Ditte Ylva Olsen er gået en anden vej end de fleste.
Da hun var i 30’erne, og mange omkring hende havde gang i deres karriere, var hun selv kun lige flyttet tilbage til Danmark efter 1,5 år som champagnepige i Japan, hvor hun serverede bobler for forretningsmænd. Dengang føltes det lettere at flytte til udlandet end at gå fra et forhold.
Men da hun kom hjem igen, blev skuespilleren ramt af livet.
Hun stod pludselig uden kæreste, hendes lejlighed var blevet opsagt, og det job, hun havde i udsigt, blev heller ikke til noget, da hendes rolle var blevet skrevet ud af tv-serien Dicte. Det fortæller 42-årige Ditte Ylva Olsen i denne uges Hendes Verden.
”Jeg brokkede mig på et tidspunkt til min tangopartner, som også er officer i hæren, jeg sagde til ham, at jeg var træt af at være hende, der skulle hjem og holde jul uden at have mand og børn med. Så sagde han til mig, at vi har fire grundpiller i livet: Helbred/sundhed, selvrealisering/arbejde, hus/materialisme og familie/kærlighed. Du kan altid klare, at den ene pille forsvinder, for et hus kan sagtens stå på tre piller, men hvis der ryger to, styrter huset. Der var faktisk en lang periode, hvor jeg ikke havde nogle af de fire grundpiller,” siger skuespilleren, der foruden alt det andet også har kæmpet med helbredet.
Efter en rejse til Indien i 2015 begyndte hun at få ondt i maven, tog flere kilo på og lignede ”en højgravid”. Det viste sig, at det var en tarminfektion, der havde sat sig i hendes krop, men i dag har Ditte Ylva Olsen næsten ingen gener.
Hun er efter nogle svære år ved at få sit liv tilbage på sporet.
”Jeg er på vej til at blive voksen, og det er dejligt. Jeg er i en periode, hvor jeg føler, at jeg kan høste frugterne af de hårde overvejelser, jeg har gjort, og de dyre lærepenge jeg har betalt. Nu begynder tingene at fungere. Hvorfor skulle jeg have et kæmpe knæk i 30’erne? Miste både job, bolig og kæreste på én gang? Nu har jeg været alene i nogle år, jeg har job, bolig og helbred, og jeg kan klare mig selv,” siger Ditte Ylva Olsen til Hendes Verden.
Læs hele interviewet med Ditte Ylva Olsen i dennes uges Hendes Verden, hvor hun også fortæller om at vokse op i en søskendeflok på fire og at bo ti forskellige steder på et år.
Om Ditte Ylva Olsen, 42 år
- Skuespiller, kendt fra blandt andet tv-serien Dicte og TV3-serien Hånd i hånd, som kan ses på Viaplay
- Har sit eget teater, Teater Fantast
- Deltog i 2014 i Vild med dans