Joan Ørting blev forladt: "Jeg sad en lørdag og pludselig sagde Carsten: 'Jeg går'"

Der er ild i brændeovnen og sommerfugle på væggene. Der er lyserøde blomster på kopperne, kulørte tæpper på gulvene, spraglede tørklæder, krukker med creme, små figurer, brød i gavmilde skiver og dampende te. På gulvet ligger en aldrende hunhund og sover.

Midt i det bor Joan Ørting på 14. år. Bindingsværkhuset fra 1856 købte hun i 2005 med sin daværende mand, Carsten, da de trængte til luft. De to boede sammen i en stor lejlighed på Københavns dengang hotteste plads, Halmtorvet, hvor smarte cafeer og gadens piger var fast interiør. Joan var i 40’erne og havde fuld gang i forretningen som Danmarks første og førende sexolog og som brevkasseredaktør.

– Men jeg drømte også om at blive en bondepige, der løb gennem en blomstermark, fniser hun, mens hun kigger ud ad vinduet, hvor Langeland ligger fladt og indhyllet i vinter.

Joan Ørting er vokset op i 1960’erne i et lejlighedskompleks i Søborg, en forstad til København, hvor togene kørte forbi med røg op af skorstenen. Hendes forældre var unge, de var ateister – endda så meget, at de ikke ville komme til Joans konfirmation, hvis hun besluttede sig for at få sådan en. Bortset fra det var de en velfungerende kernefamilie, indtil hendes forældre blev skilt.

Da Joan var 21 år, døde moren efter mange års brystkræft. Joan var på det tidspunkt ansat som instruktørassistent på et teater, men som årene gik, fyldte selvudvikling mere og mere, og hun blev til sidst uddannet sexolog. Først i København og siden på en kontroversiel sexologskole i Holland, hvor det var ”learning by doing”. Men medierne elskede den rødhårede smilende Ørting, som altid har delt gavmildt og kærligt ud af råd om sex og kærlighed, ligesom hun både i ord og billeder delte ud af sig selv og sine egne erfaringer.

Mænd!

Gavmildheden med både sig selv og de gode råd har ikke ændret sig over årene, men meget andet har. Efter de festlige 40’ere med vind i sejlene på alle fronter, kom 50’erne med en bølge af problemer – mest af alt med mænd – og der er derfor ikke noget at sige til, at Joan Ørting glæder sig til at blive 60 i denne måned.

– Altså, det startede med, at jeg blev uvenner med min far, da jeg var 49. Han slog hånden af mig, fordi han skammede sig over, hvordan jeg var i medierne. Han skammede sig over, at jeg sagde offentligt, at jeg havde en elsker. Carsten havde det fint med det og sagde, at jeg bare skulle slå håret ud, men min far ville ikke være min far mere. Sådan var det i seks år, hvor min far og jeg kun skrev breve sammen. I dag har vi et fint forhold, men han er en jyde fra 1934, smiler Joan.

Det næste, der skete, var, at Carsten forlod hende.

– Jeg sad en lørdag formiddag – der var en elektriker på besøg – og pludselig sagde Carsten: ”Jeg går”, fortæller hun.

Carsten havde fundet en anden, han var træt af at bo på landet, og han skulle videre og er i dag gift igen. Men tilbage sad 55-årige Joan i overgangsalderen. Livet gjorde ondt, sex var der intet af, og hun havde hyppige hedeture. Men ikke nok med det.

– Jeg havde en forretningspartner, som tog sig af alt det administrative i min virksomhed, mens jeg stod for undervisningen. Jeg havde intet med økonomien at gøre dengang. Men det viste sig, at han kørte firmaet i sænk, og pludselig en dag ringede banken og sagde: ”Er du klar over, at du er ved at gå konkurs?”

Det anede Joan Ørting ikke, for hun havde koncentreret sig om at uddanne kursusister og nye sexologer.

– Derefter overtog jeg selv det hele. Jeg ansatte en regnskabsdame og en sekretær. I dag er der tre kvinder, der hjælper mig med at drive virksomheden, og for første gang har vi grønne tal. Jeg godkender alle udgifter, og der sker ikke noget i baglokalet, som jeg ikke ved noget om. Jeg kan jo også godt lide ansvaret, indrømmer hun.

Kvinder!

At det lige er kvinder, der hjælper Joan med at lede virksomheden, er ikke noget tilfælde. Joan Ørting tror fuldt og fast på, at fremtiden er feminin.

– Jeg har ligget i krig med mænd i mine 50’ere. Det var tre vigtige mænd, der røg på få år. Min far, min mand og min forretningspartner. Det var ikke sådan, at jeg tænkte: ”Aldrig mere mænd”. Men jeg tænkte: ”Nu skal du være dygtig, Joan”. Jeg havde jo gården her med høns og en stor have. Jeg havde min virksomhed med masser af kursister, sexologstuderende, bøger og foredrag.

Siden Carstens exit har Joan Ørting ikke haft meget med mænd at gøre på det private plan. Hun var skuffet over mænd, og overgangsalderen havde sat ind. Men så mødte hun en af sine tidligere elskere, og det pustede til den gamle flamme. Desværre stod også her en skuffelse parat.

– Han viste sig at have noget kørende med to andre kvinder ved siden af. Jeg fandt ud af det, da der var en fremmed kvinde, der skrev ”Tak for en dejlig weekend” på hans Facebook. Jeg kontaktede hende, og vi talte sammen i to timer om hvor meget, han havde løjet og bedraget os begge to. Der var også en tredje kvinde i hans liv, nemlig hans ekskone, og nu er jeg blevet veninder med dem. Vi har et sisterhood, for vi trængte alle tre til at komme væk fra ham, og jeg har fået en kæmpe gave i de to kvinder.

Det med Joan og mændene er en gammel historie. Det nye er historien om Joan og kvinderne.

– Jeg var altid fars pige, og jeg har altid haft et godt tag på mænd. Jeg voksede op i en gård med en masse drenge, og drengene kunne godt lide mig. De sendte mig kærestebreve og gav mig ringe. Jeg var populær. Det med mænd var let for mig allerede dengang, husker hun.

Men det ændrede sig. Mænd gik fra legetøj og partnere til at være problemer.

– Jeg har haft ti år med mandeproblemer. Nu skal jeg opleve sisterhood. Jeg har altid været dygtigere til mænd end til kvinder. Men jeg har altid elsket kvinder, og i de her år værdsætter jeg kvinders selskab endnu mere. Vi kvinder er så produktive, kreative, og vi har dybe samtaler. Der er meget guld at hente hos andre kvinder. Nu skal de være slut med, at vi kvinder er rivalinder.

Dette forår skal der 60 lys i sexologens lagkage, og Joan ser det som en klar overgang fra de besværlige 50’ere til noget bedre, som hun endnu kun kan se konturerne af. Overgangsalderen er et overstået kapitel, som har efterladt hende en hel del klogere, end hun var for ti år siden.

– Jeg er i transformation, og jeg er lidt usikker på den. Men jeg tænker, at 60’erne bliver den bedste tid i mit liv. Jeg har lagt alle mine æg i den kurv, der hedder 60, og jeg tror, det bliver en fest.

Alene

Fødselsdagen kommer til at foregår med venner og veninder, for der er ingen kæreste, og han er heller ikke lige om hjørnet.

– Jeg skal heale mig selv i forhold til mænd. Om lidt tager jeg til Indien på et kursus, der hedder ”Path of love”. Det er altså selvudvikling, der vil noget. Da jeg meldte mig til kurset, skrev de til mig og spurgte, hvad jeg ville opnå. Jeg svarede, at jeg ville heale de seneste ti år af mit liv, fortæller Joan og tænker sig om.

– Vi er alle sammen både maskuline og feminine indeni, siger hun og slår sig blidt på brystet med begge hænder.

– Hvis jeg er vred på mænd, er jeg også vred på noget inden i mig selv. Først når jeg er healet, er jeg klar til at få en kæreste igen. Men lige nu ligger der stadig en skygge over det maskuline.

Modsat af hvad man kunne tro, så har Joan Ørting ikke engang et sexliv. Om nogen ved hun ellers, hvordan man får et. Men hun er også blevet bevidst om, hvad hun ikke ønsker sig i den afdeling.

– Menneskers sex er så målrettet. Et dansk gennemsnitsknald tager ti minutter og foregår fredag aften kl 22.45, og det foregår på samme måde hver gang. Det er gensidig onani.

Næ, Joan Ørting har fundet nye interesser.

– Jeg har en gruppe kvinder, som jeg for tiden laver bankoshow med for langelænderne, udbryder hun glædesstrålende.

Derudover er hun også blevet brevkasseredaktør for den lokale avis. Det er bare hyggeligt, og der er nok at gribe i på Langeland. I mange afdelinger.

– Jeg har en rotte derude i havestuen. Jeg kan ikke komme af med den, og i nat vækkede den mig. Jeg prøvede at fange den, men jeg fik ikke andet end adrenalinsus ud af det, så jeg ikke kunne falde i søvn igen. Men så lå jeg der og tænkte: Hvad har jeg egentlig lært her op til de 60 år? Det er vigtigt at vælge sig selv, og livet skal være meningsfuldt.

Joan Ørting har stadig virksomheden i København og i Odense. Hun har mere vind i sejlene end nogensinde, selv om hun selv arbejder mindre. Meget af tiden bruger hun hjemme på Langeland – gerne i sit eget selskab.

– Jeg elsker morgenerne. Jeg står op klokken seks og laver en kop kaffe, tænder stearinlys og fotograferer lyset, der kommer frem. Jeg ringer til mine veninder, for de er også vågne på det tidspunkt. Jeg klapper hunden. Om aftenen står den på småkager og Netflix. Nej, jeg savner virkelig ikke en mand lige nu. Jeg vælger mig selv.