Jeg er træt af min fordrukne mor
Min mor og jeg har før haft et godt forhold, men så mødte hun en mand, der drikker. Det har smittet af på hende, og det skader hendes helbred. Nu har vi problemer på problemer, og min far og min kæreste mener, at jeg skal lægge hende på is, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om kvaler med alkoholbetinget mor
Jeg er en kvinde sidst i 20’erne, der har fået problemer med min mor. Vi havde det dejligste og tætte forhold, indtil hun mødte en mand, der drikker. Det usunde miljø er hun nu blevet trukket ind i, for hun drikker selv og er også begyndt at udvise tegn på, at det skader hendes helbred.
Når jeg forsøger at tale med hende om mig selv og mine problemer, så virker hun totalt uinteresseret, mens hun bliver rasende, hvis jeg ikke vil lytte på hende. Jeg har på et tidspunkt lånt hende et større beløb og lavede i den forbindelse en afdragsordning, som hun aldrig har overholdt. Nævner jeg gælden, flipper hun ud.
Nu er hendes kæreste så blevet alvorligt syg og kan hverken spise eller huske. På trods af, at min mor selv er svag, så vil hun ikke søge hjemmehjælp, men insisterer på selv at passe ham. Når jeg forsøger at gøre hende opmærksom på, at det er en dårlig ide, flegner hun ud. Hendes opførsel både provokerer mig og gør mig jaloux. Min far og min kæreste mener, at jeg skal lægge hende på is, fordi hun behandler mig så dårligt. Hvad tænker du?
Vibeke Dorph råder til at trække sig
Det er spild af tid at tale fornuft med et fordrukkent menneske, især hvis samme fordrukne menneske er forhekset af en anden drukkenbolt, og det lyder jo til at være tilfældet her. Så beklager, ligegyldigt hvor meget, du forsøger at råbe din mor op, så spilder du din tid, for hun vil jo ikke lytte, og hun kan heller ikke, fordi hun konstant vælger at være påvirket af enten sprut eller dårligt selskab.
Derfor er jeg enig med din kæreste og din far, når de råder dig til at trække dig væk og lægge din mor på is for en tid, for lige nu spilder du virkelig kun dine gode kræfter. I stedet synes jeg, at du skal koncentrere dig om dit eget liv. Det lyder nemlig også til, at du er lidt for tæt på din mor og søger noget hos hende, som du nok aldrig vil få.
Du er jo ikke længere et barn, du er en voksen ung kvinde. Så ager derefter og flyt dit blik og din opmærksomhed væk fra din mor, og find så den fortrolighed, du så forgæves efterlyser hos hende, med nogle mennesker, der vitterligt er i stand til at give dig den.