Isabell Kristensen: "Jeg blev gift som 18-årig. I den alder bliver man så forelsket, at man hverken kan høre eller se"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det må have været Tranegårdsvej i Hellerup eller Strandvejen. Min far var civilingeniør, og min mor underviste på universitetet. Ingen af dem havde noget med mode at gøre, men min mor var god til at klippe og sy tøj til både sig selv og til mig og mine to søstre. Hun var også god til at male og lave batik. Far kunne lave sæbekassebiler, som han malede tegneseriefigurer på.

– Vi rejste meget, da jeg var barn. Jeg brød mig ikke om at flyve, så vi kørte i bil til blandt andet Sydfrankrig. Jeg var meget videbegærlig, så min far sad og forklarede ting hele vejen derned, ligesom vi talte palmer, jo tættere vi kom på Sydfrankrig. Jeg har elsket palmer lige siden, og jeg tror, det er fordi, de minder mig om mine ferier med familien, hvor vi badede og hyggede os. Ferierne gjorde mig eventyrlysten, og da jeg selv fik børn, rejste vi til eksotiske destinationer som Egypten, Brasilien og Cuba – til min mors store forskrækkelse.

Din levevej?

– For mig var det vigtigste at finde et job, jeg var god til, og jeg var god til to ting; mode og sprog. Allerede som meget ung læste jeg en bog om Coco Chanel, og hun blev en stor inspiration. Hendes sidste kollektion kom på gaden, da hun var i 80'erne. Den sidste dag i hendes liv arbejdede hun på sin kollektion, spiste middag i Paris og gik hjem, hvor hun sov ind. Da jeg læste det, tænkte jeg: Hvor er det ærgerligt at stoppe med at arbejde, når man bliver 60 år, hvis man elsker det, man laver. Tænk at blive ved hele livet og lave sin sidste kollektion, når man er i 80'erne.

– Det mest afgørende for min vej ind i moden var nok, at jeg blev stoppet på gaden som 12-årig, hvor jeg blev model, fordi jeg var meget høj. Jeg syntes, alt det med styling og kollektioner var så sjovt. Mit første fotoshoot var til Alt for Damerne, og min mor var med mig, kan jeg huske. Jeg syntes, det var fedt at tjene gode penge, og det var jo sjovere end at gå med aviser eller stå i en bager, hvad jeg også har prøvet. Jeg er meget genert, så jeg har svært ved at holde tale for en forsamling for eksempel. Til gengæld har jeg altid tegnet, og jeg blev designer ved at tilmelde mig en designkonkurrence i London. Jeg blev aldrig færdig med gymnasiet, for jeg arbejdede så meget, at jeg til sidst havde for meget fravær. På den måde er jeg vist ikke et godt eksempel for unge mennesker, for jeg synes, man skal gøre sin uddannelse færdig. Jeg begyndte også at pjække meget fra skole for at lave modelarbejde. Men der er så hård konkurrence i verden i dag, så jeg synes, unge mennesker skal tage en uddannelse, for det er ofte vejen til at nå sine drømme. Jeg har i det hele taget altid gjort alting ret hurtigt, jeg tror, det skyldes min nysgerrighed.

LÆS OGSÅ: Claudia Rex: "Min brors død lærte mig, at jeg skal gøre, hvad jeg vil og nyde hvert sekund"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg blev gift som 18-årig. Jeg var ret ung! Men jeg rejste meget som model i den periode, og der mødte jeg min første mand. I den alder bliver man så forelsket, at man hverken kan høre eller se. Jeg hørte ikke efter, når min mor og far sagde: Stop nu lige. Jeg blev gift med ham og flyttede til London, hvor jeg endte med at bo i 16 år. Da jeg blev skilt, flyttede jeg til Monaco og mødte min nuværende mand, som er dansker. Vi mødtes, da jeg lavede et modeshow i Cirkusbygningen i København, hvor Shirley Bassey skulle synge. Hun havde et kæmpe orkester med, og han var hyret til at stå for musikken. Jeg kom med fire små børn i bagagen, og alle hans venner drillede ham med, at han blev far til fire fra den ene dag til den anden. Vi var sammen ret længe, inden vi blev gift for syv år siden. Jeg havde faktisk slet ikke tænkt mig, at jeg skulle giftes igen, men han spurgte så mange gange. Min mand er sjov, og han får mig tit til at grine.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Det tog lang tid for mig at beslutte mig for at blive skilt fra min første mand, men jeg var ikke lykkelig i mit ægteskab, og det er jo vigtigt. Når man har flere ulykkelige dage end lykkelige, er der noget galt.

– Da jeg blev skilt, var jeg allerede selvstændig med min forretning i London og mor til fire små børn. I den situation tænker man ikke på sig selv, jeg er et familiemenneske og tænker altid på de fire først. Mit job er syv dage om ugen og døgnet rundt, og selv når jeg sad og legede med børnene på deres værelser, kunne jeg blive inspireret af deres legetøj, mønsteret på gardinet eller en fugl, der fløj forbi, når vi gik i parken. Jeg fandt en rytme, hvor jeg arbejdede meget om natten, for om morgenen skulle jeg aflevere børn forskellige steder, om dagen var jeg i forretningen, og om eftermiddagen skulle de alle fire hentes igen. Om natten var der ro til at jeg kunne koncentrere mig. Hvis nogen havde spurgt mig som ung, om jeg kunne klare det, ville jeg have svaret: "Du må være vanvittig."

LÆS OGSÅ: Jesper Høvring: Manden, der vil gøre kvinder smukke

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Som barn var jeg meget sammen med min mormor. Vi spillede kort og spiste wienerbrød, og jeg elskede at være på hendes loft, hvor hun havde sine fine ting. Min mormor gik aldrig på gaden uden hat, og allerede som 15-årig kunne jeg finde på at gå med hat og slør på Strandvejen – og støvler og bukser. Allerede dengang elskede jeg alt det med knapper, krystaller og hatte. I dag elsker jeg at lave mit eget broderi, unikke stoffer, hånddraperede kjoler, plisserede silkekjoler – åh jeg elsker plisseringer – og at se på en syerske, der er otte uger om at lave en kjole færdig. Jeg elsker at se det håndværk, og kjolerne er min anden baby – eller rettere: min femte. Det var min mormor, der inspirerede mig til at gå den vej. Jeg var meget tæt med mine bedsteforældre. Da jeg var ung og nygift og boede i London, kom min mormor på besøg en uge. Hun endte med at blive der i to år, og jeg kørte hende rundt i Londons gader i rullestol. Jeg blev selv bedstemor samtidig med, at jeg blev gift igen for cirka syv år siden. Det er fantastisk at se sine børns børn vokse. Jeg har også en helt anden tålmodighed med de tre børnebørn, jeg har i dag. Nathyan er for eksempel vild med natur, så i stedet for at læse en historie om aftenen ser vi naturprogrammer om Det indiske Ocean. Fiskene og blæksprutterne kan sagtens inspirere mig i mit arbejde, og det er samtidig spændende for en syvårig.

Hvornår kan du føle dig på afveje?

– Jeg gik engang ind på Hotel de Paris i Monaco og spurgte, hvor man får syet tøj på mål. De henviste mig til London og New York. Okay, så kunne jeg se muligheden for at åbne min egen forretning i Monaco. I dag går jeg ikke selv i de smarte områder i byen – hellere i industriområderne. I januar var jeg for eksempel en tur i pelsdistriktet i Paris, hvor de står og syr pelse i værksteder og hænger dem op på en krog i vinduet. Jeg synes faktisk, at det er federe at se en pels der end i vinduet hos Hermès. I Bangkok har jeg været ude og kigge på hørproduktionerne. Det var så spændende, og jeg kan altid godt lide at gå på opdagelse alene, når jeg ser mit snit til at slippe væk fra alle andre. Jeg er en "people person" og jeg synes, det er spændende at møde mennesker i alle lag af branchen.

LÆS OGSÅ: Line Baun Danielsen: “Min bror var evnesvag og boede på et hjem, så vi besøgte ham hver weekend”

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg er ret genert, så nogle gange, når folk hilser på mig på gaden, tænker jeg: Øh, kender vi hinanden? Der er mange danske turister i Monaco, som lige skal ind og sige hej, og det, synes jeg, er så dejligt. Monaco er så lille, at man slet ikke kan undgå at mødes. For nyligt var jeg til en filmpremiere i Danmark, hvor en kvinde på rækken foran mig vendte sig om og sagde, at hun var så glad for en ruskindsjakke, jeg engang havde lavet. Et kompliment bliver man jo altid glad for. Især når man som jeg nogle gange kan tvivle på sig selv. Faktisk tvivler jeg på mig selv, hver gang jeg skal vise en ny kollektion. Når folk siger, det er flot, tænker jeg i stedet: Hvordan kan jeg gøre det bedre næste gang.

Hvilken vej bor du på nu?

– Jeg bor i Monaco, hvor jeg føler mig hjemme, når jeg går på stranden og dufter havet, for det minder mig om min barndom i Hellerup. Jeg er også hjemme, når jeg går tur i Hyde Park i London, hvor mine børn er vokset op. Og så føler jeg mig også hjemme, når jeg sidder hos mine forældre i Danmark og drikker kaffe og spiser en romkugle. Jeg er i øvrigt meget afhængig af kaffe, og jeg har min egen kaffemaskine på mit hotelværelse i København. Kaffen er en særlig chokoladekaffe, som jeg køber i Rosenborggade, den kan jeg slet ikke undvære. Jeg rejser altid med så lidt bagage som muligt, man har jo aldrig brug for alle de ting, man medbringer. Jeg kan sagtens føle mig hjemme på et hotelværelse, jeg pakker bare et par småting ud, så er det ligesom at være hjemme.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg har lige været til den engelske pendant til Oscar-uddelingen, Bafta Awards i London. Jeg vil rigtig gerne designe kostumer til flere film. Det passede ikke ind i mit liv, da jeg havde små børn og ikke kunne være så meget væk. Min yngste datter læser i øvrigt til skuespiller, og hele familien er meget interesserede i film. Vi har også et modeshow i år til Cannes Filmfestival, hvor vi klæder mange af stjernerne på.