"Perfektion interesserer mig ikke"

Han husker det tydeligt, selv om han kun var tre år. Hvordan han lå og skvulpede rundt i en vandseng bygget inde i maven på en gigantisk kvindefigur udstillet på Louisiana. Kasper Eistrup var på det nordsjællandske kunstmuseum med sin mor og far, der som så ofte før havde taget deres lille dreng med ud for at se nærmere på den verden, som de forklarede ham ikke altid behøvede at give mening. Og betagelsen af kunsten blev lige så stille overført fra forældre til søn og plantet så grundigt, at den har fulgt Kasper Eistrup lige siden. Hans mor har fortalt, at han som lille livligt gav rundvisninger i familiens malerier, når der kom gæster i hjemmet. At han elskede at tegne alt, hvad han så, og hun derfor altid havde en kinabog med under armen, som han kunne udfolde sig i.

LÆS OGSÅ: Mit liv med diabetes: "Er jeg stresset, kan jeg mærke det på mit blodsukker" 

"Jeg elskede at gå på udstilling og kigge på folks kunst, og det gør jeg stadig. Jeg er lidt af en kaot, så det taler til mig, at der eksisterer en verden, hvor man kan leve i fred med sit kaos og udtrykke nogle ting, som andre ikke kan sige. Komme med nogle personlige kommentarer til verden," forklarer Kasper Eistrup til Eurowoman.

Vi møder ham i hans atelier i Den Grå Kødby. Den del af kvægslagternes tidligere arbejdsplads, der endnu ikke er belagt af klubber og restauranter overfyldt af byens in crowd. Her er lange, lave bygninger, som tidligere husede slagtestalde og smalle små lokaler, som i dag lægger grund til et lille kaffested, spillestedet 5e og en række kreative kræfter. Bl.a. Kasper Eistrup-. Der er sket meget, siden han tegnede i kinabøgerne, som han stadig har stående hjemme på hylden. Mest af alt har han etableret sig som en af Danmarks bedste sangskrivere og musikere i et af landets største rockbands, Kashmir, der til foråret har eksisteret i 25 år. Gennembrudsalbummet – og bandets tredje – The Good Life fra 1999 med giganthits som Graceland og Mom in Love, Daddy in Space forførte både mænd og kvinder med sin drømmende lyd i en grad, så bandets medlemmer efterfølgende kunne pynte stuerne med hele seks Grammyer for deres indsats. Og endnu vigtigere eta-blerede så loyal en fanskare, at der stadig er fyldt foran scenerne, når gruppen entrerer.

LÆS OGSÅ: Derfor forsvinder han pludselig som dug for solen efter jeres flirt 

Kunst med dybde

Uden for scenen har Kasper Eistrup sideløbende dyrket sin passion for kunst. Han har fortsat museumsbesøgene, og han er fortsat med at tegne. Først covere til Kashmirs album, dernæst til forskellige større og mindre kunstprojekter samt egne udstillinger og senest hans første soloudstilling i otte år med titlen Book of Love. En udstilling med en række værker af personer, der fascinerer ham, og en udstilling, der sætter en afgørende streg i hans liv. Han har valgt at sige et farvel til musikken for nu og et fuldbyrdet goddag til kunsten. Kasper Eistrup er ikke længere alene ham fra Kashmir. Nu er han også ham, der maler værker, som med deres skrøbelighed og poesi taler lige så meget til publikum, som hans sange har gjort gennem tiden.

"Det er spændende for mig, når kunst bliver personlig. Når man har lært de grundlæggende teknikker og så afviger fra dem. Jeg arbejder med noget meget abstrakt sammen med noget mere konkret, og jeg søger at sætte billeder på mine egne tanker, stress eller eufori. Eller min kærlighed til eller frustration over noget. Mit mål er, at det, jeg laver, er en direkte forlængelse af det, jeg tænker. Der er jeg ikke endnu. Men måske når jeg bliver en gammel mester," siger Kasper Eistrup til Eurowoman.

På den nederste etage i det gamle hus i Kødbyen er der to rum, hvor værkerne bliver vakt til live. Her arbejder Kasper Eistrup hver dag og lige nu på en række nye værker som en opfølgning til Book of Love, der var så eftertragtet, at galleriet til ferniseringen tiltrak 1.000 mennesker og efterfølgende 200 daglige besøgende i hele udstillingsperioden. Øverste etage er indrettet mere afslappet med en sofa, et spisebord og den kaffemaskine, som Kasper Eistrup frekventerer et par gange under interviewet. "Er det o.k., at jeg ryger?"

Kasper Eistrup tænder en af de cigaretter, som han selv siger, at han ryger alt for mange af. Han er ofte blevet beskrevet som værende enormt seriøs, tenderende til melankolsk. En mand, hvis musik er fyldt op af følelser i en sådan grad, at anmeldere har kritiseret den for at være for højtravende.

"Jeg ser mig selv som seriøs, men også som et legende og humoristisk væsen. Hver ting til sin tid. Musik og kunst taler til mig, hvis jeg mærker, at der foregår noget under overfladen, og jeg vil hellere være lidt for seriøs end bare for sjov i forhold til mit arbejde. Jeg tror ikke, at jeg var kommet til det sted, hvor jeg er nu, hvis ikke jeg havde turdet tage mit arbejde alvorligt. Men det betyder ikke, at man ikke er et humoristisk menneske eller ikke har humor i sit arbejde," siger Kasper Eistrup. "Når jeg ser tilbage på min tid i Kashmir, er det den, hvor jeg har grinet allermest."

Surrealistisk gennembrud

Kasper Eistrup er født i Skovshoved. Han har aldrig været prototypen på den dreng, der cyklede kvarteret tyndt, legede krig i skoven eller spillede fodbold. Han ville hellere tegne. Som syvårig begyndte han at lave sine egne tegneserier, som blev fotokopieret på moderens arbejde og solgt i kvarteret for 5 kr. Det drømmende univers var en besættelse for Kasper Eistrup, der elskede at opfinde karakterer og fortælle historier, og da han var 13, meldte hans mor ham til et tegnekursus på en animationsskole, som Disney havde i København. Med 24 tegninger pr. sekund i en tegnefilm gik det op for ham, at den tidskrævende disciplin ikke var for ham. Så i stedet fortsatte tegneserieproduktionen i endnu større omfang. Ved siden af lærte Kasper Eistrup sig selv at spille trommer og guitar, og da han efter folkeskolen startede på Kastanievej Efterskole i København og i 1991 mødte trommeslageren Asger Techau, blev kimen lagt til Kashmir. Bassisten Mads Tunebjerg kom til, og i 1993 blev de tre drenge nummer to efter Dizzy Mizz Lizzy ved DM i rock. Vejen til succes var banet, men forhindringerne blev først rigtig ryddet af vejen med albummet The Good Life.

"Gennembruddet føltes som en kulmination på alle de drømme, vi havde haft, og alle de ting, vi havde arbejdet på, siden vi var 16 år. Det var ubegribeligt og en meget surrealistisk oplevelse pludselig at blive hørt og taget seriøst. Nu havde folk et forhold til os, og vi gjorde en forskel," fortæller Kasper Eistrup.

Men hvorfor den pludselige succes?

"Det var en kombination af, at vi var klar til det næste skridt, og at vi kunne levere det soundtrack, der var brug for på det pågældende tidspunkt. Vi var ikke bange for at skrive klare melodier og tekster, som havde dybde og noget på hjerte. I tiden var der det, vi kaldte pre-millennium tension op til år 2000, hvor folk var bange for noget, de ikke vidste, hvad var. Kunstscenen var meget grålig, og folk søgte en melankoli. Og her passede vores musik godt ind," mener Kasper Eistrup, der egentlig helst ikke selv vil sætte ord på sin kvalitet som sangskriver, men presset siger:

"Jeg tror, jeg kan sætte ord på følelser og stemninger. Jeg er ikke nogen ekvilibrist, og egentlig er jeg en middelmådig sanger og en middelmådig guitarist. Lytter man sig helt ind på vores sange, vil man kunne høre mange småfejl hos mig. Men perfektion har aldrig rigtig interesseret mig. Det er udtrykket, der er spændende, og jeg er god til at sætte elementer sammen, så de styrker hinanden, står i kontrast til hinanden og dermed påvirker lytteren."

Personlig krise

Og Kasper Eistrup har i den grad sat sit mærke på lytteren. Med syv studiealbum, mere end en halv million solgte plader og en uanet antal spillede koncerter har han dannet lydspor til flere generationers musikalske fundament. Men som dokumenteret i musikfilmen Rocket Brothers, der fulgte Kashmir, som nu også bestod af Henrik Lindstrand, efter The Good Life og under tilblivelsen af det næste album Zitilites, røg Kasper Eistrup ind i en personlig krise. Vægten af forventninger blev for tung og tanken om, at alle havde en mening om ham, for svær.

"Vi var pænt store stjerner i Danmark på den tid. Vi kom fra en stor succes med The Good Life, og vi spillede på de store festivaler. Men jeg kunne ikke administrere, at folk vidste, hvem jeg var, og havde en holdning til mig, samtidig med at der var en enorm forventning og et pres om at skulle levere en plade, der kunne leve op til den sidste, vi havde lavet. Jeg var bange for at tabe det hele på gulvet, og at alt det, vi havde opbygget, var spildt. Det fik jeg en pænt stor krise omkring," siger Kasper Eistrup og holder en pause.

"Det er bare svært at være et ungt menneske, der pludselig bliver feteret af mange andre unge. Det skal man have en speciel psyke for at kunne klare. Jeg tror, at mange danske musikere har gået igennem det samme, men forskellen er bare, at det ikke er blevet plastret ud over det hele."

Redningen blev for Kasper Eistrup at samle sig selv op igen og tage væk fra den både tilfældige og lemfældige tilgang til musikken og ind i det kreative rum, som ikke er nok blot at stå i, men som han også har brug for at pleje for at fungere optimalt.

"Jeg fandt ud af, at jeg ikke duede i det musikerliv, hvor man er oppe til kl. 3 om natten og først står op igen, når man har lyst. Jeg tog ikke tingene seriøst nok, og jeg udmattede mig selv i det liv. Det handler om at have en vis andægtighed omkring sit oparbejdede talent, men efter The Good Life glemte jeg at arbejde med det. Jeg tænkte, at det nok ville komme til mig, men det gjorde det ikke," siger han og fortsætter:

"Jeg gjorde mange ting for at komme igennem krisen, men især brugte jeg energi på at arbejde rigtig hårdt med tingene og prøve at få noget disciplin ind i mit liv. Hvis du ikke har selvdisciplin, flyder tiden, uden at du får lavet noget, og det giver et stort tomrum. Men jeg har lært, at det ikke er verdens undergang, når man får det på den måde. Kreativitet kommer og går. Det handler om at opsøge den. Stille sig i strømmen og absorbere de ting, der kommer flydende. For man finder dem ikke, hvis ikke man står der. Sidder man bare og venter, er det sjældent, de gode ideer kommer."

Set i bakspejlet synes Kasper Eistrup, han har klaret turen igennem stjernelivet med sig selv i behold.

"Jeg synes, jeg har været god til at være rockstjerne, uden at det konsumerede mig alt for meget, og uden at jeg blev en narrøv. Jeg føler mig stadig som et udadvendt socialt væsen, som godt kan møde nye mennesker. Jeg tror, man skal passe på med ikke at blive for opmærksom på sig selv set udefra, og det kan man nemt blive i den verden, fordi man er vant til at skulle tage sig ud og gå op i rampelyset og være fed på den tjekkede måde. Det er jeg heldigvis god til at glemme ved at huske på, at jeg bare er endnu et menneske."

En glæde ved hverdagen

Modsat musikerlivet byder livet som fuldtidskunstner på masser af struktur for Kasper Eistrup. Til trods for at han altid har frygtet at sætte sig ind i hamsterhjulet, som mange beskriver en hverdag med en fast arbejdsrytme, føler han nu, at det ikke kunne være mere rigtigt. Han møder hver dag i atelieret, og han trives. Fordi han får lov til at arbejde med sin passion. Og fordi han stadig har sin frihed.

"Friheden er nok i virkeligheden mit ultimative mål. Jeg vil gerne være fri, jeg vil gerne bestemme selv, og jeg er rigtig glad for, hvor jeg er i mit liv lige nu. Jeg kan arbejde herfra og til dommedag, fordi jeg ikke ser på mit arbejde som et arbejde. Jeg skal bare ned på mit atelier og lave noget vildt spændende, og det er kun blevet mere spændende af, at jeg har lavet en udstilling, som er gået så godt, og hvor der er nogen, der værdsætter det, jeg laver," siger Kasper Eistrup, hvis faste arbejdsrytme har fået endnu mere mening, efter han for 10 måneder siden blev far for anden gang til sønnen Elvin.

Sammen med Elvins storesøster, femårige Coco Luna, og kæresten Marianne Mosbæk, der er mor til Elvin, danner Kasper Eistrup den familie, som fungerer endnu bedre i en planlagt hverdag.

"Det her nye liv giver noget kontinuitet med min familie. En helt anden ro. Jeg føler, at jeg er kommet frem til der, hvor jeg gerne ville hen, uden nogensinde at have vidst, hvor det var. Jeg har altid frygtet stilstand. For mig var stilstand lig med død. Det har skræmt mig at skulle ud og have et almindeligt arbejde, fordi jeg har svært ved at se mig selv udføre en opgave, som dybest set ikke interesserer mig. Jeg føler mig vanvittig privilegeret over at være et sted nu, hvor jeg kan have et almindeligt dagligdagsliv, men stadig lave noget, jeg brænder for. Hvor alle sur røv-opgaverne er pillet ud af ligningen."

LÆS OGSÅ: Lotus kæmpede med anoreksi i 12 år: "Jeg levede af Cola Light og salte fisk" 

Forhold uden konkurrence

Kasper Eistrup mødte Marianne Mosbæk i 2013. De bor sammen på Frederiksberg i en lejlighed, han selv har sat i stand. På væggene hænger værker af amerikanske John Copeland, svenske Sara-Vide Ericson og danske Michael Kvium. "Nå, nu kommer det," siger Kasper Eistrup og smiler skævt, da spørgsmålene omkring hans kærlighedsliv kommer dumpende. Han er ikke kendt for at være åbenmundet omkring sine tre tidligere ægteskaber, og han viser kun sjældent sine forelskelser frem til offentlige arrangementer.

"Jeg har en kæreste, som jeg er meget glad for. Hun er anderledes end mig på den måde, at hun er dygtig matematisk og logistisk og meget rationelt tænkende. Det er jeg ikke så god til, så vi har et godt samspil. Nogle gange tror jeg, hun synes, jeg er røvirriterende at leve sammen med, og det kan jeg godt forstå. Men jeg tror også, hun synes, det et dejligt, fordi der kommer nogle underlige overraskelser fra min side. For mig er det vigtigste i et forhold, at man ikke er i konkurrence med hinanden. At man besidder hvert sit kanontårn i et fort, som er et fællesskab. Jeg har været i forhold, der var konkurrenceprægede, og det er noget farligt noget. Man skal have hvert sit område og give hinanden plads," mener Kasper Eistrup, der også har en klar holdning til ægteskabet.

"Det har jeg prøvet, og det siger mig ikke rigtig noget. Jeg synes, at ægteskab er en romantisk konstruktion, som vi opfinder for at fastslå, at nu skal vi være sammen, fordi vi har sagt det til vores familie, vores venner og til Gud. Men man skal være sammen, fordi man har lyst, og har man ikke lyst mere, skal man finde ud af noget andet. Kærlighed er en flygtig størrelse, som kan komme og gå. Den kan også komme igen, men et godt og sundt forhold kræver arbejde fra begge parter, og det klarer ægteskabet ikke alene. Ægteskab havde en underlig effekt på mig, fordi det gav mig følelsen af ikke at kunne komme væk. Det gør intet andet end at binde. Ikke dermed sagt, at jeg aldrig bliver gift med min kæreste, men lige nu er det ikke nødvendigt for mig. Jeg synes, det er fint med en gentleman's agreement."

Farvel til Kashmir

Langt vigtigere for Kasper Eistrup er hans rolle som far. Inden han selv fik børn, talte vennerne om en hengivenhed, han næppe troede på. Men da Coco Luna kom ind i hans liv, fulgte den ubetingede kærlighed med.

"Det har været en komplet game changer for mig at få børn, fordi fokus er blevet flyttet fra mig selv. Og det har været sundt, for jeg har været hovedperson i mit eget liv i virkelig mange år. Inden jeg selv fik børn, kan jeg huske, at folk fortalte om at blive overmandet af kærligheden til et andet menneske, men det kunne jeg ikke forestille mig. Jeg troede ikke på, at jeg ville kaste mig selv ud foran et tog for mit barn, men den følelse har jeg virkelig fået," siger Kasper Eistrup, der beskriver sig selv som en kærlig far, som nok kysser sine børn lidt mere, end de synes er fedt. Hver aften spiller han godnatsang for dem på sin guitar. Faktisk har han ikke spillet så meget guitar i lang tid, betror han, og han skal kun slå tonen an til Bob Dylans Tomorrow Is a Long Time, før lille Elvin lyser op.

"Jeg tror, at jeg er god til at være til stede, når jeg er der. Jeg sidder ikke med min mobil, når jeg er sammen med mine børn. Det har jeg prøvet, og det kan de ikke forstå. Men jeg er også en fraværende far i perioder, fordi jeg arbejder og har nogle stramme deadlines. I den seneste tid har jeg været meget væk, men så har vi taget nogle dage, hvor vi har været virkelig intenst sammen. Jeg tror, det er ekstremt vigtigt at have et sammenhold og et tilstedevær i hjemmet. Er man til stede med sine børn, tror jeg, de kan klare meget fravær."

Og apropos fravær har Kasper Eistrup og resten af Kashmir netop opsagt det studie, hvor de har indspillet deres plader. Så lige nu må fansene indstille sig på en musikscene uden dem. Om deres farvel er for en begrænset periode eller for altid, har han ikke noget klart svar på. Han ved bare, at det er rigtigt lige nu.

"Sagt i al beskedenhed er Kashmir et fedt band, så mon ikke jeg kunne have lyst til at lave noget med dem igen? Når det er sagt, har jeg fundet min rette hylde i kunsten. Jeg har virkelig noget, jeg skal, og jeg synes ikke, jeg har tid nok til at nå det. Det kan godt give lidt stress, men jeg føler på mange måder, at jeg er kommet hjem. Det, jeg laver nu, taler mere til mig, fordi jeg egentlig ikke bryder mig specielt meget om at stå på en scene. Nervøsiteten og frygten for ikke at være god nok, ikke at slå til og ikke at synge rent. Og for ikke at tage mig ordentligt ud. Det er befriende at være fri for at tænke på det," fastslår Kasper Eistrup, der hviler i sin fremtid.

"Jeg håber ikke, jeg er typen, der går på pension. Jeg skal bare arbejde, til jeg dør. Det gode ved det, jeg laver nu, er, at jeg kan se et perspektiv i det og se mig selv blive gammel i det. I musikbranchen er jeg gammel. I kunstbranchen er jeg stadig ung. Det er min fremtid. Og så måske en reunion tour med Kashmir om nogle år." 

LÆS OGSÅ: Amalie friede til sin kæreste: "Han ville aldrig have gjort det selv"

LÆS OGSÅ: Her er de 20 bedste serier nogensinde