"Jeg har simuleret virkelig mange orgasmer"
Lad os nu droppe at simulere orgasmer, skriver Katrine Blauenfeldt i sin klumme.
KLUMME: Jeg har simuleret mange orgasmer. Virkelig mange orgasmer. Jeg har sikkert simuleret flere orgasmer, end jeg har fået rigtige orgasmer. Det er så sørgeligt at sige. Jeg fik anbragt mig selv i en orgasmeløs kasse, for der var ingen andre end mig selv, jeg kunne klandre for at være havnet der. Jeg er dog langt fra den eneste kvinde, der gør eller har gjort det. Alle kvinder, jeg nogensinde har snakket med om sex, har fortalt mig, at de flere gange har simuleret orgasmer.
LÆS OGSÅ: 10 grunde til, at sex er sundt
Hvorfor i alverden gør vi det?
Jeg har gjort det af mange forskellige grunde. Jeg har gjort det, fordi jeg var bange for, at han ville synes, at der var noget galt med mig, hvis jeg ikke fik en orgasme. Jeg har gjort det, fordi jeg var træt og bare gerne ville have det overstået. Fordi jeg ikke ville skuffe ham. Fordi jeg gerne ville belønne ham for hans hårde og dedikerede arbejde nede mellem mine ben. Fordi jeg havde gjort det én gang før og så følte, at jeg blev nødt til at simulere igen, nu hvor han troede, at det han gjorde sidst fik mig til at komme, så ville det jo være mærkeligt, hvis det ikke fik mig til at komme gangen efter.
Jeg har gjort det, fordi jeg var for fuld, og når jeg er fuld, så bliver mine nedre regioner følelsesløse og den store flotte raket, som man havde glædet sig til at opleve hele aftenen, den som skulle afslutte seancen, ender med at være en fuser. Det kan være ret skuffende og føles som en karkludsagtig afslutning på en ellers ophidsende aften.
Der er aldrig en god grund
Uanset hvilken grund man har haft til at simulere en orgasme, så er det aldrig en god grund. Jeg har haft utallige samtaler med veninder dagen efter vilde og våde byture, hvor vi har klaget over en eller anden mands manglende evner til at få os op at ringe, men i samme sætning tilføjer vi, at vi simulerede en orgasme, for at han ikke skulle få det dårligt med sig selv. Jamen, hvordan fanden skulle han vide, at det, han gjorde, ikke var godt nok, hvis vi lod som om det var himmelsk?
LÆS OGSÅ: Sådan bliver du bedre til at onanere
Personligt er jeg ret stor fan af at få en guidet tur hen over kroppen på den, som jeg er sammen med. Hvis jeg gør noget, som han eller hun ikke er vild med, så vil jeg meget hellere have, at de siger det til mig, i stedet for jeg bliver ved med at slikke personen i navlen, fordi jeg tror, at de er vilde med det.
Jeg er yderst interesseret i at få min seksuelle partner til at nyde vores lagenaktiviteter, og vi er alle sammen hamrende forskellige. Det, som den ene tænder på, tænder den anden måske slet ikke på. Som i så mange andre områder af vores liv, så er kommunikation et af de vigtigste redskaber, når det kommer til sex.
I stedet for at håbe, at vores partner/partnere selv på et tidspunkt regner ud, at vi ikke er helt tilfredse, så bør vi åbne munden og fortælle, hvad vi vil have. Jeg kan godt forstå, at det kan virke grænseoverskridende at sætte ord på sine seksuelle lyster, men tænk på hvor dejligt, det ville være, hvis sex ikke var en forestilling, hvis man lod være med at spille skuespil og derfor oprigtigt kunne nyde hinandens kroppe og nærvær.
Aldrig igen
Jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig nogensinde vil simulere en orgasme igen. Jeg vil have god sex, og det er unægteligt noget sværere at få fingrene i, hvis man bare lader som om, at alt, hvad den anden person gør, er fortryllende lækkert. Så jeg er begyndt at være meget mere verbal omkring, hvad jeg kan lide, og jeg kan indvie jer i en lille hemmelighed: mit sexliv har aldrig været bedre. Så jeg kan kun opfordre alle andre som har simuleret utallige orgasmer til at gøre det samme.
LÆS OGSÅ: 100-årig sexolog giver sit bedste sextip
LÆS OGSÅ: Sexolog Jakob Olrik: Han skal helst have lidt mere lyst end dig