"Hvordan kan det egentligt være, at du har valgt at tage billeder af grimme kvinder?"

"Hvordan kan det egentligt være, at du har valgt at tage billeder af grimme kvinder?"

Det spurgte en mand mig om ved ferniseringen til min WOMANKIND-udstilling.

Jeg blev så paf over spørgsmålet, at jeg næsten ikke troede på, hvad jeg havde hørt.

Det bedste comeback, jeg kunne nå at tænke mig til, var: "altså, du mener kvinder, der ikke er modeller?".

"Ja," sagde han.

"Det er jo netop pointen - at det her er, hvordan helt almindelige kvinder ser ud. Noget, vi ikke ser i det daglige medie- og modebillede."

"Synes du så også, at det er okay at være overvægtig? Altså, vi kan jo godt blive enige om, at overvægtige mennesker ikke passer på sig selv, og at det er bedre at have en sund og slank krop."

"Jeg synes ikke, man kan udtale sig om, hvordan andre mennesker har det, og om de passer på sig selv, når man ikke ved en skid om det, og i øvrigt, hvad er en sund krop? Du kan jo sagtens have en slank krop, men en spiseforstyrrelse, er det sundt? Eller en veltrænet krop, men et sygeligt forhold til træning, er det sundt? Hvad med mental sundhed?"

Og det var nogenlunde her, at min nye kritiker fadede ud af samtalen og mit blik.

Jeg ærgrede mig sådan over, at jeg ikke kommenterede yderligere på hans kommentar om "grimme kvinder". Jeg mener WTF? Jeg fatter seriøst ikke, hvad du mener!

Men hans kommentar er jo netop et udtryk for det, der er problemet i dag: en meget ensidig forståelse af, hvad skønhed er - og her må det være rimeligt at tro, at det i hans tilfælde drejer sig om modeller og pornomodeller.

Det er netop denne ensidige forståelse af skønhed, der er grunden til, at jeg startede mit WOMANKIND-projekt.

Hvorfra – og hvorfor?

Jeg har aldrig selv været tilfreds med min krop. Hvis du ser mig, så vil du sikkert tænke “hvad snakker hun om?”, for jeg er faktisk både pæn og slank, og det ved jeg egentligt godt, at jeg er. Alligevel har jeg altid været ked af min krop. Eller de dele af min krop, der ikke falder inden for den klassiske skønhedsopfattelse, nemlig min bredere-end-de-flestes røv og mine bryster, der har hængt siden 8. klasse. 

Jeg kan godt undre mig over, at jeg har denne selvkritik, særligt da det ikke er de samme kritiske øjne, jeg kigger på andre kvindekroppe med. Jeg undrer mig over, hvor den kommer fra? Er det fra modebladene og modellerne fra min ungdom? Fra samfundet? Fra mænds præferencer eller fra andre kvinders kropskritik? 

Grimme ord sætter sig

Når jeg tænker tilbage på min barndom og ungdom, og hvad der mon har gjort mig ked af min krop, så er det ikke bare en ting, men mange. 

Det er, hvordan skønhed blev portrætteret i de blade og film, jeg så. Noget perfekt, som jeg ikke kunne identificere mig med.

Det er, hvordan krop og udseende blev omtalt af mine jævnaldrende omkring mig. “Stor røv”, “ladeport”, “hængepatter” og “brilleabe” - alle sammen ikke særligt flatterende udtryk omkring krop og udseende, og selvom de ikke har været direkte henvendt til mig, så har jeg taget dem til mig som noget, der var uskønt. 

De værste har været de kommentarer, der har været direkte henvendt til mig, særligt dem fra andre kvinder: “Ej hvor er det synd for dig, at du har de bryster” sagde en veninde engang til mig, helt uprovokeret. “Bare så I ved det, så har hun altså hængepatter”, havde nogle andre veninder fortalt nogle fælles drengevenner. I gymnasiet fik jeg prisen for “årets babe”, og efterfølgende var der to fyre, der, uafhængigt af hinanden, var henne og fortælle mig “bare så du ved det, så stemte jeg altså ikke på dig”, hvis nu jeg, gud forbyde det, skulle gå rundt og tro, at jeg var smuk! 

Vi har alle et ansvar

Jeg ved ikke, hvorfor de forskellige har sagt de kommentarer til mig, for jeg fik ikke spurgt, men jeg gætter på, at det handler mere om dem selv end om mig. Det ændrer desværre ikke på, at de kommentarer, sammenlagt med alt det andet, jeg kunne forstå om skønhed, har givet mig en opfattelse af, at min krop var forkert og grim.  

Jeg har i dag to små piger på tre år, som endnu ikke har nogen som helst kritik om egen krop. Tværtimod synes de, den er fantastisk! Den kan hoppe højt og løbe hurtigt, deres numser er gode til at danse og prutte med, og deres foretrukne outfit er, som naturen har skabt dem. 

Jeg tænker meget på, hvordan jeg kan bibeholde det her billede hos dem - at deres kroppe er fantastiske og smukke, præcis som de er? For jeg ved, at det er mit ansvar, men er det kun mit ansvar? Er det ikke også modehusene, modebladende og medierne der har et ansvar for det skønhedsbillede de skaber?”

At finde hjem -  i sig selv

Jeg startede WOMANKIND, fordi jeg følte et stort behov for at portrættere den kvindelige skønhed, som jeg ser overalt omkring mig, og hvor forskellig den kan se ud. Jeg ville vise, hvor smuk sådan en almindelig kvindekrop kan se ud, med både små og store numser, appelsinhud, bryster i forskellige størrelser og længder mm., og samtidig havde jeg et håb om at hele noget i mig selv. At hjælpe mig selv på min rejse om at elske mig selv og min krop med alt, hvad den og jeg er. 

Noget af det, jeg fandt mest interessant ved photoshootet, var, at alle disse kvinder, uagtet hvad jeg måtte synes om deres krop, har, eller har haft, stor utilfredshed med den. De har alle haft noget, de var kede af, som ikke passede ind i billedet eller fortællingen om, hvordan en smuk krop ser ud:

“Jeg skammede mig over min krop. Talte grimt om og til den. Især min mave. Sammenlignede mig med alle, især alle min superslanke veninder - også selvom jeg havde andre ting, de sukkede efter,” fortalte en af kvinderne mig. 

Det mest interessante var alligevel, at da de stod der og var nøgne sammen, under fælles forudsætninger og intentioner, så var der ingen skam og ingen sammenligning. 

Nøgne sammen – uden fordømmelse

En af kvinderne fortalte mig efter photoshootet: “Jeg havde lidt uro i starten. Jeg kan hurtigt blive usikker på mig selv, når jeg er i rum med så mange stærke selvstændige kvinder. Med det samme vi alle tog tøjet af, var det ligesom om, jeg fandt en helt anden ro! Som om at nu var vi alle lige eller et. Jeg kunne slappe af og bare være mig. Og det, at man kan læne sig op ad et andet menneske helt nøgen, og at det bare føltes helt rigtigt og naturligt, er noget, der virkelig har rørt mig dybt! På en eller anden måde mærkede jeg, hvordan det føltes at finde hjem til noget i mig selv. Og at det her pludselig var helt okay”.

En anden sagde at “det var enormt fedt at være i et kvindefællesskab helt uden fordømmelse, misundelse, sammenligning eller andet. Bare plads og rummelighed og kærlighed. Det burde alle kvinder prøve”.

Netop den med “ingen sammenligning” er væsentlig ved mit projekt. Selvom man måske kunne tro det, så ønsker jeg nemlig ikke at ændre et ideal. Jeg ønsker at fjerne det. 

Vi har alle vores at kæmpe med, og vi er alle forskellige, og hvis vi kunne praktisere større kærlighed til den forskellighed, både i form af måden, vi præsenterer skønhed på, og måden, vi opfører os på overfor hinanden, så tror jeg, at vi kan forhindre mange kropskomplekser, og i sidste ende ændre en måde, vi er overfor hinanden på.

“If we connect, we cannot compare”.

Om klummeskribenten

Barbara Nolsøe, 37 år

• Fotograf og videograf
• Bachelor i Ideation og konceptudvikling - Master i Kultur- og Medieproduktion
• Initiativtager og fotograf bag fotoudstillingen WOMANKIND på Nørrebro Bibliotek