Kan jeg tillade mig at gå fra min syge kæreste?

Spørgsmål om sygdom, parforhold og familieforøgelse

Jeg er i kvinde i start 20’erne, der har en dejlig kæreste, som er i slut 20’erne. Vi har været sammen i halvandet år, og jeg er virkelig glad for ham. Problemet er, at min kæreste har en kronisk, men ikke livstruende sygdom, som bl.a. gør ham træt det meste af tiden. Så træt at han ikke har gennemført en uddannelse, ikke arbejder og også har svært ved at overholde aftaler. Jeg selv er meget energisk, og der er fuld fart over mit liv med både uddannelse, skole og venner. Så det er to meget forskellige liv, vi lever. Og det er også her, problemet ligger. Jeg kan nemlig godt mærke, at jeg er ved at være træt af at være den eneste af os, der går i skole hele dagen, arbejder i weekenderne og også sørger for alle huslige pligter herhjemme. Det er tilmed også mig, der bidrager mest økonomisk. Alligevel tager min kæreste alt det for givet, og han bliver irriteret på mig, hvis jeg kommer for sent hjem eller ikke magter at tage opvasken. Det synes jeg, efterhånden ikke er helt fair, for jeg føler selv, at jeg gør alt for ham, mens han mener, at jeg ikke gør nok. 

Jeg er nu kommet i tvivl, om jeg skal blive sammen med min kæreste, for hans sygdom er også arvelig, så vi tør ikke få børn sammen? Jeg vil gerne forsøge med en doner, når den tid kommer, men det vil han slet ikke høre tale om, for så er det jo kun mit barn og ikke hans. Jeg ønsker virkelig at blive gravid, men det vil han ikke høre tale om, han vil hellere adoptere, hvis det skal være. Jeg går også og tænker på, at jeg ikke magter, at mine kommende børn skal vokse op med en far, der altid er for træt til at bruge sin tid på dem samt at være en familie, som kun skal leve på kun min indkomst. Hvad skal jeg gøre? Jeg er glad for ham, men sygdommen fylder bare så meget i vores forhold.

Vibeke Dorph råder til at fjerne fokus fra sygdommen

Jeg synes, at du skal fjerne dit fokus fra din kærestes sygdom, for den fylder ganske rigtigt alt for meget i jeres forhold. For nu er du jo først og fremmest hans kæreste, og det er vel ikke meningen, at du fremover fortrinsvist skal fungere som en slags frivillig og ubetalt sygeplejer for ham. Selv folk med alvorlige kroniske sygdomme kan også godt finde ud af at tage ansvar for deres liv, uden at de konstant skal give deres nære dårlig samvittighed. Når din kæreste bebrejder dig, at du kommer sent hjem og ikke lige har taget opvasken, så vil jeg mene, at han har fundet sig lidt for godt til rette med, at det er dig, der skal tage slæbet. Det er ikke i orden, og på den lange bane vil det slide jeres forhold ned.

Når jeg så læser om jeres forskellige ønsker mht. familieforøgelse, så gør det ikke mine forhåbninger for jeres fremtid bedre. Du ønsker selv at føde dine børn, og hvem skulle dog bebrejde dig det? Det gør din kæreste så alligevel, og her aner jeg en knap så charmerende side af ham. For hvis det ”kun” er misundelse, der ligger til grund for hans afvisning, så synes jeg nok, at han går i små sko. I stedet for ikke at unde dig noget, du ønsker dig så inderligt, så burde han arbejde med sin misundelse. Når vi ser bort fra din kærestes sygdom, så kan jeg ærligt talt ikke lade være med at tvivle på, om I nu passer så godt sammen i det hele taget. Du er energisk og har gang i en masse ting, hvorimod din kæreste lyder knap så livlig. Så du skal tænke dig godt om. Og ja, det er hårdt at bryde med en kæreste, hvis det er der, du ender, men det er bedre at få det gjort, så I kan komme videre i stedet for at trække pinen ud. Både for din egen, men da også for hans skyld.