En ulykke i 2015 ændrede Hilda Heicks forhold til sine børnebørn: ”Jeg gav dem trøst og kærlighed”
Da Keld og Hilda Heicks svigersøn, Jesper Vollmer, i 2015 kommer ud for en alvorlig ulykke, der vender op og ned på alting, er parret i en periode nødt til at påtage sig en form for forældrerolle for deres to børnebørn. Lige så hårdt det er, lige så givende er det. Det fortæller Hilda Heick i et interview med Hendes Verden.
Det var en svær tid for hele familien, da kok og kogebogsforfatter Jesper Vollmer i vinteren 2015 brækkede nakken under en badeulykke på familiens tur til Thailand.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Mens Jesper Vollmer kæmpede for at få sin førlighed tilbage på et genoptræningscenter i Nordsjælland, skulle hans hustru, Annette Heick, kort tid efter ulykken stå på scenen i Aarhus som Eliza i My Fair Lady. En rolle hun havde drømt om længe.
På det tidspunkt boede alle tre generationer Heick i Sverige i to huse kun få meter fra hinanden, så det var helt naturligt, at bedsteforældrene til parrets to drenge, Eliot og Storm, tog over.
Det fortæller Hilda Heick i et stort interview til Hendes Verden.
”Vi blev jo nærmest forældre for drengene i fem måneder fra januar til sankthans, og vi var også opdragende, for man kan ikke se igennem fingrene med ting i fem måneder. Indimellem måtte vi sige: ”Sådan er det hos os,” uddyber Hilda Heick og fortsætter:
”For eksempel var Eliot (Keld og Hildas ældste barnebarn, red.) lidt af en fri fugl, og nogle gange glemte han at sige, hvor han gik hen efter skole. Så kunne jeg sagtens tage en lille snak om det med at give besked, fortæller Hilda, som også husker perioden for en hel masse kørsel af drengene til sport osv.”
Stærke bånd
Selvom Jesper Vollmers ulykke var voldsom og også svær for de to drenge at forstå, er Hilda Heick ikke i tvivl om, at det også var en givende tid for alle parter.
”Det var et stort ansvar, men det var også hyggeligt at have en hverdag sammen. Og indimellem svært. Børnene savnede deres mor, og samtidig var de usikre på, om deres far nogensinde kunne spille fodbold med dem igen, så de græd om aftenen, når de skulle sove,” husker Hilda.
”Jeg vidste jo godt, at deres far nok ikke kom til at spille fodbold igen, men det så jeg ingen grund til at sige til dem. Jeg gav dem trøst og kærlighed. Man skal jo give dem håb,” siger hun.
”Vi fik meget tætte bånd til de drenge. Bånd, vi ellers ikke havde fået. Nu ringer de og betror sig til deres mormor før nogen andre,” indskyder Keld og kigger kærligt på Hilda.
Læs hele interviewet med Hilda Heick på linket nedenfor. Her fortæller hun mere om, at barnebarnet Eliot skal med hende og Keld på turné og om Annette Heicks vej ind i showbiz.