Kan jeg tillade mig at kritisere min kæreste?
Jeg elsker min kæreste, og han er en flot fyr, men der er en ting ved ham, som virkelig tænder mig af. Må man kritisere sin kæreste, og hvordan skal jeg i så fald sige det? Hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om kritik af kæreste
Min kæreste og jeg har været sammen i snart tre år og er begge i 20’erne. På det seneste har jeg kunne mærke, at jeg har haft svært ved at tænde på ham, selv om jeg elsker ham. Sagen er nemlig, at min kæreste har plastictænder, fordi han engang var ude for en sportsulykke. Dette gør desværre, at hans tænder er ekstra modtagelig overfor cigaretter, kaffe osv. Problemet er, at min kærestes fortænder er nu rigtig grimme – og jeg kan ikke lade være med at kigge på dem.
Jeg har spurgt på en pæn måde, om han har tænkt sig at få dem lavet pæne igen, men han svarer blot, at det ikke generer ham, og at han ikke selv tænker over det. Men det gør jeg altså, og jeg ved at andre også bider mærke i det, bl.a. vores venner og min egen familie, og jeg synes faktisk det er pinligt, da han ellers er en rigtig flot fyr.
Kan jeg være bekendt at bringe det på banen igen? Jeg vil ham kun det bedste, men jeg synes også det er ærgerligt, at han ikke selv kan se det.
Vibeke Dorph råder til at sige det på en pæn måde
Hvor er det fint, at du med din forsigtighed er opmærksom på, at man som kærester ikke skal blande sig for meget i, hvordan den anden ser ud og opfører sig. For vi skal så vidt muligt give hinanden plads og rum til at være dem, vi hver især er.
Når det er sagt, så synes jeg da, at det er helt i orden, at du i det her tilfælde gør din kæreste opmærksom på, at hans gule tænder ikke er særlige appetitlige hverken for dig og sikkert heller ikke for alle andre. Det kan da undre, at han ikke selv er obs på det, men fint at du så er det på hans vegne.
Sig derfor til ham på en pæn måde, at du elsker ham, men at du mister lysten til at kysse på ham, når hans tænder ser så beskidte ud. Lad være med at bebrejde ham, bare fortæl ham, hvilke ikke særlig rare følelser, det vækker hos dig. Hvis du gik rundt og lugtede eller på anden måde fremstod ikke særlig attråværdig, så ville han forhåbentligvis også kærligt gøre dig opmærksom på det.
Som sagt, man skal lade være med at blande sig for meget i sin partners gøren og laden, men at få sin kæreste at fremstå mest mulig tiltrækkende er der vel ikke noget galt i, tværtimod, så se at få det sagt.