Kære brevkasse: Min mor har ødelagt mit liv
Min mor har ødelagt mit forhold til min søster, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.
Hjemmets brevkasse
Jeg er en kvinde på 70, der kan se tilbage på et liv med et meget lavt selvværd, som har spændt ben for mig såvel privat som arbejdsmæssigt.
Jeg har aldrig troet på, at jeg duede til noget, også selvom jeg har en stor be-kendtskabskreds. Jeg lever med indestængt vrede, sorg og frustrationer, fordi jeg aldrig har kunnet få bearbejdet det, jeg oplevede som barn. Trods det har jeg haft arbejde i 48 år og været eneforsørger for to børn.
Jeg har og har altid haft et anstrengt til min nu afdøde mor, da jeg mener, hun er skyld i mine lidelser. Jeg er den ældste af tre børn, og selvom jeg var et roligt og nemt barn, var min mor ikke i stand til at elske mig. Det første, jeg husker, er, at hun gav mig en lussing, når jeg græd, med ordene: „Nu skal jeg give dig noget at skrige for".
Da min mor næsten dagligt sagde til mig, at jeg var sær og aldrig kunne blive gift, er mit forhold til mænd akavet, og jeg har kun haft usunde forhold.
Mit aktuelle problem er, at min to et halvt år yngre søster nu har bedt mig om ikke at kontakte hende mere. Vi er meget forskellige, hendes selvværd fejler ikke noget, så der blev gjort ret meget forskel på os. Bedre blev det ikke, da min søster giftede sig ind i de højere sociale lag, det passede vores mor godt, da hun var meget snobbet.
Min søsters beslutning om ikke at kontakte hende skyldes, at hun får det dårligt, når jeg taler om vores mor. Hun påstår, at hun har haft en god barndom, og at der ikke var noget at udsætte på vores mor, og at jeg skal holde op med at nedgø-re hende.
Nu spørger jeg, hvordan kan to mennesker, født af samme forældre og vokset op samme sted, ha' så forskellig opfattelse af barndommen?
Vibeke Dorph svarer
Når jeg læser din mail, som jeg har måttet forkorte ganske drastisk, så forstår jeg til fulde, at du har haft dit at slås med. Din mor lyder rent ud sagt til at have været forfærdelig.
Jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at har din mor ønsket at ødelægge dig psykisk, så er hun lykkedes lidt for godt med det. For hun fylder stadigvæk alt, alt for meget i dit liv. Hvorfor får hun dog lov til det? Har hun ikke ødelagt nok, er det ikke på tide at sparke hende ud af dit liv og lukke døren godt og grundigt i?
Vi kan ikke lave om på fortiden, men vi kan godt tage en aktiv beslutning om, at vi vil have et godt og rigt liv. Den beslutning synes jeg også, at du bør tage. Læg det bag dig, hold op med at stirre dig blind på din barndom. Du kan alligevel ikke lave den om, du kan kun lave dig selv og den virkelighed, du lever i nu, om.
Jeg tænker da også, at det er den beslutning, din søster på et tidspunkt i sit liv har truffet. Hun ville have et godt liv, og derfor har hun pyntet lidt på sin version af jeres barndom og sikkert også fortrængt en hel del.
Og det er hun da i sin gode ret til, for igen, der er ingen grund til at spilde mere kostbar tid på at dyrke jeres mors ugerninger. Kan I på nogen måde slippe fri af hendes greb, så gør det dog! Om det er fortrængning, livsløgn eller måske for dig terapi – alt er bedre end at lade din mor fylde mere, end hun allerede har gjort.
For husk hele tiden: Det var din mor, der var syg i hovedet, ikke dig eller dine søskende, der var noget galt med.