“Alt hvad han udstrålede - det androgyne, kulturel diversitet, glamrock - er blevet absorberet af modeverdenen”
Tiden syntes at gå i stå og musikken forstumme, da nyheden om David Bowies død 10. januar spredte sig over hele verden. En afvor tids mest indflydelsesrige og enigmatiske kunstnere var væk, og millioner af digitale kærlighedserklæringer forvandlede i dagene, der fulgte, de sociale medier til et hjerteknust sørgekapel.Vi ser tilbage på den kompromisløse sangers liv og hans enorme betydning for både musikken og modeverdenen.
David Bowie har indtaget scenen i det engelske tv-program Top of the Pops for at fremføre singlen Starman fra albummet The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars. Det er musikerens femte album siden den selvbetitlede debut i 1967, men selv om han allerede har nydt ros fra kritikerne og skabt sig en loyal fanskare, er det i dette øjeblik på britisk tv, at David Bowie går fra sangstjerne til regulær superstar. Han er 25 og klædt som sit nye alter ego, rockguden Ziggy Stardust, med højt orange hår og glitrende gult og lilla sceneoutfit, der sidder som malet på sangerens spinkle krop. Fra første tone ser Bowie flirtende og direkte ind i kameraet med et skævt smil, som ved han præcis, hvad hans optræden vil betyde for fremtiden. "I had to phone someone so I picked on you-hoo-oo," synger Bowie/Ziggy og peger ud på seerne, mens tusinder af nye fangirls og -boys fødes med bankende hjerter for fænomenet på skærmen, som pludselig får 70'ernes socialrealistiske tungsind, terrorfrygt og stigende arbejdsløshed til at synes knap så ubærlig.
David Bowie poserer med hund i anledning af albummet Diamond Dogs fra 1974
Kompromisløs kunstner
Som sine mange alter egoer Ziggy Stardust, astronauten Major Tom, Halloween Jack, Aladdin Sane og The Thin White Duke åbenbarede David Bowie konstant nye musikalske universer. Hans indflydelse på populærkulturen i den vestlige verden var monumental, og da nyheden om sangerens død af kræft bredte sig som en steppebrand 11. januar, følte millioner hjertet springe et chokeret slag over, mens granvoksne musikredaktører med grødede stemmer stod i kø for at lovprise Bowies kunstneriske kompromisløshed. David Bowie død? Utænkeligt!
Siden 60'erne har Bowie føltes som så integreret en del af kultur- og musikhistorien, at hans dødelighed ikke syntes at stemme overens med hans overjordiske status som moderne legende. Så forskellige kolleger som Beck, Lady Gaga, Marilyn Manson og Madonna har i årenes løb ladet sig inspirere af kunstneren, og at Bowies sidste, hyldede album Blackstar blot var blevet frigivet, to dage før sangeren gik bort, som en smukt iscenesat afsked, gjorde kun chokket endnu mere dybfølt.
"Mere end noget andet ville jeg på en eller anden måde bidrage til den kultur, jeg levede i. Det stod klart for mig fra starten, at jeg faktisk kunne påvirke den måde, folk så verden på," fortalte Bowie om sin tidlige karriere i 2002 til magasinet GQ. Og ruske op i kulturen, det gjorde han. Som da sangeren i 1970 optrådte i drag på coveret til The Man Who Sold the World og et par år senere i forbindelse med introduktionen af Ziggy Stardust frejdigt sprang ud som homoseksuel. Mange år før Elton John og George Michael i øvrigt vovede tæerne ud af skabet. Bowie var dog ikke homoseksuel (trods adskillige rygter om en fling med vennen Mick Jagger), men hans bramfri udforskning af sin flerfacetterede maskulinitet udfordrede direkte samfundets diskrimination af dem, der førhen var blevet stemplet som 'afvigere' eller 'freaks' på baggrund af seksualitet eller race.
"You're not alone, give me your hands, you're wonderful," sang Bowie på nummeret Rock 'n' Roll Suicide og blev et musikalsk fyrtårn for både forelskede teenagepiger i grå engelske forstæder og dragqueens i New York. I 1983 gik han sågar på vanlig charmerende mådeholden, men knivskarp vis i kødet på en MTV-vært over musikkanalens uvilje mod at vise videoer af sorte kunstnere. Optagelsen med det tåkrummende tv-interview kan findes på YouTube og er et af mange eksempler på Bowies ofte samfundskritiske vid, der skinnede igennem i flere sangtekster og skelsættende musikvideoer, deriblandt videoen til 80'er-hittet Let's Dance med to unge aboriginals fra den indfødte australske minoritetsgruppe i hovedrollerne.
På dagen for David Bowies død skrev den toneangivende modeskribent Suzy Menkes for italiensk Vogue: "Jeg kan ikke tælle alle de gange, designere har peget på David Bowie som inspirationskilde. Alt, hvad han udstrålede – det androgyne, kulturel diversitet, glamrock – er blevet absorberet af modeverdenen." Ganske sigende sendte Burberrys Christopher Bailey 12. januar sine mandlige modeller på catwalken under Londons herremodeuge sminket, så de 'græd' glitter, mens Bowies største hits fyldte salen. Og til trods for at sangen Fashion fra 1980 oprindelig var ment som en besk og ironisk kommentar til modebranchens sæsonbaserede prædiken, har John Galliano, Raf Simons, Hedi Slimane, Jean Paul Gaultier, Dries Van Noten og Haider Ackermann m.fl. alle hyldet musikerens æstetiske alsidighed. En alsidighed, der paradoksalt nok syntes at legemliggøre modeverdenens omskiftelighed. Hedi Slimane udtalte endda i magasinet AnOther i 2002: "Jeg blev bogstavelig talt født med et David Bowie-album i hånden!"
Britisk Vogue dedikerede i 2003 et helt nummer til sangeren med hans veninde Kate Moss sminket som Bowies Aladdin Sane på forsiden, og selv samme Moss prydede ligeledes fransk Vogue som Ziggy Stardust i 2011. Alexander McQueen klædte Bowie på i 90'erne, hvor sangeren optrådte iført landsmandens karakteristiske Union Jack-jakke, men snarere end at iføre sig iøjnefaldende outfits for at agere omvandrede diskokugle var det udklædningens tvetydige leg med kønnet som flydende identifikationsenhed, der greb Bowie. "Jeg er ikke så interesseret i mode, når bare jeg føler mig tilpas. Men jeg er bevidst om, at min fremtoning afspejler min holdning til det, jeg er involveret i. Så for mig er udklædning en performance," forklarede han til GQ i 2002.
Bowie var fx en af de første til at opdage den japanske designer Kansai Yamamoto, hvis farvestrålende kreationer sangeren forvandlede til Ziggy Stardust-kostumer i de tidlige 70'ere. Yamamoto mindedes i The Guardian sit første møde med Bowie i 1973: "En af mine gode venner i New York ringede til mig midt om natten og insisterede: "Der er den her fyr, David Bowie, som du bliver nødt til at se!" Så jeg fløj fra Japan til New York udelukkende for at se hans show i Radio City Music Hall. Jeg havde aldrig tidligere set en performance som hans. Mit tøj blev normalt lavet til professionelle modeller, og dette var første gang, det blev brugt af en kunstner eller sanger. Det føltes som begyndelsen på en helt ny tid." Bowie og Yamamoto blev efterfølgende gode venner, og at vi i dag opfatter modeverdenens gender bender af kønsrollerne på catwalken som en selvfølgelig del af samtidskulturen, kan vi et langt stykke hen ad vejen takke Bowies selviscenesættende og Yamamoto-beklædte ånd for. Det er ikke overraskende, at den retrospektive udstilling David Bowie Is med sangerens mange kostumer på Londons Victoria and Albert Museum blev den mest succesfulde udstilling i museets 164 år lange historie i 2013.
Kort efter David Bowies død tildelte belgiske astronomer sangeren sit helt eget stjernebillede i form af et lyn – inspireret af hans ikoniske Aladdin Sane-makeup. Her på albumcoveret fra 1973
Brixton Boy
David Bowie blev født som David Robert Jones i London-bydelen Brixton i 1947. Hans mor Peggy var servitrice, mens faren Haywood arbejdede for en velgørenhedsorganisation. I huset boede ligeledes Peggys søn fra et tidligere forhold, Terry, som Bowie idoliserede til skyerne i sin opvækst, og som introducerede den kommende musiker for jazz, poesi og politik. Men Terry led samtidig af skizofreni, ligesom flere andre på morens side af familien, og i 1985 begik han selvmord. Igennem hele sin karriere kanaliserede lillebror Bowie sin egen frygt for at blive ramt af psykisk sygdom over i både sangtekster og sine konstant skiftende images. Hellere omfavne et selvvalgt 'vanvid' end at blive opslugt mod sin vilje, syntes sangeren trodsigt at fremture. I folkeskolen udviste David Jones bemærkelsesværdigt musikalsk talent, og drengens inciterende charme fornægtede sig heller ikke. Det var således i slåskamp om en pige som 14-årig, at hans gode ven George Underwood ramte ham med et slag i ansigtet, så pupillen i Bowies venstre øje blev beskadiget og fremover permanent udvidet – et særpræget kendetegn, der i høj grad kom til at medvirke til opfattelsen af den voksne David Bowie som et sært fremmedgjort væsen.
Teenageren Bowie prøvede kræfter med en række forskellige bands, radiosingler og kunstnernavne, inden han skiftede efternavn og gik solo. Hans ambition var at blive 'den engelske Elvis', men debutpladen David Bowie blev ingen succes i 1967. I et par år kastede han sig i stedet over dans og teater og medvirkede i reklamer. Først i 1970, med rockalbummet The Man Who Sold the World, brød David Bowie igennem lydmuren. Og selv om udgivelsen ikke blev spået stor kommerciel succes, var musikanmelderne lige dele positive og nysgerrigt fascinerede af den flotte 23-årige brite, som gav interviews iført kjole og, ifølge magasinet Rolling Stone, bar en "slående lighed med skuespillerinden Lauren Bacall". Bowie giftede sig samme år med modellen Angela Barnett, og parret fik sønnen Duncan Zowie Jones (bl.a. kendt som instruktøren bag sci-fi-filmen Moon fra 2009). Det blev starten på et 10 år langt ægteskab, der nok inspirerede Bowie kunstnerisk, men som også eskalerede i vilde fester og et voksende stofmisbrug for begge parter, inden forholdet kulminerende i skilsmisse og en bitter forældremyndighedsstrid i 1980, som Bowie vandt.
Iggy Pop og David Bowie. De to delte lejlighed over et autoværksted, da de boede i Berlin i 70'erne
Annonse
Fristedet i Berlin
70'erne står som det mest epokegørende årti i David Bowies karriere. Med opfindelsen af Ziggy Stardust, baseret på vennen Iggy Pop og musikeren Lou Reed for at skabe 'den ultimative popstjerne', var Bowie blevet en glamrock-helt i sit hjemland. Og da han i 1974 flyttede til Los Angeles, og det George Orwell-inspirerede album Diamond Dogs med glam-trash-rock strøg ind som nummer et på hitlisterne i England og nummer fem i USA, kunne sangeren ligeledes kalde sig verdensstjerne. Året efter fik Bowie sin første nummer et-single på de eftertragtede amerikanske hitlister med sangen Fame, skabt i samarbejde med vennen John Lennon til plastik-soul-albummet Young Americans. Men sangeren var imidlertid også på vej med næsen lukt ned i et alvorligt kokainmisbrug, og billeder fra midt-70'erne viser en uhyggelig tynd, nærmest gennemsigtig Bowie på scenen.
Typisk for Bowie, i hvis liv modgang så ofte blev vendt til kunstnerisk medvind, affødte det nye 'look' karakteren The Thin White Duke. Han var en videreudvikling af Bowies første store filmhovedrolle som fremmedgjort rumvæsen i The Man Who Fell to Earth i 1976, og hertugen blev frontfigur for albummet Station to Station. Anmeldere og fans faldt atter i svime over Bowies hamskifte, men stjernen selv levede i en så tyk tåge af stoffer og flere lige-ved-og-næsten overdoser, at han senere udtalte: "Jeg ved helt ærligt ikke, hvordan jeg overlevede den periode." I et forsøg på at få sit liv på ret køl flyttede Bowie til Schweiz, hvor hans misbrug langsomt aftog, og sangeren i stedet fandt ro til at male. En interesse for den tyske musikscene fik ham til at rykke videre til Vestberlin, og her delte Bowie i tre år en undseelig lejlighed over et autoværksted med Iggy Pop, der også kæmpede med stofafhængighed. Sammen arbejdede og festede de to sangere sig igennem den tyske hovedstads natteliv, og Bowies samarbejdspartner Brian Eno fra bandet Roxy Music bemærkede siden hen til musikmagasinet NME: "Han (Bowie, red.) går ind i en besynderlig tilstand, når han arbejder. Han spiser ikke. Det slog mig som ret paradoksalt, at to så kendte mennesker som David Bowie og Iggy Pop kunne vælte hjem klokken seks om morgenen, hvorefter Bowie spiste et råt æg som den eneste mad for den dag."
Selv fortalte Bowie til magasinet Uncut: "Berlin havde altid stået som et slags fristed for mig. Det var en af de få byer, hvor jeg stort set kunne være anonym. Jeg var ved at gå fallit, og Berlin var billig at bo i. Af en eller anden grund var berlinerne ligeglade. I hvert fald med en engelsk rocksanger som mig." Til trods for sin stjernestatus i England og USA havde Bowie nærmest ikke selv tjent noget på sit store albumsalg, og sangerens lemfældige omgang med finanserne fik både John Lennon og Mick Jagger til at sætte sig ned med deres ven og rådgive ham i at håndtere sin succes bedre. Råd, som Bowie tog med sig videre fra 70'erne, i takt med at han langsomt rejste sig fra kokainstøvet. Sammen med musikeren Brian Eno og Bowies mangeårige producer Tony Visconti indspillede sangeren hele tre album i den tyske hovedstad: Low (1977), Heroes (1977) og Lodger (1979). Særligt den musikalsk avantgardistiske Low, der i dag regnes for en af sangerens fremmeste udgivelser, var Bowie enormt stolt af, ikke mindst fordi det var hans første album i årevis uden hårde stoffer som produktivt støtteben. Det var således en langt mere afbalanceret og glad Bowie, som gik ind i 80'erne, hvor han bl.a. opnåede sit livs største kommercielle succes med albummet Let's Dance (1983), producerede monsterhittet Dancing in the Street med Mick Jagger til fordel for sultkatastrofen i Etiopien (1985), spillede hovedrollen i teaterstykket Elefantmanden på Broadway (1980) og goblinkongen Jareth i kultfilmen Labyrinten (1986).
Til døden os skiller. David Bowie mødte modellen Iman til en fest i 1990. "Jeg har aldrig jagtet noget med så stor overbevisning i hele mit liv," udtalte han om drømmekvinden, som han giftede sig med i 1992
Mødet med Iman
I de følgende årtier forblev Bowie aktiv, selv om der blev længere mellem de kunstneriske højdepunkter – albummene Heathen (2002), The Next Day (2013) og sluttelig svanesangen Blackstar. Bowie påtog sig også stadig sporadiske filmroller, i bl.a. Twin Peaks: Fire Walk with Me (1992), Basquiat (1996), hvor han spillede Andy Warhol, og The Prestige (2006). Sangerens umiskendelige fornemmelse for tidens strømninger fik ham i 1996 til at lægge singlen Telling Lies ud til download på nettet (ni år før iTunes blev lanceret!), og i 2005 samarbejdede Bowie endog med danske Kashmir, da han sang duet med Kasper Eistrup på nummeret The Cynic.
Men den begivenhed, der først og fremmest tegnede Bowies liv fra 90'erne og frem, var mødet med den tidligere supermodel og kosmetikmogul Iman. Siden skilsmissen fra Angela Barnett havde Bowie i et årti charmet kvinder som Susan Sarandon, Tina Turner og Nina Simone, men da han i 1990 mødte Iman til en fest, var sangeren solgt. Han fortalte senere til Hello! Magazine, hvordan han allerede den aften mentalt navngav deres kommende børn. "Jeg kunne ikke sove af bar spænding inden vores første date. I mit hoved var det helt åbenlyst, at hun skulle blive min hustru. Jeg har aldrig jagtet noget med så stor overbevisning i hele mit liv," udtalte Bowie. Parret blev gift i 1992 og fik 10 år senere datteren Alexandria.
Helbredsproblemer satte i det nye årtusind sit præg på Bowies arbejdsliv, og med undtagelse af enkelte optrædener og musikvideoer, bl.a. The Stars med Tilda Swinton i 2013, isolerede Bowie sig i stigende grad med familien på Manhattan. At sangeren i 2014 fik konstateret leverkræft, var derfor helt ukendt for offentligheden op til Bowies død, to dage efter hans 69-års fødselsdag og udgivelsen af Blackstar – et album, mange musikanmeldere ellers så som et triumferende comeback. "Praktiserer du en eller anden form for gudsdyrkelse?" spurgte en journalist musikeren i 1973. "Øh. Livet," svarede Bowie. I 2016 drog kunstneren, der vendte vrangen ud på sig selv, til han blev en myte, dog alligevel tilbage til stjernerne med et sidste personligt farvel i singlen Lazarus: "Look at me, I'm in heaven. I've got scars that can't be seen, I've got drama, can't be stolen. Everybody knows me now."
