Dorthe er Jim Lyngvilds storesøster: ”Jeg bliver så ked af det, når folk dømmer Jim uden at have mødt ham”

Jim var som barn meget snakkende og fuld af energi.

Han var den yngste af fem, så ”Bimmer” blev hurtigt familiens midtpunkt, for han havde altid meget på hjerte og store armbevægelser.

Læs også

Mormoren gav Özlem det bedste råd, hun nogensinde har fået – nu giver hun det videre til sin datter

Vi forgudede den unge. Jeg skulle altid tegne tegninger til ham, som han kunne farvelægge. Især motiverne fra Askepot. Han gik rundt i mine kjoler og vores mors højhælede sko. Han var så sød og sjov og altid i godt humør, selv om han blev drillet meget i skolen.

Vi var alle tæt knyttede, fordi vi var alene med vores mor. Jeg var den ældste og 12 år ældre end Jim, og derfor var det tit mig, der passede på ham. Han har i øvrigt engang brændt min seng ned, fordi han legede med tændstikker, da han var lille.

Jeg kan huske, da jeg så ham i Billed-Bladet engang – den kjole, han havde designet til Julie Berthelsen, blev kåret til ugens kjole, og kort efter åbnede han en butik midt i København. Der tænkte jeg: Nu kører det for ham. Jeg møder dog stadig mange, der ikke ved, hvem han er, og det er nærmest en befrielse, for så ved jeg, at de ikke dømmer ham.

Mange mennesker har en mening om Jim. Der var engang en på arbejdet, som ikke vidste, at jeg var Jims søster, som begyndte at omtale ham som ”ham racisten”. Så gik jeg over og sagde, at det ikke passede. Jeg bliver så ked af det, når folk dømmer han som for eksempel racist. Det opstod jo kun, fordi han er venner med Pia Kjærsgaard, men folk skal jo have lov at mene, hvad de vil.

Læs også

Cana Buttenschøn: Jeg har fundet mit mirakelmiddel, som alle bør kende til

Jim har altid travlt, og hans kalender er fyldt. Jeg kan godt blive bekymret for, om han presser sig selv for hårdt med alle sine projekter som ginproduktion, kosmetikserie og historiske udstillinger, og det har jeg tit sagt til ham. Han får voldsomme anfald af migræne, når det bliver for meget, men på den anden side ved jeg, at han lever det liv, han drømmer om. Hvor vi andre har brug for ro, stresser han, hvis der bliver for stille om ham.

Vi er stadig meget tætte, og jeg besøger ham tit på Fyn. Han og hans mand, Morten, har pladsen til gæster. Men Jim er svær at holde på, for han kan finde på at rejse sig midt i middagen og gå over og sy en kjole på en time. Det er ikke fis. Han kommer også tit over til mig på Sjælland, men han kører altid hurtigt igen, fordi han skal hjem til hundene.

Jeg så ham til en fødselsdag i sidste uge, men der kørte han tidligt, fordi der er langt hjem til Fyn om aftenen. Det er bagsiden af medaljen, at han altid er den sidste, der ankommer, og den første til at gå. Han har altid travlt.

Jeg følger ikke så meget med i den ”kendte” del af hans liv. Men jeg kan altid ringe og bestille noget tøj, så syr han det for mig. Han har syet min datters dåbskjole og masser af bukser til mig. Han er i det hele taget meget gavmild, og hvis man spørger, om man må låne noget håndcreme, får man en helt ny tube af ham.