De bedste tips: Sådan undgår du at blive afbrudt
Har du svært ved at få dine pointer igennem? Læs med her.
Hillary Clinton trak på smilebåndet og løftede øjenbrynene, da ordene faldt under tv-debatten mellem USAs to præsidentkandidater i mandags.
Hun havde nemlig en pointe, hun gerne ville levere.
- Jeg har på fornemmelsen, at jeg sidst på aftenen vil have fået skylden for alt det, der nogensinde er, nåede hun at sige, før Donald Trump indskød:
- Hvorfor ikke?
- sket, afsluttede hun så.
Det skete hele 51 gange, at den republikanske præsidentkandidat Donald Trump afbrød sin demokratiske modkandidat, mens hun omvendt afbrød ham 17 gange i løbet af debatten, skriver Vox.
Det har mødt stor kritik i amerikanske medier, hvor afbrydelserne er blevet brugt som eksempler på det, man i USA kalder "manterrupting", som beskriver fænomenet, hvor mænd konsekvent afbryder kvinder. Det er også blevet kædet sammen med ordet "mansplaining," hvor manden er nedladende over for kvinden, fordi han forklarer hende noget åbenlyst.
LÆS OGSÅ: Her får du efterårets 10 flotteste frakker på tilbud
Tidligere på måneden fortalte en række kvinder, der tidligere har arbejdet for præsident Obama i Det Hvide Hus, at de ofte følte sig overhørt på møderne og oplevede, at de havde sværere ved at få deres pointer igennem end deres mandlige kollegaer. Derfor udtænkte de en helt bevidst strategi: Hver gang en kvinde havde en god pointe på møderne, sørgede de andre kvinder i lokalet for at gentage den og anerkende hende for den. Det gjorde de blandt andet for at forhindre, at mændene i lokalet senere kunne tage æren for ideen, skriver Washington Post.
- Vi begyndte bare at gøre det, og gjorde det helt bevidst. Det var en daglig ting, sagde en tidligere medarbejder for Obama anonymt til avisen.
Kvinder lader sig oftere afbryde
Flere amerikanske undersøgelser peger på, at kvinder generelt bliver afbrudt mere end mænd – af begge køn.
Det skyldes sandsynligvis, at kvinder oftere end mænd lader sig afbryde på arbejdspladsen, mener Charlotte Thorsen, som er selvstændig retoriker og forfatter til bogen "Kvinder med Power og Pondus." Hun har interviewet kvindelige ledere i det private erhvervsliv og oplever, at de største barrierer, når det handler om at få trumfet sine pointer igennem på arbejdspladsen, ligger hos kvinderne selv.
- Jeg har arbejdet med det her i rigtig mange år, og jeg har på fornemmelsen, at nogle kvinder simpelthen er bange for at føre sig frem i lyset og virkelig tage teten. Det er som om, at der ligger sådan en frygt hos nogle kvinder, fordi de tror, at de skal være noget andet, end de er. Eller noget mere, end de er, siger hun.
- Der ligger ofte den der lidt usikre høflighed eller "vi må hellere lade hinanden tale færdigt", og i virkeligheden synes jeg jo, at det er en meget god måde at gøre det på. At man lader hinanden tale ud, siger Thorsen, der kalder afbrydelser og fænomener, hvor man gentager andres ideer, som om de var ens egne, for "bissetricks" og eksempler på "uredelig argumentation."
Kom "op på ølkassen"
Men hvad skal man så gøre, hvis man ønsker mere retorisk gennemslagskraft på arbejdspladsen?
Man skal først og fremmest gøre sig klart, hvilke værdier man har, hvad man står for, og hvor man gerne vil hen med sin argumentation, siger Charlotte Thorsen.
- Man skal vide, hvordan man vil argumentere. Om man vil fokusere på følelser, fornuft eller en blanding af de to. Det handler alt sammen om at etablere troværdighed, og i min optik kan man kun etablere troværdighed, når man har gjort sit arbejde og lært sig selv at kende, siger Charlotte Thorsen.
LÆS OGSÅ: Her kan du få det fedeste SKAM-lir
Derefter skal man sørge for at videreformidle sine budskaber i et klart sprog, så de bliver forståelige og mere spiselige for publikum. Her er der grundlæggende tre kommunikationsformer, der er gode at veksle imellem, forklarer hun.
- Man skal kunne empatisk kommunikation, altså evnen til at kommunikere medfølende fra hjerte til hjerte. Man skal også kunne kommunikere assertivt, det vil sige træde i karakter og sætte grænser uden at krænke andre. Og så skal man kunne sin retorik – det, som jeg kalder motiverende kommunikation – hvor det handler om at komme "op på ølkassen."
Pas på pauser og gentagelser
I en professionel sammenhæng er det også vigtigt, at man ikke taler for meget med udgangspunkt i sine egne oplevelser, påpeger Marie Lund, som er lektor i retorik ved Aarhus Universitet.
- Fokusér mere på at understøtte argumentationen med noget, som publikum vil acceptere, og som ikke er begrundet i ens egen oplevelse eller følelser eller erfaring. Det er ikke vægtige argumenter, og det skal man gøre sig klart, siger Lund.
Hun anbefaler desuden, at man bruger sproglige metaforer, der binder budskabet sammen og i det hele taget sørger for, at talen bliver sammenhængende uden for mange pauser og gentagelser, fordi det netop kan åbne op for afbrydelser.
- Man kan undgå afbrydelser ved at starte med at sige, at man har tre pointer. For så ville det virkelig være dårlig stil at afbryde.
- Man skal ikke lade sig tromle. Man kan også – hvis nogen afbryder – sige: "Det vil jeg gerne diskutere med dig, men jeg har en yderligere pointe, som jeg også sagde indledningsvist." Man må jo gerne hævde sig selv også.
LÆS OGSÅ: Sådan lærer du at sige nej
LÆS OGSÅ: Ugens 5 bedste Instagram-opslag, som du skal se
LÆS OGSÅ: Efterårets skønneste accessorices