.T.
Foran de mange fremmødte til koncerten valgte han at kaste sig over en af sine sange, som hverken publikum eller bandet havde hørt før: "Halskæde", som senere er blevet et stort hit.
Om Guldimund:
- Født i 1990
- Udgiver igennem Universal Studios
- Kan bookes hos United Stage