Agnete Brinch maler heltinder: "Det skal være kvinder, som stråler og har en virkelig god historie"

Helle Thorning-Schmidt. Puk Damsgård. Suzanne Brøgger. Magrethe Vestager.

De fire ansigter er ikke til at tage fejl af, som de hænger på væggen i det lyse atelier fyldt med færdige og udfærdige portrætter, paletter dækket af tyk maling, skitseblokke og et væld af biografier om kvinder – som regel også skrevet af kvinder.

I midten af det hele står kunstmaler Agnete Brinch, som har portrætteret de fire stærke personligheder. Og en masse andre. Hun elsker de store, flade vidder her i Blåvand ved Vesterhavet, og hun holder af roen i den lille ferieby. Derfor er der også sjældent åbent i atelieret, men har man på forhånd lavet en aftale, kan man til gengæld regne med at møde en dybfølt interesse, venlighed og nærmest smittende ro her i det lyse lokale, hvor hun skaber portrætter ud fra temaet "Kvinder, der forandrer verden" – historiske personer som Karen Blixen, Sigrid Undset, Frida Kahlo og Jomfru Maria og nulevende som Helle, Puk, Suzanne og Margrethe.

Smerten i øjnene

At det blev de fire, er bestemt ikke tilfældigt, for Agnete tænker længe over sine motiver, inden hun beslutter sig for dem.

"Det skal være kvinder, som stråler og virkelig har en god historie," forklarer hun.

"Helle Thorning-Schmidt var samtidig nærmest ved at blive skrevet ud af historien, og det ville jeg ikke være med til. Jeg har stor respekt for, at hun er Danmarks første kvindelige statsminister," tilføjer hun og fortsætter:

"Suzanne Brøgger er blevet udråbt som den modigste person i det tyvende århundrede; det er ufatteligt modigt at skrive, som hun gør. Og Puk Damsgaard – tænk at rejse ud til verdens brændpunkter igen og igen. Når man taler med hende, kan man i hendes øjne se en flig af alt den smerte, hun har været vidne til. Det gjorde mig ordløs, og derfor har jeg malet hende både meget lys og meget mørk."

Magrethe Vestager har en lederevne, man kan mærke, så snart hun træder ind i et rum, mener Agnete.

"Hun tør stille sig op i en forsamling og tage ordet, ikke bare herhjemme, men også i EU. Desuden var det naturligt for mig at tage fat i hende, for vi kommer begge fra Vestjylland og har gået på samme gymnasium."

Agnete har mødt alle fire kvinder, nogle af dem adskillige gange. Suzanne Brøgger har hun fået et særligt tæt forhold til, og Magrethe Vestager forærede hende efterfølgende en hjemmestrikket elefantbamse og har skrevet det, Agnete betegner som ”et hjertevarmt og indsigtsfuld skriv” som forordet til hendes næste bog.

"Jeg ville stille min egen nysgerrighed; finde ud af, hvad de her kvinder er skabt af. Og jeg oplever, at når man er i kunstens verden, er det nemmere at åbne for de dybe, meningsfulde samtaler," siger Agnete.

LÆS OGSÅ: Margrethe Vestager: "I dag tænker jeg: WHAT?"

Morfars værksted

Når man befinder sig i hendes atelier, er det svært at forestille sig, at Agnete nogensinde har lavet andet end at male, men faktisk er det kun cirka seks år siden, at den 51-årige kvinde sprang ud som kunstmaler på fuld tid. Før arbejdede hun som fysioterapeut. To verdner, der umiddelbart virker meget forskellige, men Agnete ser flere ligheder.

"Jeg interesserer mig for mennesker og er nysgerrig i forhold til dem og deres historier," siger hun.

"Som fysioterapeut kommer du også ind bag masken på folk. Hvad er det for en historie, kroppen, ansigtet og øjnene fortæller?"

Som barn tegnede Agnete eller formede figurer i ler. Hun elskede at komme i sin bedstefars træværksted, hvor han havde en drejebænk og lavede blandt andet træsnit og bornholmerure.

Skabelsesprocessen fascinerede hende, men selv om hun var bevidst om, at hun havde en god visuel fornemmelse, var hun alligevel i 30’erne, før kunsten blev en seriøs del af hendes liv. Agnete gik på deltid og fik sit eget atelier hjemme i huset i Billum.

"Mit eget mod blomstrede sent," som hun siger.

"Jeg gik med livrem og seler og turde ikke helt tro på mine egne evner."

Ring til Obama

Netop mod er blevet et vigtigt tema, når Agnete portrætterer kvindelige rollemodeller. Rollemodeller, der er vidt forskellige, men som vi kan spejle os i og hente styrke hos, mener hun.

"Når jeg maler modige kvinder, bliver jeg selv lidt modigere. Så tør jeg for eksempel stille mig op på en scene og holde et foredrag," siger Agnete, som også ønsker at skabe opmærksomhed om FN’s femte verdensmål: at fremme kvinder og pigers rettigheder og muligheder.

"Jeg vil gerne inspirere unge kvinder til at tro på sig selv, gå andre veje og sige "fuck janteloven, jeg kan godt det her!" De skal tro på deres egen stemme. Og vi kan spejle os i de her kvinders udholdenhed, ægthed, nærvær og mod."

Agnete drømmer selv om at få lov til at male Michelle Obama og Madeleine Albright – men det kræver lige præcis en god portion mod at spørge nogle af verdens mest magtfulde kvinder, om de lige har tid til en kop kaffe og en lille snak.

"Nogle dage er jeg ikke modig," siger Agnete.

"Andre dage griber jeg bare telefonen og ringer op. Så er jeg inspireret, så tør jeg! Det hjælper selvfølgelig også, at alle de her stærke rollemodeller hænger på væggene omkring mig. De giver en kæmpe styrke."