Jeg fylder alt for meget i mine forældres liv
Mine forældre engagerer sig for meget i mit liv. Det bliver helt klaustrofobisk for mig, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om helikopterforældre
Jeg er en ung kvinde midt i 20’erne, der har noget, som mange nok ville mene er et luksusproblem.
Jeg har søde og empatiske forældre, som engagerer sig meget i mit liv – dog efter min mening alt for meget.
Jeg har f.eks. studeret en del år, og hver gang jeg har været til eksamen, ringer og skriver mine forældre konstant for at høre, hvordan det er gået, om jeg har fået min karakter, og hvis ja, hvilken karakter. Det ville for sig være fint, hvis de gjorde det engang i mellem, men de gør det næsten hver dag frem til, at jeg får svar, hvilket ofte tager op til 30 dage.
Det samme gælder for mit kærlighedsliv. Hvis jeg taler om en ven af det modsatte køn, ser de ham straks som en potentiel kæreste, og hvis jeg har en kæreste, tilbyder de også hurtigt at låne mig penge, så vi kan købe hus sammen.
Annonse
Jeg ved, at mine forældre kun mener det godt, men deres engagement bliver for meget og skaber et pres, som jeg ikke har det godt med. De er også superempatiske, så hvis det går mig godt, bliver de begejstrede, men ligeledes bliver de også meget påvirkede, når det ikke går så godt.
Jeg har prøvet at tale med dem om det, men de lytter ikke og forsøger i stedet at argumentere for, hvorfor de gør, som de gør. Alt det her har ført til, at jeg er blevet mere tilbageholdende med at fortælle dem om mit liv. Det kan de mærke, og det påvirker vores forhold negativt. Derfor, hvad gør jeg?
Vibeke Dorph råder til
Jeg får helt klaustrofobi, når jeg læser din mail, for det virker jo til, at dine forældres ve og vel afhænger helt og aldeles af dig. Selvfølgelig skal vi interessere os for, om det går vores børn det godt, men de fleste sunde forældre ved da, at deres voksne børn har brug for ro og fred til at skabe deres eget liv og bygge den tilværelse op, som det nu passer dem bedst.
Her virker det til, at dine forældre ikke helt har formået at få klippet navlestrengen, og jeg gruer på dine vegne for, om de forestiller sig, at du resten af livet skal have dem så tæt inde på livet. Det kan jeg med deres nuværende opførsel godt frygte, at de gør, så kun godt, at du selv er opmærksom på, at de skal ud af den vildfarelse.
Derfor synes jeg, det er fint, hvis du fortsat trækker dig lidt fra dem både mentalt og fysisk. Bliver de ved med at bore i din gøren og laden, så prøv at få vendt fokus hen på dem. Hold fast i, at du har brug for ro og plads, og tilskynd dem i stedet til at finde på noget andet fornuftigt at tage sig til.
De fleste forældre til voksne børn, oplever en tomhed, når vores børn er flyttet hjemmefra, men de smarte af os, finder også hurtigt ud af, at der er mange andre sjove ting her i livet, vi kan bruge vores gode tid på.
Annonse
Sig til dine forældre, at de både for deres egen skyld, men også for din, skal gøre det samme. Og prøv så, om du kan finde ud af at lade dem lidt i fred, mens de for en tid bøvler med at finde nogle andre ting at gå op i. For det skal de nok lykkes med, hvis du altså ikke giver efter for løbende bebrejdelser og følelser af skyld og skam for i stedet at give dem ro til at komme videre.
Skriv til Vibeke
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.
Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.
