Hilda Heick: ”Jeg gik totalt i baglås og græd i garderoben"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Den var ikke engang asfalteret og lå i den lille by Nyrup på Sjælland. Min far arbejdede på mejeriet, som lå mellem Nyrup og nabobyen Stenmagle, hvor begge mine hold bedsteforældre boede. Jeg var heller ikke ret gammel, da jeg selv kunne cykle over til mine bedsteforældre. Dengang var forældre ikke så bekymrede, for der var ingen biler i Stenmagle. Min morfar var grisehandler, og min farfar var købmand. Jeg blev meget forkælet, især hos min farfar og papfarmor, hvor jeg var eneste barnebarn. Jeg fik engang en helt ny rød cykel af dem, og det var lidt usædvanligt i den lille by. Hjemme var vi min mor, far og mig. Jeg var enebarn, ligesom Annette er, for vi er åbenbart ikke så produktive i min familie. Det var et ydmygt hjem med en spisestue, som vi kun kom i tre gange om året, et køkken med gas og koldt vand og en stue med kakkelovn. 

Da mejeriet lukkede, kunne min far godt se, at der ikke var meget fremtid for en mejerist, så han fik job hos Lundbeck i Valby. Det var et chok at flytte dertil. Jeg vidste ikke ret meget om andre børn, for vi havde ikke noget tv, og der hvor jeg kom fra, gik man bare i naboens aflagte tøj. I Valby var der forskel på folk, og det var svært i starten. 

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg var myreflittig i skolen, men jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville. Min far så gerne, at jeg fik en studentereksamen, men da jeg var færdig med realeksamen og allerede havde mødt Keld, ville jeg ikke have læsegæld, så en af os var nødt til at få en kortere uddannelse. Så fik jeg et kontorjob, mens Keld tog gymnasiet. Jeg valgte det praktiske og pengene, men når du spørger mig i dag, så har jeg fortrudt, at jeg ikke fik en studentereksamen. Gymnasiet giver dig en grundviden, som du ikke kan tilegne dig senere i livet. Når Keld og jeg for eksempel står i Rom, generer det mig voldsomt, at han skal fortælle mig, hvad der står på latin på bygningerne.

Senere læste jeg merkonom i databehandling. Jeg fik et programmeringsjob hos Lundbeck, hvor jeg lavede statistikprogrammer, lønningsprogrammer og databaser. Det var vældig spændende at være med helt fra starten, og selv i dag kaster jeg mig gerne ud i ny teknologi.  

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– I 1979 fik Keld problemer med stemmen, fordi han hver aften stod og sang i timevis i røg og damp. Lægerne sagde, at fremover måtte han max synge en time om aftenen. Så blev han solist, men han kunne ikke lide at tage rundt alene, så han bad mig om at tage med. Jeg havde været med på en enkelt sang i 1976, som gik direkte ind på en førsteplads, men jeg havde faktisk ikke lyst til at synge for et publikum, for jeg kunne ikke lide, at folk kiggede på mig. Jeg ville heller ikke af sted fra Annette, som vi havde fået i 1971. Men Keld var så ked af at køre på landevejene alene, så efter at have øvet mig grundigt, tog jeg med. 

6. februar 1981 var vi på scenen sammen for første gang. Det var på Pejsegården i Brædstrup, og jeg havde vel regnet med, at der kom 50 mennesker, men da vi skulle på, sad der 700 og ventede. Jeg gik totalt i baglås og sad og græd i garderoben, men så skældte Keld mig ud. ”Nu tager du dig sammen. Vi har skrevet under på en kontrakt, og så gør man det, man er blevet bestilt til”, sagde han. Du kan tro, han kan være skrap, og han ved, hvordan han skal provokere mig. Jeg tog mig sammen, og vi kom igennem det. Folk tog godt imod os. Måske lidt overbærende. Det er i øvrigt meget lærerigt for mig at se videoer fra dengang. Jeg står hele tiden og kigger op på Keld, den store mester – ha-ha. 

Det greb hurtigt om sig, og pludselig var alle weekender besat med spillejobs, og sommerferien gik med at turnere. Jeg kunne ikke bære, at mit hjem lignede en svinesti, men samtidig syntes jeg også, det var en ny og sjov verden med søde mennesker, så jeg kvittede mit programmørjob. Jeg havde dog rigtig dårlig samvittighed over at forlade Annette hele tiden. En dag sagde hun til mig: ”Mor, kan du huske alle vores hyggelige weekender?” Det ramte mig som et piskeslag i ansigtet. Så købte vi en campingvogn, så vi kunne have et hjem til Annette, når hun tog med os. Vi købte også en hund til hende, som hun kunne være sammen med, når vi var på scenen. Det pyntede gevaldigt på familielivet. Hun gjorde i øvrigt det samme selv, da hun fik Eliot: Hun lejede en autocamper og tog ham med på tv-optagelser. 

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det var ikke sjovt, at jeg ikke kunne tage ud at handle og ikke se ud, som jeg ville. Der var også mange holdninger til, at jeg tog med Keld. Når vi kom rundt i landet, sad mænd og sagde, ”nå, kunne du ikke få fri fra konen” til Keld, når vi skulle optræde. Så havde jeg lyst til at sige noget højt, og det gjorde mig nok lidt hård i filten. Nogle har stadig sjove holdninger til mig, og de har fået lettere ved at komme af med dem på de sociale medier. Især ældre damer, der skriver ting som: ”Tror du, du er noget?” Er de mon misundelige? Tror de virkelig, jeg selv ringer til bladene? Der er endda nogen, der har skrevet til mig, at jeg ikke kan være bekendt at tage pladsen fra de unge i Vild med dans. Men regner de virkelig med, at jeg selv har banket på døren og spurgt, om jeg ikke nok må være med? Jeg har dog for længst besluttet, at det ikke må ødelægge mit gode humør. Jeg mødte en dag en dame, som kom hen til mig til Dansk Schlagerparade og sagde, at hun var en af dem, der havde skrevet grimt om mig på sociale medier, men nu var hun blevet klogere, og hun ville gerne give mig en undskyldning. Det rørte mig dybt. Men hvis man selv sidder derhjemme og har det dårligt og læser om kendte, der lever i sus og dus med lækkert tøj i skabet, så tror man måske, at det hele er så ligetil. Men det er en fordrejet sandhed. Man skal altså ikke tro, jeg er kommet sovende til det. Jeg er faktisk ræd, når vi skal præstere. Jeg får ondt i maven og hjertebanken, for jeg vil gerne gøre alting så godt. Det er ikke altid så nemt at stå på scenen, som folk tror. 

Livet på landevejen?

– Vi solgte campingvognen, da Annette var 17, men vi er stadig på landevejen. Vi tager det stille og roligt og tager færgen, når vi skal spille i Jylland og et hotel, hvis vi ikke har lyst til at køre hjem om aftenen. Så plejer jeg lige at ringe til hotellet i forvejen og sørge for, at de har en ostemad og en kande te klar til os. Eller en øl hvis det går vildt for sig. Det er stadig hyggeligt at være på landevejen os to. Vi siger nej tak til det, vi ikke vil, og nyder friheden til at vælge. Vi taler også tit om, hvor godt livet har været mod os. 

Har du nogensinde stået i en situation, hvor du mistede vejgrebet?

– Vi spillede engang til Top Charlie i Parken foran 5000-6000 mennesker. Af en eller anden grund kunne jeg ikke høre lyden fra monitoren, i stedet kunne jeg bare høre larm, der blev slynget rundt mellem tribunerne, og publikum, der råbte. Jeg følte virkelig jorden forsvinde under mig. Jeg så det senere i tv, og det var heldigvis ikke så slemt, som jeg frygtede, selv om der var et par skæverter. 

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

(Keld er i nærheden, red.)

Keld: – Hilda er generalen, og jeg gør, hvad der bliver sagt. 

Hilda: – Ja, næsten. Jeg styrer det herhjemme og vist nok også vores job.

Keld: – Ja, nogle gange er det faktisk sådan, at når vi sætter os ind i bilen, ved jeg ikke, hvor vi er på vej hen. Det er måske sat på spidsen, men det er heller ikke helt ved siden af.

Hilda: – I store træk bestemmer jeg, for Keld vil bare gerne have sin sudoku, sin guitar og fodbold i fjernsynet. Det kom sig nok af, at Keld i begyndelsen både læste til lærer og var ude at spille hver weekend, og så tænkte jeg: ”Så klarer jeg alt det andet.” Da orkesteret på et tidspunkt manglede en til regnskaber og booking, blev det mig, og det er jeg fortsat med. Det er aldrig noget, vi har aftalt. Det er bare sådan, det er blevet. 

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– Jeg har faktisk altid bestemt, hvor vi skulle bo. Men da vi kom hjem efter at have boet en årrække i Sverige, kiggede vi efter et sted, vi kunne bygge vores eget hus, og da Keld så denne grund, sagde han: ”Her vil jeg bo.” Her ville han sidde og blive gammel og kigge over på skoven. Det ville jeg ikke, for jeg kunne se, hvor meget arbejde der ville være med at anlægge grunden. På den anden side drillede jeg ham også med, at det var lidt for sent at blive skilt lige før guldbrylluppet. Det er faktisk den eneste gang, han har bestemt, hvor vi skulle bo. Ellers har han altid sagt: ”Hvis du synes…”. Jeg har verdens rareste mand.

Hvor er du på vej hen lige nu? 

– Jeg tror, det er ti år siden, de første gang ringede fra Vild med dans og spurgte, om jeg ville være med. Men vi har altid så mange fredagsjobs, vi ikke kan aflyse, så det har ikke kunnet lade sig gøre. For tre år siden ringede de, hvor det faktisk passede godt, for Keld skulle på turné uden mig. På en ferie lige inden kunne jeg dog mærke, der var noget galt med min fod. Jeg blev undersøgt og opereret og fik at vide, at der ville gå i hvert fald et år eller to, inden jeg kunne danse. Men nu har jeg det fint, så da de ringede i år, og vi havde fået aflyst jobs på grund af corona, sagde jeg: ”Tjah, hvorfor ikke.” Bagefter tænkte jeg: ”Du er ikke rigtig klog.” Jeg ved jo godt, hvor hårdt det er, men jeg elsker at danse. 

Hvem er Hilda Heick

• Født 1946 på Midtsjælland. 
• Mødte i en tidlig alder Keld Heick, som hun blev gift med. 
• Siden 1980 har Keld & Hilda også dannet par professionelt og været fast inventar på dansktoppen. De er forældre til entertaineren Annette Heick og bor til dagligt i Vedbæk. 
• Næste år tager Keld & Hilda på 100-års turne, fordi det er 60 år siden, Keld debuterede, og 40 år siden han fik Hilda med. 
• Fra 2. oktober har man kunnet opleve Hilda Heick på dansegulvet i årets udgave af Vild med dans på TV2.