Cecilie kunne ikke sige nej til drømmejobbet i L.A.

Cecilie kunne ikke sige nej til drømmejobbet i L.A.

Selvom 24-årige Cecilie Haugaard netop er flyttet i fælles lejlighed med kæresten og sangeren Christopher, kunne hun ikke sige nej til jobbet i L.A.

Seks danske gutter er gået sammen om at skabe fest-app'en Heaps, der har taget Danmark med storm og har som fornemmeste mål at forene mennesker og privatfester. Efter succesen i Danmark siden lanceringen i august og udvidelse til Norge og Sverige, har drengene bag Heaps valgt at sigte højt. Efter USA.

10. februar drager to af stifterne til L.A. for at indtage markedet der og blandt andet få studerendes øjne op for potentialet. I den forbindelse skulle de bruge en tredje person. En "Marketing Wiz" ifølge jobopslaget.

Heapsstifter Frederik Bjerager beskrev hende i et interview med Eurowoman.dk tidligere på måneden blandt andet som: "Rose i Titanic; en der kan drikke fin champagne på første og bagefter trampe rundt på tredje".

Med andre ord skal hun være i stand til at networke og skabe kontakt til nye potentielle brugere i L.A. i forskellige sociale lag samtidig med, at hun skal kunne planlægge processen og have opblik.

Mere end 200 ansøgere lagde billet ind på stillingen og ti kom til samtale. Én af dem var 24-årige Cecilie Haugaard, der til dagligt arbejder deltid som model, har studeret cand. merc. på Copenhagen Business School og netop står i et limbo mellem færdiggjort kandidat og specialet, som hun udskyder.

- Jeg kendte lidt til Heaps og har fulgt dem lidt med i deres udvikling. Jeg synes, de er enormt tjekkede, og vidste, de skulle udvide med en person. Da jeg så stillingsopslaget, passede det rigtig godt med timingen, og beskrivelsen af Rose, haha.

Eurowoman.dk fanger Cecilie over Facetime før hun hopper med snorklen i de blå bølger på Maldiverne. Hun nyder en uges ferie med kæresten efter eksamensræset. For godt en uge siden fik hun beskeden om, at hun efter to jobsamtaler var blevet valgt som Heaps nye medarbejder.

- Jeg glæder mig! Jeg blev sindssygt glad for at blive valgt, og der hviler da et pres, men jeg glæder mig til at arbejde med noget, som jeg virkelig brænder for. Det bliver fedt at være med i opstartsprocessen i USA, da jeg på den måde kan være med til at forme det, siger Cecilie, der ikke har valgt jobbet for lønnen, men eventyret.

Betalingen for hendes indsats er billetten til L.A., kost, logi og lidt lommepenge.

- Jeg kunne højst sandsynligt have fået en højere løn herhjemme, men jeg kan mærke, at jeg ikke er motiveret for et kontorjob nu, siger hun.

Selvom hun glæder sig enormt meget til eventyret, der begynder d. 10. februar, er det ikke uden omkostninger. For hende og kæresten, sangeren Christopher, er netop flyttet sammen i en fælles lejlighed.

- Det der gør mest ondt, er at have en kæreste derhjemme, som jeg skal rejse fra. Men han er god og støtter mig i det, og synes selvfølgelig, jeg skal af sted. Men jeg er ærgerlig over, at vi kun har et par uger i lejligheden, inden jeg tager af sted, siger Cecilie.

Og af sted, det vil hun.

- Jeg ville ikke være mig, hvis jeg ikke sagde ja. Han skal også til at indspille sin tredje plade og får sindssygt travlt i hverdagene og om aftenen, så på den måde giver det også mening, fortæller jeg mig selv.

Hvorfor valget lige faldt på Cecilie Haugaard, fik hun at vide, skyldes hendes cv.

- Jeg har i New York været med til at opstarte en pr-afdeling for et dansk firma, hvor vi også skulle skabe en masse nye kontakter, og jeg har boet i udlandet af flere omgange og er vant til at tage hul på et nyt sted. Og så elsker jeg helt oprigtigt at snakke med alle mulige slags mennesker. Jeg tror på, at du får det, du giver, igen, og jeg forsøger at møde alle med et smil.

Om Christopher har været en medvirkende faktor, mener hun ikke.

- Det tror jeg faktisk ikke. Jeg kunne have været kærester med hvilken som helst kendis, men hvis jeg ikke kan levere, kunne de jo ikke bruge mig til en dyt. Og folk kender jo slet ikke Christopher i USA. Det havde måske været noget andet, hvis det var i Danmark.

Hvornår eventyret slutter for Cecilie er der endnu ikke fastsat en dato for. Det eneste hun ved, er hvornår hun rejser.

LÆS OGSÅ: 10 ildsjæle, der gjorde drømmen til virkelighed i modebranchen deler deres bedste tips

LÆS OGSÅ: "Sådan fandt jeg mit drømmejob"