Efter fem år sammen er sangeren Burhan G og hans ni år ældre kæreste, jetsetteren Sarah Zobel, gået fra hinanden.
Det skriver parret i en fælles besked på hver deres Instagram-profil, efterfulgt af et sort billede.
- Som mange ved, er det en forfærdelig beslutning, at skulle træffe. Både for os og ift børn. Vi har fået dejlige Dallas, som vi elsker overalt og altid vil være fælles om, skriver de begge med henvisning til deres fælles søn, Dallas, på 2 år.
Parret har været kærester siden 2012, hvor de to blev stormende forelskede, mens Zobel stadig var gift med sin mand gennem 13 år, Alexander Kølpin, som også er far til Zobels to børn.
- Der var rigtig meget ballade omkring den situation, altså, når der er sådan noget som skilsmisse og børn involveret, så bliver man lige pludselig en del af en film, man ikke vil være med i. Det var virkelig hårdt, fortalte Burhan G i oktober til "Toppen af poppen" om den svære skilsmissesag mellem Zobel og Kølpin.
Dengang var der ingen tvivl hos jettsetteren om, at det var alt eller intet at indlede et forhold til den ni år yngre sanger. Burhan ville nemlig gerne være far, mens hun selv havde børn på ni og 14 år.
- Det var ikke et krav fra hans side. Men jeg havde ikke lyst til at leve et liv sammen med en mand, som er så familiefunderet uden at kunne opfylde hans ønske. Når man elsker et andet menneske, vil man også gerne opfylde hans drømme, ligesom han opfylder mine, lød det i 2015 fra Sarah Zobel til magasinet Gravid.
Den 34-årige Burhan G, der har en lang række hitsingler bag sig, har ifølge eget udsagn skrevet albummet "Din for Evigt" fra 2013 om hans kærlighed til jetsætteren og psykologen. Det fortalte han i efteråret i TV 2-programmet "Toppen af Poppen".
Parret håber på ro og forståelse oven på deres brud, skriver de i det fælles opslag på Instagram.