Da Anne Ventzel
stod klar til at holde foredrag en torsdag i 2023 foran en masse
strikkeentusiaster, havde hun allerede på forhånd besluttet sig for at sige
det, som det var.
”At jeg havde
glædet mig til at komme, men at jeg havde fundet en knude i brystet, og at jeg
endnu ikke vidste, om det var noget alvorligt. Så hvis jeg kom til at tabe
tråden undervejs i foredraget, så var det derfor, og jeg håbede, at de ville
bære over med mig,” fortæller Anne Ventzel i et stort interview med ALT for
damerne uge 5.
Dagen inden sit
foredrag havde hun fået foretaget en biopsi i højre bryst, og det var endnu
uvist, om knuden var godartet eller ej. Frygttankerne havde fået hende til at
tvivle på, om hun ville kunne gennemføre sit foredrag, men det viste sig, at
beslutningen om at være åben om situation blev altafgørende.
” I samme øjeblik
jeg havde sagt det, kunne jeg mærke en varme fra publikum. De forstod, og mange
kendte sikkert situationen fra sig selv eller en veninde, mor eller søster. Og
lige der fik jeg faktisk svaret på, hvordan jeg skulle løse mange ting i det forløb,
der fulgte. Med åbenhed.”
En diagnose og en fest
Anne Ventzel
fyldte 50 år samme uge, hvor hun om fredagen tog på hospitalet med sin søster
ved sin side for at få svar på biopsien.
”Jeg fik at vide,
at jeg havde en aggressiv form for brystkræft, der hedder triple-negativ.
Knuden var 4x5x6 cm stor, men lægen sagde, at de havde gode erfaringer med at
slå den type kræft ned med operation, stråler og kemoterapi. Det var lige
præcis det, jeg havde frygtet allermest. Kemo,” fortæller Anne Ventzel, som nu
stod overfor fredag aften, der ikke blev, som hun havde forestillet sig.
”Jeg sad der med mit lange, grå hår, som jeg
var så glad for, lige fyldt 50 og med 40 gæster inviteret til tapas, vin,
bobler og fødselsdagshygge samme aften. Jeg plejer ikke at fejre mig selv
synderligt meget, men jeg havde det bare sådan, at når man fylder 50, så bliver
man nødt til at gøre et eller andet. Og nu sad jeg så også der med en diagnose.
Jeg havde på forhånd fortalt de inviterede gæster, at jeg ville få svar samme
dag, og at jeg, uanset svaret, gerne ville se dem.”
Og da diagnosen
nu var en realitet, holdt Anne Ventzel fast i sin tidligere beslutning om at
være åben omkring den sygdom, der nu var en realitet.
”Min søster tog
med mig hjem og gjorde klar, maden kom udefra, og jeg havde fokus på at få det
fortalt til mine sønner, inden gæsterne kom, og på at forberede mig til, at jeg
også skulle fortælle gæsterne, at jeg faktisk var syg, men at vi skulle have en
god aften sammen.”
Og for Anne
Ventzel er der ingen tvivl om, at det blev netop dét – en hyggelig aften, som
var fuld af blandede følelser.
”Jeg græd en
masse, men der var også enormt meget glæde i forhold til at være omgivet af
alle de mennesker. Det var så dejligt, at jeg både havde inviteret min
assistent og Inge, som er mine ”ekstra strikkehænder” i firmaet, min familie,
mine venner og nogle af mine naboer fra andelsforeningen, så de alle kunne møde
hinanden. Det gjorde også, at der den aften faktisk blev talt om, hvordan de
alle kunne hjælpe mig i det forløb, der lå forude, for som alenemor med to
drenge og selvstændig – og med min eksmand, der bor i Aarhus – ville der være
meget praktik, der skulle på plads. Jeg følte mig i den grad grebet af mit
netværk,” fortæller Anne Ventzel, som senere i sit sygdomsforløb blandt andet
fik leveret mad til døren af sine naboer på dage, hvor kemobehandlingen gjorde
hende dårlig.
”Det var så fint
og en kæmpe hjælp. Jeg er utroligt taknemmelig for de mennesker, jeg har haft
omkring mig, mens jeg var syg. Familie, venner, nye venner, min assistent,
Inge, personalet på Riget og mine følgere. De har heppet på mig og båret mig
igennem forløbet. Med dem ved min side kan jeg klare det meste. De er GULD.”
Siden sin runde
fødselsdag i 2023 har Anne Ventzel været igennem 16 kemobehandlinger, stråler
en operation for at fjerne hendes højre bryst. Hun kan fortsat føle sig meget
træt, men overordnet har hun det godt, fortæller hun.
Læs hele
interviewet med Anne Ventzel i ALT for damerne uge 5, hvor hun også fortæller
om fordelen ved et arbejdsliv som selvstændig, når krisen rammer, og om valget
om at gøre mindst tre ting, som fylder hende op med energi.
Anne Ventzel
Strikdesigner med 298.000
følgere på sin instagramprofil
@anneventzel.
Udgav i 2016 og 2017
strikkebøgerne ”Nordisk
Strejf” og ”Nordisk
Strejf 2” og åbnede i 2019
sin webshop, hvorfra
opskrifterne sælges.
Hun er 51 år og bor alene
med sønnerne Viggo, 16,
og Leif på 11 år, som hun
har med sin eksmand.