Min kærestes søn kalder mig for en "møgkælling"
Min kæreste gennem seks år har to børn, hvoraf den ene ikke vil have mig i familiens liv. Jeg må derfor ikke overnatte hos min kæreste, ligesom at det er barnet, der bestemmer, om jeg må komme på besøg. Jeg er endda blevet kaldt en møgkælling, uden at min kæreste gør noget ved det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om kæreste, der ikke tager ansvar
Jeg er en kvinde på snart 50, der har to voksne børn, som for længst er flyttet hjemmefra. Min kæreste igennem seks år har to børn på 12 og 14.
Mit problem er, at min kærestes søn ikke vil have mig i familiens liv. Jeg må således ikke overnatte hos min kæreste, og drengen skal spørges, om jeg må komme på besøg. Vi har taget på hyggeture, som min kærestes søn har ødelagt ved at stikke af, være sur eller nægte at lave noget som helst. Jeg må heller ikke komme med til fester, og har min kæreste venner på besøg, mens hans børn er hos ham, så må jeg heller ikke komme med for hans søn.
Når jeg har sagt til min kæreste, at jeg ikke kan leve i et forhold på denne måde, så har han svaret, at det hele nok bliver bedre, når hans søn bliver ældre, og at det ikke er noget, vi kan og skal ændre på nu. Selv da sønnen råbte, at jeg var en møgkælling, sagde han ingenting til drengen.
Når jeg virkelig har konfronteret min kæreste, har svaret lydt, at hvis jeg ikke kan leve med tingenes tilstand, så må jeg finde mig en kæreste, der ikke har børn. Lige nu ses vi ikke, når han har sine børn, og bare jeg nævner problemet, så lukker han af. Hvad gør jeg?
Vibeke Dorph råder til at tale med kæresten
Omsorgssvigt kan have mange ansigter. Et af dem er den form for ligegyldighed, som din kæreste udviser overfor sin søn. Det kan da godt være, at han ikke orker at rette op på drengens opførsel, men nogen tjeneste gør han ham ikke.
For ved at føje sin søn i stedet for at give ham modspil og sige stop, er der en grim chance for, at drengen ender som en ulidelig tyran eller næsten værre: At han kommer til at døje med en masse usikkerhed og angst.
For når din kærestes søn igennem så mange år har fået lov til at styre slagets gang, så skaber det kun usikkerhed hos ham. Der er jo en grund til, at børn har forældre, der kan vejlede dem og vise dem vejen til at blive hele mennesker, som kan omgås andre, og som andre også kan holde ud at være sammen med.
Det ansvar vil din kæreste ikke tage på sig, og det efterlader hans søn i et tomt og uhyggeligt rum, hvor der ingen voksne mennesker er til at hjælpe ham, og hvor han derfor selv må finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert. Det kan ingen børn finde ud af af sig selv, og derfor synes jeg, at din kæreste svigter.
Alt det kan du jo prøve at tale med ham om, og ændrer det ikke på tingenes tilstand, så ville jeg skynde mig væk. Personligt ville jeg ikke kunne holde ud at leve sammen med en så egoistisk mand, der ikke gider være sit forældreansvar voksent.