Nina er mor til Bubber: ”Jeg har aldrig været bekymret for ham – bortset fra én gang”
Der findes kendte skuespillere, tv-værter, sportsfolk og musikere. Fælles for dem er, at der bag dem står en stolt mor, som har stået der i både med- og modgang. Vi har talt med tre mødre, hvis sønner er drejet ind på en livsbane, der har gjort dem til allemandseje. Her kan du møde Nina Meyer, som er mor til tv-vært og cirkusmand Bubber.
Jeg tænkte aldrig over, at Bubber en dag ville blive kendt.
Han var ikke den bedste i skolen, for han var ordblind, men vi sørgede for, at han fik ekstra lektiehjælp.
Han var dog aldrig ulykkelig, for han havde gode kammerater. Vi sørgede altid for at rose ham, når han gjorde noget godt. Jeg kan huske, at da han var lille, sad jeg og alle mine søskende i min mors lejlighed i en rundkreds med Bubber i midten og sang Hvem vil Bubber komme til?, og så gik han rundt til os på skift.
Vi var en stor familie, og alle stod altid på pinde for Bubber og roste ham. Men jeg skænkede det aldrig en tanke, at han skulle blive berømt.
Han kan godt lide at være på, det har han efter mig. Når jeg siger, at jeg er Bubbers mor, bliver folk lidt mere interesserede. Hans far var meget stille og viste sig aldrig frem. Han døde desværre for mange år siden.
Bubber startede som runner på Kanal 2, da han var gået ud af skolen. Han orkede ikke skolen mere. Men så startede TV2, og han var med fra starten. Der lavede han Bubbers Badekar, hvor babyer kunne sende deres sut ind, når de var færdige med at bruge den. I den periode kunne jeg godt mærke, at der var run på. De sendte klokken seks om morgenen, og jeg sad altid og så hans programmer sammen med min mor.
På et tidspunkt var hans bror, Frederik, i USA i nogle år, og engang hvor han landede i København, blev han overfaldet af folk, der troede, han var Bubber. Der kunne man godt mærke, at der var sket noget. Men Bubber selv har altid været nede på jorden. Han har altid været sig selv, og det har aldrig været skuespil med ham.
Jeg har aldrig været bekymret. Det skulle da lige være, da han flyttede hjemmefra som 18-årig og fik en lejlighed på Vesterbro. Den gade var fuld af sprittere og andet godtfolk, og typisk Bubber blev han venner med dem, så de passede på den bil, han havde holdende i gaden, og stod vagt om ham.
Det var hårdt, da Bubber blev skilt. Jeg havde hele tiden lyst til at blande mig og fortælle folk, hvad der var rigtigt og forkert. Der var meget forkert, og hver gang et blad skrev om Bubber og barnepigen, tænkte jeg: ”Det er jo mig, der er barnepigen. Jeg har altid passet hans børn.”
Bubber har altid en snip af sin skjorte hængende uden for bukserne – også når han har pænt tøj på. Jeg tror, det stammer fra, da han var barn og skulle til middag hos min svigermor. Hun så helst, at børnene fra helt små mødte op i flannelsbukser, skjorte og blazer.
Men da Bubber kom hjem fra et længere ophold i USA, dukkede han op til hendes fødselsdag i løbesko og T-shirt, og svigermor var ved at besvime. Siden da har det været en del af hans identitet at have en snip af skjorten udenfor.
