Om barnløshed: “Du kan komme i en situation, hvor du ikke ønsker det bedste for din veninde”

– At arbejde med lille a har været terapeutisk for mig. En rejse, jeg har været ude på. Jeg har arbejdet med materialet i et år, men for bare et år siden havde jeg ikke kunnet fortælle historien. Mit håb er, at filmen kan være med til at bryde det tabu, som barnløshed er. Jeg håber, at vi kan blive bedre til at tale med hinanden om de her ting, som mange føler, at de er alene om.

– Lille a er min afgangsfilm fra den alternative filmskole Super16, men jeg ved allerede nu, at jeg kommer til at arbejde videre med den samme tematik i spillefilmslængde. Hovedrollerne som barndomsveninderne Anna og Caroline spilles af Danica Curcic og Iza Mortag Freund, som også er veninder i virkeligheden. Filmen udspiller sig i Paris, hvor Anna skal ned og fejre sin gravide venindes fødselsdag. Anna har kæmpet i fem år for at blive gravid, men har netop fået at vide, at det ikke giver mening at fortsætte fertilitetsbehandlingerne på grund af hendes sygdom endometriose. Hun befinder sig i en sorgtilstand. Erkendelsen af, at hun ikke kan få børn, er ubærlig for hende, og hun ender med at bryde med sin veninde, fordi kløften imellem dem bliver for stor.

– I Paris får man så mange poetiske billeder forærende. Det var fedt at kunne spille på kontrasten mellem den smukke by, som de to veninder går rundt i, og så de grimme følelser, der udspiller sig indeni Anna, og som til sidst udvikler sig til en konfrontation. Bl.a. siger hun på et tidspunkt til Caroline, at hun bare ved, at hun ville være blevet en bedre mor end hende …

– Du kan komme ud i en situation, hvor du ikke ønsker det bedste for din bedste veninde. Og det tager Anna til sidst konsekvensen af og tager hjem for at bearbejde sin sorgproces alene. I stedet for den fejring, de har planlagt, bliver weekenden en kuldsejling af deres venskab.

– Filmen bygger ikke 1:1 på mine egne oplevelser, men den er inspireret af situationer og følelser, jeg har haft inde på livet. De fleste af os vokser op og tager for givet, at vi kan få børn, når det passer ind i vores karriereplaner. Men da jeg for et par år siden blev diagnosticeret med sygdommen endometriose, som i nogle tilfælde gør det svært at blive gravid, blev jeg både enormt vred og forvirret. Det var virkelig nogle grimme følelser, der kom op i mig, men vreden handlede mest af alt om, at det hele ikke blev, som jeg havde forestillet mig. Og en jalousi over, at andre ‘bare’ kan få børn. Det er også rigtig meget det, som filmen handler om. Det er en ærlig film, som forsøger at tale rigtig meget ind i de sandheder, som vi oftest ikke tør sige til hinanden.

– For tre år siden kom jeg ind på min drømmeuddannelse Super16, hvor du i modsætning til Den Danske Filmskole arbejder fuldtid ved siden af, så du forpligter dig på en ret vild måde. Jeg havde i en længere periode døjet med periodiske styrtblødninger og ret voldsomme smerter, der betød, at jeg havde dage, hvor jeg ikke kunne kravle ud af sengen. For at klare det dopede jeg mig med alt for mange piller. Jeg prøvede at ignorere min krops signaler om, at der var noget, der var helt galt. Hos lægen og mange andre blev jeg mødt med fordomme og fik at vide, at det jo er normalt at have menstruationssmerter. Jeg skød skylden på mit engagement på skolen. Det er hårdt at lave film, men jeg har altid villet det så meget og været passioneret omkring det. På et tidspunkt besvimede jeg af smerte, og jeg blev endelig undersøgt. Hos gynækologen lokaliserede de nogle cyster, og jeg blev sendt videre til Rigshospitalet, hvor jeg blev scannet og fik en akut operationstid. Det viste sig, at jeg har sygdommen endometriose – et ord, jeg aldrig før havde hørt.

– Man ved ikke præcis, hvordan sygdommen opstår, men fordi livmoderslimhinden vokser udenfor livmoderen, formoder man, at der under menstruation føres livmoderslimhinde ud igennem æggelederne til bughulen. Derfor bløder det ud i bughulen i stedet for ud gennem skeden under menstruation. Gammelt blod ophober sig og sætter sig fast uden for livmoderen, på æggestokkene, i bughulen og tarmem og danner cyster og arvæv, som kan forårsage grusomme smerter og mindske muligheden for at blive gravid. Hvis du ikke bliver behandlet og holder sygdommen nede, vokser arvævet og cysterne sammen om alt. Jeg er kun blevet opereret én gang, men i forbindelse med min research til lille a, har jeg talt med kvinder, der er blevet opereret op til fem gange og har fået fjernet deres æggestokke eller livmoder. Eksempelvis Lena Dunham (skuespiller i og manuskriptforfatter til tv-serien Girls, red.), der også lider af endometriose.

– Da jeg vågnede fra operationen og stadig var i en morfinrus, kom der en læge ind og sagde, ret upædagogisk, at hvis jeg havde en kæreste, ville hun anbefale, at vi fik børn nu. På det tidspunkt var jeg sammen med en lidt yngre mand, og vi var slet ikke der i vores forhold. Min første tanke var, at så måtte jeg få et barn alene, og jeg begyndte at undersøge muligheden for at få et donorbarn. Men i processen blev jeg klar over, at jeg ikke var klar til at opgive min drøm om at få et barn sammen med en, jeg elsker. Jeg var så småt i gang med min afgangsfilm, og jeg kunne se på de venner, jeg har omkring mig, hvor hårdt det også er at få børn. Jeg har brug for at forfølge nogle andre muligheder i første omgang.

– Til min seneste scanning i maj 2018 udskrev de mig, fordi der ikke er kommet flere cyster, og min behandling virker. Jeg har meget få smerter i forhold til tidligere. Man behandler sygdommen ved at give hormoner i store doser for at undgå, at man bløder. Du kan sammenligne det med at sætte kroppen i en kunstig overgangsalder ved hjælp af hormoner. Jeg har taget 14 kilo på efter operationen. Det er ligegyldigt, om jeg lever af blomkål, jeg taber mig ikke. Jeg har svedeture og oplever fuldstændig de samme gener som ved overgangsalderen. Jeg har efterhånden vænnet mig til det, men jeg føler mig stadig i ubalance. Den uvished, som det medfører at leve med endometriose, rører også ved din opfattelse af kvindelighed. Det er virkelig en grim sygdom, men det jeg egentlig har oplevet som det værste, er manglen på anerkendelse. Jeg er virkelig glad for, at der begynder at komme mere fokus på sygdommen.

– Vi ved jo godt, at vi er mest fertile, når vi er i begyndelsen af 20’erne, og at det rent biologisk er der, vi burde få børn. Men for mange føles det ikke rigtigt. Jeg har veninder, der først planlægger at få børn, når de er sidst i 30’erne. De har gang i deres karrierer og har ikke lige lyst til at sætte det hele på hold for at få børn. Det taler super meget ned i en ligestillingsproblematik, fordi det også handler om, at det i de fleste tilfælde stadig er kvinderne, der betaler den største pris og bliver straffet karriere- og lønningsmæssigt, når vi får børn. Når vi så synes, at det er tid, viser det sig bare, at det kan være svært at blive gravid. At det er et mirakel hver gang, det sker.

– Jeg håber stadig, at det vil lykkes mig at få et barn. Jeg er kun 32, og jeg ved godt, at det skal være inden for en overskuelig fremtid. Jeg har svært ved at se, hvad meningen med livet er, hvis det ikke er, at jeg skal skabe noget, der er større end mig selv. Jeg synes, at mine venner er blevet mere hele mennesker, efter de har fået børn. Det er enormt smukt at se den måde, de opdrager deres børn på.

Lille a kan ses på Ekkofilm.dk til 22. november, og Cecilie er i gang med at udvikle sin første spillefilm, som arbejder videre med emnet barnløshed.