Britney Spears

Britney Spears taler ud for allerførste gang: "Jeg forventer, at der kommer nogle store afsløringer"

Den 24. oktober udkommer en bog, som rigtigt mange verden over har ventet på – nogle glæder sig til at læse med, andre frygter, hvad der bliver afsløret. Kvinden bag bogen er Britney Spears, som er aktuel med sin biografi, ’Min egen stemme’. Vi har talt med Sarah Jane Kok fra CelebKebab om, hvad vi kan forvente og glæde os til, samt ikke mindst hvad vi håber på, at bogen vil fortælle.

Britney Spears har, siden hun brød igennem popmuren som 16-årig, været fulgt tæt af både presse og fans - og historier om hende er ofte blevet fortalt af alle andre end hende selv.

Det laver hun om på nu med udgivelsen af biografien, 'Min egen stemme'. Der er kommet små, saftige dryp i de amerikanske medier med historier, som optræder i bogen.

Og alle der er fans af popstjernen – hvad enten de er 20, 40 eller 50 har set frem til at få fingre i bogen – for måske at få svaret på; hvem er Britney?

Vi kender alle 41-årige Britney Spears som en af de allerstørste popikoner – og det har hun været, siden hun som 16-årig fik hele verden til at synge med på ’Baby One More Time’. Men hvem er hun egentligt – der inde bag de store, brune øjne og det lidt skæve smil?

Vi har kunnet følge med i stormombruste breakups, meget fotograferede sammenbrud og sidst men ikke mindst retssagen mod sin far og værgemålet. Men Britney Spears er lidt af et mysterium – modsat andre store internationale stjerner findes der nemlig ikke lange, dybe portrætter med hende fra internationale magasiner som Vanity Fair, Vogue eller Rolling Stone, eller sofasnakke med Oprah Winfrey eller Drew Barrymore.

Det laves der måske om på nu med udgivelsen af ’Min egen Stemme’. En bog, som hun selv har beskrevet som terapeutisk at skrive, og hvor hun vil være hudløst ærlig.

Gravid med Justin

Bogen er herhjemme klausuleret indtil udgivelsesdagen i morgen, men det amerikanske medie, People, kunne i sidste uge bringe nyheden om, at da Britney Spears datede Justin Timberlake blev hun gravid med hans barn, men valgte at få en abort.

"Det kom som en overraskelse, men for mig var det ikke en tragedie. Jeg elskede Justin så højt. Jeg forventede altid, at vi en dag ville stifte familie sammen. Dette ville bare være meget tidligere, end jeg havde forventet. Men Justin var bestemt ikke glad for graviditeten. Han sagde, at vi ikke var klar til at få et barn i vores liv, at vi var alt for unge. Hvis det havde været op til mig alene, ville jeg aldrig have gjort det. Selv den dag i dag er det en af de mest smertefulde ting, jeg nogensinde har oplevet i mit liv," skriver Spears ifølge People i bogen.

”Efter den nyhed om aborten forventer jeg, at der kommer til at være nogle store afsløringer. Hvis hun har kunnet holde en graviditet og abort skjult i 20 år, tror jeg godt, at vi kan regne med nogle ret store afsløringer. Det tyder på, at hun og dem, der har været med til at skrive bogen, har taget en beslutning om, at der ikke er noget, som behøver at være skjult. Og så kan det blive en meget ærlig bog,” fortæller Sarah Jane Kok, den ene halvdel af podcasten og Instagram-profilen CelebKebab. Hun har sammen med Mie Frejo Copsø været ret store fans af Britney Spears, som har fyldt meget i både deres barndom og ungdom.

”Og som personer, der går rigtigt meget op i popkultur, kan du ikke komme uden om Britney, og hvor stor betydning hun har haft for popkulturen og for popmusik. Hun er et kæmpe ikon. De fleste kan huske outfittet fra ’Baby One More Time’, og ved, at det er Britney Spears. Hun er så stor en popkulturel reference på alle måder.”

Vi har talt med Sarah Jane Kok om, hvad vi kan forvente og glæde os til, samt ikke mindst hvad vi håber på, at bogen vil fortælle.

”Britney Spears er en person, som er præget af, at hun hele sit liv ikke har haft nogen selvstændighed over sit eget liv. Hun startede i Mickey Mouse Club som barnestjerne, hvor hendes forældre bestemte over hende. Og så har der været alle mulige agenter og managers, som har bestemt over hende helt frem til hendes værgemål i 2008, hvor hendes forældre kom til at bestemme over hende igen,” fortæller Sarah Jane Kok, og fortsætter:

”Jeg tror derfor, at temaerne i bogen kommer til at cirkulere om, at hun har brug for at bryde fri fra de forskellige personer og instanser, som har bestemt over hende. Det kommer uden tvivl til at være en meget afslørende bog og en meget udleverende bog, hvor hun kommer til både at dække de største nedslagspunkter i hendes liv, men også de største punkter, hvor hun har følt sig låst, følt sig bestemt over og følt sig uretfærdig behandlet.”

Fra popmaskine til frihedsberøvet

Listen over mere eller mindre vanvittige nedslag i Britney Spears’ liv er også lang. Fra en karriere, hvor album og tours er blev spyttet ud år efter år til et turbulent kærlighedsliv, hvor det hele kollapser i et meget offentligt sammenbrud i 2008, og et værgemål, som først ophæves i 2021, bliver lagt ned over hende.

”Hun er i dag 41 år. Det er ikke særlig gammelt i forhold til, at hun har oplevet så meget. Og selv i det kapitel, vi er i nu, hvor hun er kommet fri fra værgemålet, er hun jo ikke fri, fordi hun er ødelagt. Hun har simpelthen oplevet alt for meget igennem sit liv,” siger Sarah og uddyber:

”Hun har været frihedsberøvet i så lang tid og på så mange måder. Hun har været igennem mange vanvittige, psykiske og hårde ting. Hun har været en total salgsmaskine i mange år: Skudt det ene album ud efter det andet, været på utallige tours, lavet parfume og merch. Og samtidig har hun bare haft det megaskidt, virker det til,” siger Sarah Jane Kok.

britney-justin.jpg
Britney Spears og Justin Timberlake klædt i denim til American Music Award i 2001

Et billede på hendes mentale tilstand kunne alle følge med i, da hun fx i 2007 valgte at gå ind i en frisørsalon og barbere alt sit hår af. Udenfor stod paparazzi-fotograferne og knipsede løs. Ifølge flere medier forklarer hun den episode i bogen med, at det var en reaktion på, at hun altid havde været bestemt over. Hun skulle være den pæne og den gode pige, og hun blev konstant valideret for sit udseende og fremtræden. Så at barbere sit hår af, var en måde at tage styring over sit eget liv.

Men den periode, hvor sammenbruddet lurede, var også vanvittig, når du fulgte med på sidelinjen. Hun havde fået to børn med Kevin Federline med et års mellemrum. Paparazzi-fotografer jagtede hende. Der blev taget billeder af hende med sønnike på forsædet uden sikkerhedssele, og nyheden om hendes dårlige evner som mor bragede afsted.

”Det var også i den tid, hvor hun sammen med Paris Hilton og Lindsay Lohan var et slæng, der hele tiden var på kant med loven og ude at feste, og det her var to måneder efter, at hun fødte sit andet barn.”

Hvem er den rigtige Britney?

Det hele ender med, at hun bliver umyndiggjort og kommer under værgemål, som varer i 13 år. En tid, hvor hendes far, Jamie Spears, har fuld kontrol over det meste af hendes liv.   

Og derfor er det ifølge Sarah Jane Kok svært at vide, hvem Britney Spears er, fordi hun har været gemt bag et formynderskab.

”Tidligt i hendes karriere blev hun skudt i skoene, at hun bare var en popmaskine; hun var en person, der var fabrikeret til at være den perfekte popstjerne. Der er ingen tvivl om, at hun har et kæmpestort talent, men hun er også blevet totalt fabrikeret fra alle mulige sider.

Og så tror jeg i en rigtig lang periode, at hun har glemt, hvem hun er, og alle har glemt, hvem hun er, og måske endda været ligeglade med, hvem hun var.

Men det er så ærgerligt, at vi ikke kender Britney, fordi hun ikke har fået lov til selv at bestemme eller gøre, hvad hun selv har lyst til i så mange år. Og i dag, hvor hun endelig har fået sin frihed, står hun og danser lidt skørt på Instagram, og så begynder vi alle sammen igen at dømme hende, og vi accepterer ikke, hvis dét er den rigtige Britney,” siger hun og fortsætter:

”Britney er en af de bedst betalte kunstnere nogensinde, hun er i Beyoncé og Rihanna-skalaen. Men hun har på ingen måde samme status i forhold til personlighed eller autoritet.

Tværtimod blev hun i årevis udskammet helt vildt. Og så var vi alle sammen på hendes side under #freebritney, men lige så snart, at det var ovre, startede møllen igen, fordi så blev hun udskammet for ikke at være fri på den rigtige måde. Vi ville gerne have, at hun gik ud og var helt vildt stærk, helt vildt sej, og sad i nogle interviews og var meget udleverende, men det tror jeg ikke, at hun kan, fordi hun er ødelagt.”

Dømmer hende – også i dag

Hvorfor Britney Spears netop altid er blevet udhængt og dømt af både medier og fans, har Sahar Jane Kok et bud på.  

”Jeg tror, at det på en eller anden måde er noget, som vi har lært os selv, at det må vi godt, lige når det kommer til Britney. Som barnestjerne blev hun dømt for at være for udfordrende og for seksuel. Så blev hun dømt for at være en dårlig mor, og så var hun psykotisk. Nu dømmer vi hende for ikke at være fri på den rigtige måde, for så er hun igen alt for udfordrende og for utilregnelig.”

Britney Spears selv gør det til tider også selv let for folk at dømme hende. Da hun lagde et opslag op på Instagram, hvor hun dansede rundt med to store knive, var der både forargede og nervøse kommentarer i kommentarsporet. Hun skrev dog bagefter, at knivene var ufarlige, men man kan ikke lade være med at tænke, at hun til tider er sin egen værste fjende, når man scroller rundt på hendes Insta-profil.

”Dansen med knive var et vildt signal at sende, og vi blev bekymrede for, om hun havde det godt. Men hvis det havde været en anden, som havde lavet en dans med knive, tror jeg ikke, at vi havde reageret på samme måde. Og det er en svær balance mellem reelt at være bekymret og at sætte spørgsmålstegn ved, om en person har det godt. Men også at respektere, at hun selv må bestemme, hvad hun bruger sit liv, sin tid og sine penge på.”

Og netop derfor er denne bog et kæmpestort skridt, selvom der selvfølgelig har været ghostwriters ind over.

”Det er hendes måde at styre narrativet, så det er hendes historier, der bliver fortalt, hørt og taget seriøse, og ikke forsvinder i et Instagram-opslag, gemt bag en dans, nogle emojis og et skørt billede.”

Hvad håber du, at hun kommer ind på i bogen?

”Jeg håber, at hun bider lidt tilbage i forhold til Justin Timberlake, fordi jeg synes, at han har behandlet hende virkelig dårligt, og de semi-undskyldninger, han er kommet med, har været helt vildt vage. De er desuden kommet alt for sent og kommet i lyset af, at der er mange, der har kritiseret ham for ikke at have sagt undskyld til hende.”

”Selvfølgelig skal hun også sætte ord på alle de år, hvor hun blev holdt i et jerngreb og tvunget til at have spiral mod sin vilje. Hun var en kvinde, som skulle lægges ned med magt, samtidig med at hun skulle være en pengemaskine, og i mange år var der ikke mange, som troede på hende eller bekymrede sig for hende.”

Og så håber Sarah Jane Kok, at Britney Spears får lov til at skinne igennem og være sig selv i bogen.

”Det vil være rart, hvis der også kommer nogle positive historier, så vi kan få et billede af, at Britney ikke kun er et produkt af smerte, men at hun også har noget personlighed og nogle ting, hun elsker, og nogle personer omkring sig, som betyder rigtig meget for hende.”

”Jeg håber faktisk, at hun kommer ind på noget med venskaber, fordi jeg har rigtig meget lyst til at høre om nogle venskaber, der er gået godt. Jeg håber jo, at hun har nogle mennesker omkring sig, som er der for hende – også på den lange bane. Jeg gad rigtig godt at høre om nogle, som har villet hende det bedste, og som har hjulpet hende, når hendes familie og hendes romantiske forhold har været dårlige. Jeg håber virkelig, at der har været nogen, som har taget noget ansvar, det kan jeg virkelig unde hende.”

På spørgsmålet om, hvad der mon kommer til at ske med Britney Spears’ fremtid, håber Sarah Jane Kok helt personligt, at hun kan få et stille og roligt liv.

”Jeg tror også, at vi alle har et ansvar for at have ødelagt hende på en eller anden måde, hvis det giver mening. Hun har fået sin frihed alt for sent, der er sket alt for meget for hende, til at hun kan få et normalt liv eller en normal karriere, frygter jeg.”

Men jeg håber, at hun finder én, som vil have hende for, hvem hun er, og ikke for hendes penge eller for hendes kendisstatus. Så hun kan få et roligt liv, slå sig ned et eller andet sted og have det godt. Og at hun finder sin egen måde at være offentlig person på, hvad enten det er at lave musik eller dansevideoer.

Hvis hun bare kan få lov til at være sig selv uden at skulle opfylde alle mulige andres behov – det tror jeg ville være rigtig fint. Vi håber sgu, at hun får et godt og langt og lykkeligt liv. Det har hun sgu fortjent.”

Du kan læse mere om Britney Spears i biografien, ’Min egen stemme’, som udkommer i morgen på Politikens Forlag.

Om bogen 'Min egen stemme'

Den 24. oktober 2023 udkommer Britney Spears biografi, Min egen stemme.

Rettighederne blev købt af forlagsvirksomheden Simon & Schuster for op mod 15 millioner dollar (svarende til knapt 100 millioner kroner). Det gør bogaftalen til en af de dyreste nogensinde.

Allerede nu kører rygterne om, hvad der kommer til at stå i bogen.

Forlaget har selv skrevet følgende om bogen:

"The Woman in Me" er en modig og utroligt bevægende historie om frihed, berømmelse, moderskab, overlevelse, tro og håb.

I juni 2021 lyttede hele verden med, da Britney Spears talte åbent i retten. Virkningen af at dele sin stemme - hendes sandhed - var uomtvistelig, og det ændrede hendes livsforløb og livet for utallige andre.

"The Woman in Me" afslører for første gang hendes utrolige rejse og styrken hos en af de største performere i popmusikhistorien. Den er skrevet med åbenhed og humor, og Spears' banebrydende bog belyser den vedvarende kraft i musik og kærlighed - og vigtigheden af, at en kvinde fortæller sin egen historie på sine egne betingelser – endelig.

I april skrev Spears i et indlæg på Instagram om sin skriveproces, at det var både en helende og terapeutisk oplevelse at se tilbage på sin fortid.

Forside.jpg