Vi orker ikke at se vores venners små børn

Spørgsmål om venner og børn

Vi har to sæt gamle venner, som vi ses med et par andre gange om året til hyggeligt samvær. Det ene par blev skilt for ti år siden, hvorefter manden mødte en ny og yngre kvinde, som han siden fik to børn med. Da deres børn var helt små, var det enten bare ham, der kom, eller også dukkede ingen af dem op, hvilket var helt forståeligt. Problemet er nu, hvor børnene er blevet ældre.

Her tager de det for givet, at deres børn, der nu er fem og syv år gamle, også er velkomne, selvom vores børn enten er på vej til eller er flyttet hjemmefra.

Børnenes tilstedeværelse har de sidste gange skabt en underlig stemning. Vi har tidligere spist en god middag, drukket vin og haft højlydte diskussioner. Nu er det helt tydeligt, at de (hun) forventer, at vi i stedet skal sidde omkring bordet og tale med deres børn, og at samværet helt er på børnenes præmisser.

Sidst skulle vi lægge hus til, og der meldte jeg ud, at der ikke kom andre børn i håb om, at de ville lade deres børn passe. Vi hørte intet fra dem, andet end at de kom, og da de så gjorde det, havde de alligevel børnene med.

Jeg havde brugt timer på at lave mad, og min mand havde åbnet de gode vine, men det blev slet ikke den aften, som vi havde set frem til. Børnene afbrød vores samtaler, når disse ikke var centreret om dem. Der var heller ikke noget med at lægge dem eller lade dem se en film, så jeg var lettet, men også udmattet, da de endelig tog hjem.

Jeg ved, at vores andre venner har det som os. Vi orker ganske enkelt ikke at skulle bruge de få aftener, vi har sammen, i selskab med små børn. Er vi nogle store egoister? Hvad tænker du?

Vibeke Dorph råder til at melde klart ud

Nej, jeg synes bestemt ikke, at I er nogle store egoister. Jeg synes tværtimod, at det er jeres venner med børn, som fint er dækket ind under den betegnelse. For når jeg selv er så heldig at blive inviteret ud til en dejlig middag med gamle venner, så kunne jeg ikke finde på at slæbe hverken min rare kat, børn eller stedbørn med, og da aldrig uden at forhøre mig først.

For selvfølgeligt kan der være gange, hvor man kan blive nødt til at tage børnene med. Her forventer jeg dog personligt, at forældre selv tager sig af deres børn og også sørger for, at de ikke får lov til at fylde det hele.

Nu synes jeg, at du fint gav dine venner et vink med en vognstang, da du skrev, at der ikke kom andre børn. Den har de så valgt at overhøre, eller også har de ikke helt fanget din hentydning. Derfor tænker jeg, at den er jer, der skal lægge hus til næste gang, i god tid melder ud, at det er helt uden børn.

Lad være med at komme med lange forklaringer, for det skylder I ikke. Dine venner kan så i tosomhed afgøre, om de vil lade børnene passe eller måske lade jeres gamle ven komme alene, for det er vel ham, I kender og godt vil se. Under alle omstændigheder så drop din dårlige samvittighed.

Børn er skønne, men socialt samvær med så små børn passer ikke sammen med sene middagsselskaber med voksensnak og vin på bordet.

Skriv til Vibeke

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.