Midt i interviewet rejste verdensstjernen sig op og gik over og kyssede mig
Hun dumpede ind i tv-branchen, da de store muligheder åbnede sig. For hvem vil ikke gerne flyves til Paris og møde Mariah Carey eller have et kys af en Spice Girl? I dag er det et andet game for Camilla Ottesen, men tv er det stadig.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Det var Ærøvej på Frederiksberg, hvor jeg er født og opvokset og boede sammen med mine forældre og min storesøster, indtil jeg flyttede hjemmefra.
Det var et meget åbent hjem. Min mor var gymnastiklærer og var tit hjemme om eftermiddagen, så vi havde altid vores veninder med hjem til os, hvor min mor havde en kande te og en lille bolle klar.
Det blev et samlingssted, fordi der altid var nogen hjemme. Jeg har også selv et arbejdsliv med skæve arbejdstider, som ofte giver mig mulighed for at være hjemme om eftermiddagen, så det har jeg givet videre til mine egne børn: At være hjemme og lære deres venner at kende.
Jeg gik til enormt meget sport. Det var nok min mors indflydelse, for i hendes verden var det helt naturligt at være fysisk aktiv. Jeg spillede håndbold og badminton, svømmede og gik til gymnastik. Gerne fire-fem gange om ugen og en kamp i weekenden."
Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
"Da jeg var helt ung, var det min mormor, jeg tog ud og sludrede med. De boede også i København, og hun kom også tit forbi om eftermiddagen hos os. Med hende kunne man altid få en lille snak om kærestesorger og byture. Selv om hun var af en anden generation, havde vi en helt særlig samhørighed, og jeg vidste, at alt hvad jeg sagde til hende, blev mellem os."
Hvornår har du taget en omvej?
"Da jeg var 10-12 år, sejlede min familie jorden rundt i en båd, som min far havde brugt fem år på selv at bygge. Først sejlede vi til Middelhavet, så til Gran Canaria og derfra over Atlanten til Trinidad og Tobago og Bermuda og hjem igen over Atlanten. Den tur betød meget for mig, for den gav mig eventyrlyst, og i dag rejser jeg alt, hvad jeg kan, og jeg har altid blikket vendt udad mod verden for at se, hvordan andre lever.
Dengang var der ikke meget turisme, og da vi lå i Caribien, var der ikke engang krydstogtskibe. Vi lagde typisk til i bugte og svømmede på land med vores skolebøger på hovedet, og så holdt vi ”skoledag” inde på stranden. Vi boede i alt halvandet år på havet og svømmede og dykkede hver dag.
Som barn tænker man ikke over, at man ikke har et privatliv, men det var en lillebitte båd med os fire og en gast ombord, og vi havde hverken telefon eller spillekonsoller, kun bøger og tegneblyanter. Det med bare at sidde og kigge ud over vandet har jeg gjort meget i. Jo, jeg har helt sikkert også kedet mig, men når vi kom i land, var der altid en ny kultur, et nyt sprog og en ny natur, der skulle udforskes."
Hvordan fandt du din levevej?
"Inden vi skulle over Atlanten, lå vi i havn på Gran Canaria, og der kom en journalist og en fotograf fra et bådmagasin for at interviewe denne her danske familie, som sejlede rundt i deres egen båd. Da jeg mødte de to, tænkte jeg: ”Dét er et fedt job. Jeg gad godt bare at rejse rundt i verden og snakke med folk.”
Da jeg gik ud af gymnasiet, fik jeg job på et reklamebureau som piccoline, hvor jeg lavede kaffe og gik med post og den slags. Men det var så sjovt at være der, at jeg kom i lære som rentegner på samme bureau. Det troede jeg skulle være min levevej. Men mens jeg var der, startede en dansk musikkanal, ZTV, som var en slags dansk MTV, og de ledte efter værter. Mine venner sagde, at det skulle være mig. Dengang i 1995 var jeg dog skaldet, hørte kun techno og gik i noget ret anderledes tøj, men jeg kom alligevel til casting, selv om jeg intet vidste om pop.
Jeg fik jobbet, men jeg var jo glad for at være på reklamebureauet, så i en periode prøvede jeg at dele mig mellem tv-stationen og bureauet, men efter noget tid kunne jeg mærke, at tv virkelig var sjovt. Vi var et helt hold af unge mennesker i starten af 20’erne, som arbejdede solen sort i et kedeligt studie ude ved siden af Ikea i Gentofte.
Dengang var der ikke andre musikprogrammer, og de fleste musikere ville hellere i tv end i radioen, så vi fik alle de store interview og kom på alle festivalerne. Jeg har interviewet Take That, Spice Girls, Peter André og Boy George. På et tidspunkt midt i interviewet med Spice Girls, rejste Scary Spice sig op og gik over og kyssede mig. Jeg aner ikke hvorfor, og fotografen var ved at tabe kameraet, men de piger kunne bare tillade sig alt.
Jeg er også blevet fløjet til Paris for at interviewe Mariah Carey i 15 minutter, hvor der stod 30 af hendes ansatte og holdt øje med os. Det var lettere, da jeg skulle interviewe Janet Jackson. Vi talte i 45 minutter, og hun var så sød. Det eneste krav, hun havde, var, at jeg ikke stillede spørgsmål om hendes bror. Det var virkelig en sjov tid, fordi vi var så unge og havde ingen familie eller andre forpligtelser.
Jeg kom senere til TV3, så til DR i ti år og siden tilbage for at lave Fangerne på Fortet på TV3 Viaplay, hvor jeg har været vært i 12 år og i dag laver Boligkøb i blinde. Det er jeg virkelig glad for, for jeg ser også eksperterne i programmet som mine personlige venner, og jeg synes, de er så sindssygt dygtige. Vi har det så sjovt, når vi er ude, og deltagerne bliver altid glade for det hus, de får."
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
"Fint. Jeg har været i tv næsten hele mit liv. Jeg kan godt mærke, det er lidt noget andet at lave grandprix på DR med halvanden million seere, som jeg gjorde i 2008, end dengang vi startede ZTV. Men jeg synes altid, folk er søde og ordentlige, hvis de henvender sig til mig, og jeg lægger ikke altid selv mærke til, hvis folk genkender mig. Forleden aften var jeg i byen, og der kom både de unge hen til mig, fordi de kender mig fra Boligkøb i blinde, og dem på min egen alder, som har set de ungdomsprogrammer, jeg lavede engang. Det sker også, at der er folk, jeg ikke kender, som sender mig blomster.
Da mine børn var mindre, og vi for eksempel var i Tivoli, kunne de dog godt blive lidt trætte af, at jeg altid skulle have taget et billede med nogen. I dag er de ligeglade. På festivaler bliver folk mere bramfrie, de er stadig søde, men kan godt være lidt sværere at komme af med. Men jeg er blevet god til at snakke lidt og så på et tidspunkt sige, at nu skal jeg over til mine venner."
Hvornår kan du føle dig på afveje?
"Kun en gang i mit liv har jeg været hængt ud. Det var, da jeg i 2012 lavede programmet Det vildeste måltid, som var et jagtprogram, hvor vi lavede mad af vilde dyr, jeg selv var med til at skyde i Sydafrika.
Jagt er kontroversielt, og jeg tror, det blev blæst op, fordi jeg var kvinde. Men jeg blev virkelig rystet over de beskeder, jeg modtog, om at jeg selv burde skydes. Og folk sad i tv og diskuterede, om jeg holdt rigtigt på riflen, at jeg bar neglelak, og om en kvinde overhovedet kan gå på jagt. Det var virkelig slemt. Jeg kan meget bedre abstrahere fra folk, der skriver, at jeg har noget grimt tøj på.
Heldigvis boede jeg i Sydafrika med min familie noget tid efter, programmet var optaget. Jeg konfronterede aldrig nogen af dem, for du kan aldrig vinde over så usaglige mennesker. Jeg er i øvrigt siden blevet vegetar – både på grund af dyrevelfærd og for klimaets skyld."
Har du nogensinde stået ved en korsvej?
"Jeg var sammen med min eksmand i 20 år, inden vi blev skilt for fire år siden. I dag har vi et fint forhold og holder vores børns fødselsdage sammen, men det er et stort skift, når man har været sammen i så mange år pludselig at være alene om alt. Jeg er for eksempel ved at bygge et sommerhus, og jeg ringede for nyligt til Mads, arkitekten fra Boligkøb i blinde, og brokkede mig over alle de valg, man skal tage om alt fra håndværkere til fliser. Jeg kan godt savne at have en at dele de store beslutninger med.
På den anden side er det også sjovt at være alene igen. Børnene er store, jeg er flyttet til København og går mere ud og spiser eller får en drink nu. Der er hele tiden nogen, der ringer og siger: ”Hey, vi sidder lige nede på hjørnet, kommer du ikke ned og får en drink?” Og jeg siger aldrig nej. Det har givet mig en ny sjov vinkel på livet. Jeg har endda fået nye venner, som er samme sted i livet som mig.
Der er også blevet plads til lidt flere byture, så på den måde kan jeg godt lide at være alene. Nu skal jeg heller ikke længere diskutere med nogen, hvis tur det er til at støvsuge. Det er ligesom at være ung igen. Jeg er 51 år, men sådan føler jeg mig slet ikke."
Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?
"Jeg kan godt lide, at tingene er i orden, og at her ikke roder. Heldigvis er mine børn på samme måde. Min yngste bor i Sydafrika for tiden, og jeg tror, at den ældste bliver boende hos mig nogle år endnu. De har altid fået lov at gøre, som de ville, og jeg har aldrig været nervøs for dem, for de er ikke typerne, der prøver grænser af.
Jeg har altid haft deres tillid og givet dem lang line. Jeg ved godt, at de flytter en dag, og det har jeg det faktisk fint med. Her bliver da helt vildt tomt, men jeg ved også, at der venter en fantastisk tid. Jeg håber bare, de bliver ved med at ville rejse sammen med mig, og så har jeg investeret i et sommerhus, så vi kan være sammen på en anden måde, når de flytter hjemmefra."
Hvor er du på vej hen lige nu?
"Jeg er på vej til Sydafrika for at besøge min datter, som jeg ikke har set i fire måneder. Afrika er mit andet hjem, efter vi boede der i otte måneder. Jeg føler mig hjemme i Sydafrika og kunne sagtens se mig selv bo der et halvt år igen en dag, for jeg elsker at være på savannen og bare køre rundt og se på dyrene. Jeg elsker befolkningen og deres glæde over lidt.
Nogle gange hjælper jeg dem med et måltid eller lidt penge, og min datter har for nyligt fortalt mig, at hun gør det samme og hjælper børn med en såkaldt shoebox, som faktisk bare er en æske med lidt gaver i. Det kan være lidt snacks, et par sokker eller blyanter. Ting de ikke selv har råd til. Jeg er så stolt af, at hun gør det."