Jeanette opdagede, at hun er hittebarn: "Jeg fik en kæmpe knude i maven"

Jeanette er otte-ni år gammel, da hun for første gang får historien om sin fortid.

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at hun er adopteret, men denne aften fortæller hendes forældre nye detaljer om dengang, de hentede hende, otte måneder gamle Jeanette, til Danmark fra Iran; at de holdt en fest, da de kom hjem, og at hun lå på gulvet, hvor hunden hilste på hende.

Og så siger de noget, der sætter sig fast: De hentede Jeanette på et børnehjem, hvor hun havde boet, siden hun blev fundet foran en politistation i Teheran, 14 dage gammel. Her havde hendes biologiske mor efterladt hende.

"Det var første gang, det gik op for mig, at jeg er hittebarn," siger Jeanette Søm Munk i dag.

"Jeg fik en kæmpe knude i maven. Dengang kunne jeg ikke forstå, hvorfor jeg fik det sådan, men i dag er jeg overbevist om, at det var skam, jeg følte. Skam over ikke at være elsket."

Adoptionens traume

Den otteårige Jeanette ville dog ikke vise, hvordan den nye viden påvirkede hende.

"Jeg sad med røde ører under mit lange hår, og til sidst måtte jeg gå ud på badeværelset og græde ned i et håndklæde, for at mine forældre ikke skulle høre det. Nu var jeg jo hos dem, og jeg ville ikke være utaknemmelig," forklarer hun.

Jeanette sidder i sit køkken i Valby og genkalder sig episoden, som pludselig gav hende et nyt syn på sig selv og det, hun kommer fra. Nyheden rykkede ikke ved, at hun havde et godt liv; en kernefamilie i Dejbjerg i Vestjylland med mor, far, storesøster og masser af kærlighed og trygge rammer.

I dag er Jeanette gift, har en datter og arbejder som psykoterapeut. Hun er et godt sted. Alligevel mener hun, at det at blive forladt af sin mor har efterladt nogle usynlige ar, som altid vil være en del af hende. Det er en side af adoption, vi ikke hører om så tit, og derfor har hun skrevet en bog om sine erfaringer.

"Ligesom de fleste adopterede hører jeg ofte den der: "Hvor var det godt, at du kom hertil; tænk, hvis du var vokset op fattig. Er du ikke glad for det?" Men så enkelt kan man ikke se på det," siger Jeanette.

"Jeg mener, at enhver adoption er traumatisk. Det svigt, det er at blive forladt som spæd, følger med, selv om man ikke kan huske det. Men kroppen husker."

Frygtede ensomheden

Jeanette havde en uro over sig som barn. I skolen havde hun svært ved at sidde stille og koncentrere sig, og tanken om at læse en bog kunne give hende fysisk ubehag. Men i 1970'erne var der ikke fokus på at følge op på adopterede børn.

"Jeg blev bare sat ind i en familie, og så regnede man med, at det gik. Men jeg følte mig anderledes, og det satte sig i mig som dårligt selvværd og en følelse af, at jeg ikke var særlig klog," siger Jeanette.

Hun mener selv, at uroen stammede fra posttraumatisk stress efter at have boet på børnehjem med skiftende personale og utilstrækkelig tryghed. Men ingen tænkte tanken dengang. Da hun var i 20'erne, begyndte sårene for alvor at springe op. Jeanette blev ekstremt fokuseret på at få et parforhold og beholde det for næsten enhver pris.

"Jeg var ikke så kritisk med mænd, fordi jeg higede efter at blive forbundet med et andet menneske," forklarer hun.

"Når jeg kunne mærke, at en mand ikke var så interesseret i forholdet mere, fik jeg det dårligt. For så var jeg jo ved at blive forladt igen. Alle kan blive kede af at blive forladt, men for mig var der et ekstra lag, fordi jeg har oplevet det ultimative svigt – at blive forladt af min egen mor."

Tabt symbiose

Hendes higen efter tosomhed faldt dog til ro, da Jeanette mødte Christian, som hun i dag er gift med. Først da begyndte hun at åbne op for sine følelser omkring det at være adopteret – uden at skamme sig. Det store gennembrud kom, da hun i 2013 begyndte på uddannelsen til psykoterapeut og skulle igennem såkaldt egenterapi.

"Jeg fortalte terapeuten, at jeg altid havde været opsat på at få et parforhold, og at det handlede om tryghed," fortæller Jeanette og fortsætter:

"Hun sagde: "Jamen, Jeanette, det handler jo ikke kun om tryghed. Det handler om, at du som spæd er blevet revet ud af den sammensmeltning, hvor barnet tror, at det er ét med moren. Det er den symbiose, du har prøvet at genskabe." Det var en kæmpe åbenbaring, som gjorde, at jeg kunne begynde at reparere mig selv."

Jeanette er glad for, at der i dag, modsat da hun var barn, tilbydes vejledning og støtte til forældre, der adopterer et barn, til fagpersonalet omkring barnet og til den adopterede selv. Havde den slags eksisteret, da hun voksede op, var hendes heling måske begyndt tidligere.

"Jeg bebrejder hverken mine pædagoger eller lærere og slet ikke mine forældre, for de gjorde deres bedste og havde ingen forudsætninger for at gøre noget anderledes," siger hun.

"Men i dag kan jeg se, at jeg nok skulle have haft en støtteperson i skolen, som kunne få styr på min uro og hjælpe med mit selvværd."

Find fred

Netop selvværdet – følelsen af, at hun har lige så meget ret til sin plads i verden som alle andre – er Jeanette ikke ene om at slås med. Det gør mange adopterede, har hun erfaret gennem samtalegrupper på sociale medier. Her har hun fundet nogen at spejle sig i, hvilket ikke fandtes i barndommens Vestjylland.

"Jeg har manglet nogen med en historie, der ligner min. Det ville have givet mig en ro og en forklaring på, hvorfor jeg på trods af min trygge opvækst stadig kæmper med nogle ting," siger Jeanette.

Nu håber hun, at hendes bog vil hjælpe andre adopterede med at finde det, hun selv har manglet: Fred med det, de kommer fra.