Hver eneste dag besøger 21 % af alle danskere videonetværket YouTube for at browse igennem dets nærmest endeløse indholdsstrøm eller måske for selv at bidrage med et videoklip.
De flittigste brugere er de helt unge: 45 % er mellem 15 og 35 år, viser YouTubes nyeste brugerundersøgelser. Undersøgelserne viser ligeledes at et lille flertal af dem, der er "creators", altså selv lægger indhold op, er drenge og mænd.
Derfor samlede YouTube 20. maj 20 af landets største kvindelige YouTube-stjerner til en netværksdag under temaet "Female Creators", hvor de unge kvinder kunne gøre hinanden klogere og dele erfaringer. Ordet "unge" er ikke en tilsnigelse i denne sammenhæng – alderspræsidenten i selskabet var 27 år gammel.
Eurowoman.dk var med og talte med tre af de mest fulgte kvindelige YouTubere i landet om livet som virtuel kendis:
Foto: Anne Nørkjær Bang
Foto: Anne Nørkjær Bang
Louise Bjerre, 17 år og handelsskolestuderende. Bor i Køge. Har 102.351 abonnenter på YouTube.
"Jeg har en YouTube-kanal, der hedder LouLiving, hvor jeg laver entertainment-videoer. I starten handlede det mere om makeup og livsstil, men efterhånden er der blevet flere sketches, mærkelige favoritvideoer og videoer, hvor jeg laver sjov med ting, jeg har en holdning til i samfundet. Jeg har set YouTube i 3,5 år og har selv lavet indhold i omkring to år. Så jeg kom ret hurtigt i gang med at lave det selv – jeg kunne ikke lade være.
Jeg lægger en video ud cirka én gang om ugen. Det kan godt tage lang tid at lave en video. Fra en halv time til flere timer at filme det, og så tager det også lige nogle timer at redigere, alt efter hvad det er for en slags video.
Når jeg uploader, kan jeg godt til en hvis grad forudse, hvilke videoer, der vil få mange visninger. Man kan selvfølgelig aldrig vide sig sikker, men hvis jeg laver vlogs, hvor jeg filmer, hvad jeg laver i løbet af en dag, plejer det ikke at få ligeså mange visninger, som mine andre videoer gør. Men da jeg for eksempel lavede en video, som hed "Klamme ting piger gør" fik den vildt mange visninger. 120.000 på et par dage. Pigerne vil jo ind og se, om det er noget, de også gør, og drengene vil se, hvad det er, pigerne gør.
Annonse
Jeg bliver tit stoppet på gaden. Jeg bor lidt uden for Køge, og der er ikke så mange mennesker, så der kan jeg godt slappe af. Men hvis jeg tager til København, møder jeg altid mange, der har set mig på YouTube. Jeg synes, at det er sjovt, når folk stopper mig på gaden. De er virkelig søde.
Der er selvfølgelig altid negative kommentarer, men dem vænner man sig til. Det gik mig mest på i starten, da jeg var yngre og lidt mere usikker. Jeg kan huske, at det var ubehageligt, når man pludselig at kunne høre, at ens video kørte inde hos parallelklassen hos nogle, man aldrig havde snakket med før. I dag tænker jeg mere over det i forhold til min målgruppe. Jeg har jo en del følgere på 12-14 år, og jeg ved godt, hvor meget hårdt sprog og grimme kommentarer påvirker dem. Så hvis det bare er en person, som ikke kan lide min video – fair nok. Men hvis det bare er irrelevant og ondt, så sletter jeg det.
Jeg tænker da nogle gange over, hvad det her kan få af betydning for min fremtid. Om det kan påvirke mine muligheder. Omvendt ved jeg også, at jeg gerne vil være inden for mediebranchen. Men jeg tænker da over, hvordan jeg fremstår, og jeg bliver for eksempel irriteret, når jeg tager mig selv i at bande. Men jeg synes heller ikke, at det skal påvirke det, jeg laver, for meget.
Jeg synes selvfølgelig stadig, det er sjovt at lave videoer. Men det, der får mig til at fortsætte, er helt klart dem, der ser det. Det er alle de søde kommentarer og den ros, man får. At man kan give nogen et smil på læben, hvis de har haft en dårlig dag. Det gør mig så glad."
Foto: Anne Nørkjær Bang
Carla Mickelborg, 27 år og studerer TV- og Medietilrettelæggelse på Danmarks Medie og Journalisthøjskole. Bor i København. Har 41.368 abonnenter på YouTube.
"Jeg er lidt ældre end de fleste andre YouTubere. Jeg har selv blogget i mange år, men er første begyndt på YouTube for et år siden. Jeg var ret fascineret af, at der var så mange, der så med, men kunne også godt se, at mange af dem, der lavede videoerne, var meget unge, og at der nok var et marked for de lidt ældre. Så jeg prøvede det egentlig bare af. Og så gik det rigtig godt, og jeg fik hurtigt mange følgere.
Som mange andre piger på Youtube, begyndte jeg med at lave makeup-videoer. Men jeg syntes hurtigt, at det blev kedeligt. Jeg kunne også se i kommentarfeltet, at det egentlig ikke var makeuppen, der fyldte så meget hos mine følgere. De ville have nogle gode råd til deres liv. Derfor er min kanal nu en inspirationskanal, hvor jeg tager udgangspunkt i mit eget liv. Jeg har et godt humør, og det er der mange, der gerne vil vide, hvordan man får. Så jeg rådgiver folk til at blive gladere for dem selv og i deres hverdag.
Det koncept tager jeg til the next level nu, hvor jeg er i gang med at lave en YouTube-serie, som hedder "Fra frygt til Kærlighed". Her tager jeg sammen med en coach ud til nogle unge piger, som har brug for hjælp til at arbejde med deres selvværd, angst eller stress. Det er faktisk en videreudvikling af det selvhjælpsunivers, jeg er ved at bygge op.
Jeg sletter aldrig indlæg, men jeg får heller ikke så mange grimme kommentarer. Det, jeg laver, er ikke så kontroversielt. Det er svært at hade en, der siger "Elsk dig selv".
Annonse
Hvis der er en ond kommentar, prøver jeg altid at svare tilbage på en diplomatisk måde. At slette kommentarer er problematisk, synes jeg, for YouTube er jo netop et sted, hvor man er i dialog med sine følgere. I stedet svarer jeg "hav en god dag" eller noget i den stil. Det er jo bare et eller andet lille vredt menneske, der sidder derude.
Da jeg var blogger, fik jeg nogle gange produkter tilsendt fra sponsorer, og jeg havde altid dårlig samvittighed, fordi jeg ikke kunne nå at lægge alle de ting op, og det ville også være utroværdigt, hvis jeg hele tiden skulle anbefale noget nyt. Nu hvor jeg vil forsøge at blive YouTuber på fuld tid, har jeg afskrevet alt sådan noget. Det har været en kæmpestor lettelse at bare sige "Ellers tak, jeg køber bare det, jeg selv godt kan lide". Men selvfølgelig vil jeg gerne lave større samarbejder med brands, som har noget tilfælles med mig – det er jo det, jeg skal leve af.
Jeg elsker virkelig at lave videoerne. Jeg føler, at jeg er havnet på den helt rigtige hylde. Jeg bliver ikke millionær af det, men jeg håber på, at markedet vil følge lidt med. Og selvom jeg har fået en ordentlig løn for de videoer, jeg har lavet indtil videre, tror jeg kun, at betalingen bliver højere. Jeg tror, at video kan noget særligt. Man kan virkelig mærke folks personlighed der. Det er meget mere levende og bliver meget mere autentisk end på skrift."
Foto: Anne Nørkjær Bang
Elise Buch, 22 år og studerer multimediedesign. Bor i Odense. Har 93.956 abonnenter på YouTube.
"Jeg startede med at lave Youtube-videoer for to år siden, og det var ikke, fordi jeg havde store ambitioner om at få en masse følgere eller noget. Det hele begyndte egentlig på Instagram. Jeg fik dreadlocks og begyndte at dele billeder af dem, og så kom der bare en masse mennesker til, som fulgte med. Efterhånden begyndte de også at ville have videoer, og de ville gerne høre mig tale og sådan noget. Og så gik det egentlig bare fra en enkelt video til mange.
Jeg sender på engelsk. Over halvdelen af mine følgere er amerikanere, og jeg har også mange fra Storbritannien og Tyskland, men til gengæld ikke så mange fra Danmark. Jeg laver bare det, der falder mig ind. Det udvikler sig hele tiden, og jeg ligger det ikke i skema med faste udgivelsestidspunkter, som mange andre gør. Det handler ikke længere kun om dreadlocks, men også om stil. For eksempel kan jeg rigtig godt lide genbrugsfund.
Jeg lavede en video, som jeg lagde ud for et års tid siden i sommerferien, der gik viralt. Det tror jeg godt, man må sige, for den har 5,5 millioner visninger. Videoen var et svar på en masse grove kommentarer, jeg havde fået på en anden video, jeg havde lavet. Jeg havde farvet halvdelen af mit hår grønt i foråret, og det var så ved at falme, og det gik folk af en eller anden grund helt amok over. De skrev at det lignede mug. Der var også mange, der skrev, at jeg ikke burde have dreadlocks, fordi jeg er hvid. Der var så meget had, og det følte jeg, at jeg var nødt til at svare på.
Reaktionerne var virkelig voldsomme. Jeg var nødt til at slette kommentarsektionen. Det var virkelig ubehageligt, og jeg var faktisk tæt på at stoppe helt. Jeg tænkte, at hvis det påvirker mig så meget følelsesmæssigt, er jeg måske slet ikke stærk nok til at lave YouTube-videoer. Men så er det bare, at man må spørge sig selv: Er det fair, at de får lov at ødelægge det hele? Nej. Og så kommer man videre.
Der er så mange uvidende mennesker derude, som kommenterer på ting, de intet ved om. Det kan godt være ret svært at håndtere. Man bliver så irritabel – også på deres vegne. Folk kan virkelig være grove. Men heldigvis er der også vildt mange, der ikke er sådan, og det er fedt, at man kan mødes med en masse mennesker på nettet, som man har en masse tilfælles med. Især hvis man synes, at man har svært ved at finde dem her i Danmark.
Annonse
Jeg synes, at jeg har udviklet mig meget personlig gennem YouTube. Jeg har fået en masse selvtillid og mit engelske sprog er blevet meget bedre. Man kommer forbi så mange emner, udfordringer og ting, man skal håndtere. Man bliver mere klar over, hvem man selv er. Og man får et særligt, personligt forhold til dem, der ser med. Når folk skriver, at jeg kan gøre dem glade på selv de værste dage, og at når de er kede af det, kan de se mine videoer og få det godt – det er noget af det bedste, jeg kan få at vide.
