Joe & The Juice-reklame

Derfor rammer Joe & The Juice både plet og helt ved siden af med ny reklamefilm

Juice, drengerøvsdrømme og store armbevægelser. Joe & The Juice rammer spot on på målgruppen – men skævt på alle andre. Og det er netop intentionen, mener eksperter.

Joe & The Juice er en af de virksomheder, som i stor grad drives af deres image og den kultur, man som kunde synes at blive en del af, når man køber noget hos kæden. For nyligt udgav de en ny reklamefilm, "Preparation Shift", som må siges at være gået viralt. Den bekræfter og spiller på alle de fordomme, man måtte have om virksomheden, og der skrues helt op for både musik, image og fede hollywoodstemmer i baggrunden.

– I min bog ligger det i en lige linje med reality shows og dyrkelsen af en kultur, hvor det drejer sig om at feste og score damer. Man sælger jobbet som en fest og en kultur, mere end man sælger det som et job, siger Sune Bang, administrerende direktør hos kommunikationsbureauet København om reklamefilmen, som de seneste dage har sendt bølger gennem internettet.

LÆS OGSÅ: Kidd, Topgun, Kesi og Gili: Gulddreng giver musikbranchen tørt på!

Joe & The Juice-kampagnen har skabt stort postyr og flere meningsdannere, blandt andre Anne Sophia Hermansen, har gjort grin med den på sociale medier.

Så hvorfor vælger den ellers så hippe juice-kæde netop denne form for markedsføringsstrategi? Det har vi kigget nærmere på.

Essensen af Joe & The Juice

Solnedgang over Københavns tage, store muskler, tatoveringer, selfies, minimalistisk luksuslejlighed, høj musik og på skateboard gennem københavnsgader. Joe & The Juice fanger i deres nye reklame essensen af virksomhedens ånd og image, mener Mette Bacher, Head of Social hos kommunikations- og mediebureaet Mindshare.

– Det er helt tydeligt, at det her er Joe & The Juice-ånden. Den virker på den målgruppe, som gerne vil være "juicer". Du ser et formål i at være en del af fællesskabet. Når man som virksomhed brander sig i dag, sælger man mere end bare produktet, men også en bestemt livsstil. Som brand er man nødt til at være mere end bare endnu et produkt, siger hun og fortsætter:

– I Danmark ser vi ikke så tit den meget selvhøjtidelige stil, der ses i filmen. Alle andre end målgruppen for filmen kan godt tænke, at det er kammet lidt over.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du se serien, alle taler om

Det tydelige fællesskab, den høje musik og de kække kommentarer, som man møder i de mange Joe & The Juice-butikker, er da heller ikke rene tilfældigheder. Det er en helt bevidst strategi, siger Sebastian Jeppesen, HR-maneger for kæden i Danmark til Metroxpress:

– For os er det vigtigt at understrege, at det ikke kun er et job. Jeg tror, vi er ved at skabe verdens største og fedeste ungdomskultur. Det er mere end et arbejde, det er en livsstil.

Reklamefilmen har med sit dramatiske udtryk og bevidste fremhævelse af de fordomme som tit associeres med kæden skabt debat og massiv omtale. Mette Bacher forklarer fænomenet:

–Det er helt bevidst, at de ophøjer de her fordomme. I filmen tager de nogle af de fordomme op, som folk har om dem, men bruger det til at vise Joe & The Juice-ånden og fællesskabet. Den fungerer godt til deres målgruppe som rekrutteringsfilm, men ikke så godt til andre.

Se videoen, alle taler om, her: 

Joe & The Juice - Preparation Shift from JOE & THE JUICE on Vimeo.

LÆS OGSÅ: Copenhagen Pride: Se alle billederne fra den store regnbuefest

LÆS OGSÅ: Det er ikke din skyld, at du kalder din kæreste ekskærestens navn

LÆS OGSÅ: 30 hverdagsproblemer du ville stå overfor uden internet