Chokket kommer, da han springer op på min bagagebærer på Dronning Louises Bro.
Jeg skriger, måske en smule ustyrligt højt, "HVAD FUCK, AAAARG" og stopper brat op, mens han flækker af grin og spørger, hvor jeg skal hen ad.
Klokken er halv fire om natten, og jeg aner ikke, hvem han er.
Han fortæller om sine venner, der har forladt ham, fordi de alle har fået kærester, som de er gået hjem for at putte med. Han laver krammebevægelser ud i luften foran sig og synes, det er en god ide, at han kører med mig til Vesterbro på min cykel.
Jeg synes ikke, det er en helt vildt god ide, så med en følelse af at være kedelig og med lidt dårlig samvittighed takker jeg pænt nej tak og fortsætter rundt på Nørrebro.
Her er en dunst, som når man vågner i sit telt på Roskilde eller besøger et diskotek uden for åbningstid, og dækkene på min cykel siger klirke-lyd fra alkoholen på vejene.
Det er ni timer siden, Medina gik af scenen på Blegdamsvej med det største Distortion-publikum nogensinde men med en hyldest, som var hun et upcoming band, kun få kendte til - det er ikke mine ord: Det var værten, der løbende præsenterede de forskellige kunstnere på scenen, der gav lidt mild skæld ud til publikum for ikke at være lidt mere nede med hende.
Foto: Victor Stawicki
Jeg var selv lige kommet og stod der med nogle venner og observerede lidt. Som den jyde jeg er, var det mit første Distortion, og jeg tog en lettere tilbagetrukket position i Medinas spilletid, hvor jeg tænkte lidt over, hvad jeg stod og var en del af.
Annonse
"Det er bare sådan nogle unge gymnasieelever, der kommer og hamrer den helt ud," sagde min veninde til mig og en anden veninde, da vi var på vej derind.
Min anden veninde var enig, og de magtede det egentlig ikke helt.
Vi er 23 år, og jeg vil egentlig gerne holde fast i, jeg er ung og ikke særlig meget ældre end gymnasieelever. Men ja, hvad kunne jeg sige, de er københavnere og har måske også dyrket Distortion ret meget i gymnasietiden selv, så jeg var sådan lidt påpasselig med at tænke på, hvad der ventede mig.
Med mit kit af hættetrøje, øl og cigaretter gik jeg i gang med at observere. Og det var virkelig rigtigt, hvad værten sagde, folk var overhovedet ikke interesserede i Medina på de midterste publikumsrækker på Blegdamsvej, til gengæld var de ret interesserede i hinanden.
En pige iklædt en jakke med et mønster som et persisk tæppe havde det største smørrede grin, mens hun lavede cirkelmoves med sine hænder i luften sammen med en veninde og nogle drenge, der lige havde stillet sig ved siden af dem.
Forbi mig gik flere mennesker. Nogle med sådan et lidt kejtet blik, som om de ikke helt vidste, hvor de skulle navigere hen og syntes, det var akavet at skulle passere folk igennem den tætte menneskemængde. Men måske tog jeg fejl af deres kejtethed, som min ven påpegede halvt i joke halvt i ramme alvor senere. Det kunne for eksempel være, de havde hjertekvaler eller var nervøse for at møde nogen, de kendte.
For selvom der var pakket på Nørrebros gader, så var det let at både at finde folk, man gerne ville, og dem man måske havde håbet på ikke at støde på og få en klump i halsen over netop i går.
Da jeg otte timer senere går rundt for at se, hvordan der ser ud, efter festen officielt er sluttet og cykler rundt på gaderne, der tidligere var spækkede med bredskuldrede mænd, der pumpede brystet frem og tyndere mænd med truttende læber og mænd i højhælede sko og pink spadseresæt, toptunede, lækre damer og bare en hel masse mennesker, der så nogenlunde standard ud, som jeg uden lillafarvet pandehår og Buffalos, så slår det mig, jeg har været i et forrygende humør hele dagen.
Foto: Emil Vilhelmsen for Distortion
Annonse
Halvt ud af vinduet på Griffenfeldsgade hænger en mand og hujer "BEDEDEDEDEPDEP," eller noget i den dur, og jeg ved ikke, hvad han vil med det, men det er nok også lige meget. For på den gode måde får jeg en følelse af, at alting faktisk var ret ligegyldigt den onsdag eftermiddag og aften. Det handlede bare om at tillade bassen at være hård og hamrende, og at folk var støjende og fulde, for her til morgen var det hele jo tæt på ryddet op og ordentligt igen som en hvilken som helst torsdag.
Og netop denne torsdag morgen trodser jeg faren for at skulle til cykelmanden på grund af punkterede dæk og cykler henover de sidste glaskår langs Nørrebrogade hjem mod Frederiksberg. Her står en gut og hans ven og ryger vandpibe ud for en internetcafe. Normalt står de tit råber efter cyklister (formentlig mest piger), at de skal stoppe op.
Alle andre dage var jeg hende, der havde grint lidt og trillet videre. Men nu stopper jeg op.
Kortvarigt er den mest rapkæftede paf og siger så "hey man, vil du lige med ind i gården?". Det er fandeme en dårlig ide, tænker jeg. Men jeg tænker også, at det er da bare det, jeg skal. Så jeg går ind i gården. De kommer bagefter med deres turkis vandpibe, og jeg ser et lille legehus, der står åbent men har et hængsel med en lås på.
Jeg når selvfølgelig angst at tænke alt muligt klamt, og så spørger den ene, om jeg vil have noget coke.
Øh.
Ud fra hans reaktion kan jeg forstå, jeg vist ser ret morsom ud, og så hiver han en cola op af lommen. Vi snakker lidt om rejser til Island, og at mange unge fyre fra Nørrebro kommer til netcafeen i stedet for at lave ballade, og at de i aften i forbindelse med Distortion havde en lille biks ude på gaden med falafler.
Men ellers har de bare lavet, hvad de plejer og har hygget.
