Min mor er en pest for sine omgivelser
Jeg mistænker, at min mor lider af borderline, fordi hun har tendens til at opsøge konflikter og tale meget grimt til os i familien. Det var meningen, at hun skulle søge hjælp, men psykologen var åbenbart en idiot. Jeg er ved at løbe tør for løsninger, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Spørgsmål om mistanke om psykisk lidelse
Jeg er en kvinde på 32 år, der har en mor, som jeg godt kan mistænke for at lide af borderline. Hun er typen, der altid skaber konflikter og altid ved bedst. Jeg husker hende som en sjov og anderledes mor, da jeg var barn, men de seneste 10 år er det gået helt galt. Hun er meget konfliktsøgende, og hvis ikke man giver hende ret, tager hun sine ting og går.
Min søster fik en kæreste for nogle år siden. De havde lidt problemer i starten, men har i dag et godt forhold og har fået to børn sammen. Alligevel hader min mor min søsters kæreste. Hun sviner ham til og holder ikke sine tanker for sig selv, selvom hun ved, det gør min søster ked af det.
Min mor har også et ustandseligt behov for at sætte sig selv i offerrollen, og hun gør det især, hvis man kritiserer hendes opførsel. Hun nægter at søge hjælp, selvom alle hendes venner og hele familien har valgt at cutte kontakten til hende, for det er altid alle andre, den er gal med.
Da jeg var højgravid, kom vi op og skændes, og hun endte med at slå ud efter mig. Der gav jeg hende et ultimatum:
Hun skulle søge hjælp, ellers ville hun ikke se mig og sit kommende barnebarn igen. Hun søgte hjælp og gik til psykolog to gange, hvorefter hun konstaterede, at psykologen var en idiot. Jeg har stadig et forhold til hende, men jeg kan mærke, at jeg snart ikke kan mere, da hun er fuldstændig utilregnelig. Mine to børn elsker dog deres mormor, så jeg står derfor i et kæmpe dilemma.
Min mor mener, at det er mig, min søster, min far og alle andre, der er urimelige, og hun nægter fortsat at få hjælp, så hvad gør jeg?
Vibeke Dorph råder til at tale med hende
Når mennesker som din mor har det med konstant at skabe konflikter, så skyldes det ikke lyst, det skyldes, at de selv føler sig angrebet. For bag deres ofte bryske og kontante facon, gemmer der sig et ekstremt lille selvværd, og de er derfor hele tiden på vagt og føler sig truet.
Nu håber jeg, at I har forsøgt at tale med din mor om jeres bekymring for hende under omstændigheder, der ikke er udløst af en konkret konflikt. Altså under rolige omstændigheder, hvor der er en chance for, at din mor ikke vil høre jeres udsagn som endnu et angreb, men som en reel bekymring for hende.
Har I ikke det, så prøv det og kræv så, at hun kommer i behandling og fortsætter den, om hun vil det eller ej. Har I prøvet det uden held, så tror jeg, at det vil kunne hjælpe dig, hvis du begynder at betragte din mor som et lidende menneske, der ikke selv kan stå til ansvar for sin opførsel.
Du skal således holde op med at lade dig provokere og gå ind i diskussioner med hende, for det fører ingen gode steder hen. Du skal i stedet træde et mentalt skridt tilbage og betragte hende som et barn, der ikke selv kan gøre for, at hun agerer, som hun gør, og du skal øve dig på at behandle hende derefter ved at sige stop og sige fra, når det er nødvendigt og så ellers bære over og ignorere.
Og så skal du passe på dig selv. Det gør du bedst ved at holde afstand og lade være med at komme for tæt på din mor følelsesmæssigt, for det er der, hun bliver sårbar og derfor farlig. Selv har jeg haft stor glæde af at læse Farlige relationer – om borderline. Den er god at blive klog af som pårørende til et menneske som din mor. Den finder du på biblioteket.