Min kæreste er rejst fra mig

Min kæreste er rejst fra mig

Jeg har haft en kæreste igennem tre år. Jeg er fra Bornholm, og jeg bor her fast, men min kæreste flyttede herover i sin tid for en starte på en frisk. Efter en turbulent periode med hans ekskone og besvær med logistik, har han nu besluttet, at han flytter permanent tilbage til Sjælland. Jeg kan ikke hive teltpælene op på grund af børn og arbejde, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om kæreste, som flytter fra Bornholm til Sjælland

Min kæreste og jeg har snart været kærester i tre år. Han er fra Sjælland, mens jeg er fra Bornholm, hvor jeg også bor. Min kæreste og jeg mødtes, fordi han var flyttet herover for at starte på en frisk, da han har en datter på Sjælland, som han ikke måtte se for datterens mor. Jeg havde på det tidspunkt været enlig mor i en del år, så jeg syntes, det var dejligt at møde en sød mand, som også ville mig, og jeg var forelsket til op over begge ører 

Efter at vi havde kendt hinanden i 10 måneder, flyttede min kæreste ind til mig. Jeg hjalp ham med at søge samvær med hans datter, hun var her et par gange, og det var dejligt, men der var så store problemer med hans ekskone, at samværet måtte stoppes. Hun nægtede nemlig, at datteren skulle rejse til Bornholm. Min kæreste havde også problemer med at finde fast job herovre, men han fandt langt om længe et – på Sjælland. Det var jeg ikke særlig glad for, og jeg syntes, det var underligt, at vi kun skulle være weekendkærester. Jeg prøvede dog at leve med det for hans skyld. Efter noget tid begyndte han at savne sine venner på Sjælland, og han meddelte derfor, at han ville flytte fast tilbage. Han sagde dog også, at han stadigvæk elskede mig, og at han derfor ville komme herover hver tredje weekend og i sine ferier. Nu aner jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Han har meddelt, at han aldrig kommer til at bo fast på Bornholm igen, og jeg kan ikke hive teltpælene op på grund af børn og arbejde her. Hvad gør jeg? Jeg tror aldrig, jeg kunne gøre noget tilsvarende uden at få dårlig samvittighed over for min partner.  

Vibeke Dorph råder til at genoverveje forholdet

Da jeg læste din mail, tænkte jeg, at du står i en svær situation, som mange kender til; To mennesker mødes og forelsker sig uden egentlig at tænke over, at de begge har geografisk rod et andet sted i verden – eller som her – i landet. Den type forhold ender ofte med at volde problemer, især når det som i dit tilfælde viser sig, at I begge to er dybt knyttede til henholdsvis Sjælland og Bornholm. Du, fordi du har dine børn, din øvrige familie og dit job på øen, og din kæreste, fordi han har præcis det samme på Sjælland. At I begge føler jeg knyttede til hver jeres sted, kan I ikke gøre så meget ved, og jeg synes derfor, at du skal stoppe med at bebrejde din kæreste, at han er flyttet tilbage til Sjælland. For det er følelser, det her handler om, og på trods af, at din kæreste er glad for dig, så er han også dybt knyttet til sin hjemstavn, præcis som du selv er det.  

Nu er der jo mennesker, der trives fint med et langdistanceforhold, hvor de kun ses et par weekender om måneden og så måske i ferierne. Du lyder dog ikke til at være et sådant menneske, og det er jeg da heller ikke selv. Et forhold handler for mig om at være daglig tæt på den, jeg elsker, for ellers bliver det hele for følelsesmæssigt turbulent, og det magter jeg ikke i det lange løb. Hvis du har det ligesådan, så tror jeg, at du skal overveje, om du skal blive i dit forhold. I hvert fald skal du og din kæreste se at få talt åbent og ærligt om, hvordan I hver især ønsker og ser fremtiden for jeres forhold. Det kan blive en barsk samtale, men det kan også blive en afklaring for dig, så tag den hellere nu, så du ikke bliver slidt mere følelsesmæssigt ned af hele tiden at skulle håbe på og længtes efter, at tingene måske bliver anderledes. Skulle den samtale resultere i, at I afslutter jeres forhold, jamen så er du jo fri til at kunne indlede et nyt forhold til en mand, som kan og vil det samme som dig.

Om Vibekes Brevkasse - nu på podcast

VibekesBrevkasse.jpg

I podcasten Vibekes Brevkasse kan du blive klogere på alt fra parforholdsproblemer til familiekonflikter og få gode råd til at håndtere svære følelser som svigt, jalousi og vrede. Her vil Vibeke Dorph, der er mangeårig brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, i selskab med journalist og vært Sara Wilkins nemlig gennemgå nogle af de mange dilemmaer, Vibeke har modtaget i årenes løb for at nå til bunds i nogle af de hverdagsproblemer, der fylder allermest hos danskerne.

Lyt til podcastserien her.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.