Mette Kirstine købte genbrugstøj online – og det var en oplevelse, hun sent glemmer

Forvent et moderne eventyr fra et land, hvor det gode kæmper mod det onde, og hvor indre engle besejrer indre dæmoner – nemlig på køb og salg-apps. Nærmere bestemt Vinted.

Hvis du ikke kender Vinted, så er det en app, hvor primært private handler brugt tøj. Køberen betaler et gebyr, der sikrer pengene retur, hvis sælgeren ikke sender varen. 

Der har aldrig været problemer. Tværtimod har jeg flere gange været rørt over fremmede menneskers betænksomhed, fordi de lige har puttet en lille hilsen og en flødekaramel ind i ærmet på den skjorte, jeg havde købt af dem: ”Tak for handlen. Håber, du bliver glad for den <3”. 

Mæææææn … Det her ville jo ikke være et rigtigt eventyr, uden hovedpersonen blev stillet en prøve. Således fik jeg forleden en pakke fra en lidt yngre Vinted-bruger. Lad os kalde hende Agnes. 

Line bor på blot 16 kvm i Djursland: Se hendes fantastiske "minihjem"

På en idyllisk skovgrund på Djursland har Line kørt en husvogn i stilling, og i ly fra vind og vejr er det, der startede med at være en gammel bådvogn, blevet til et fantastisk minihjem med alle moderne faciliteter.

Jeg havde bestilt en jakke til min teenagedatter og nuppet en ny blush med (for at få mere for porto-pengene, selvklart). En rigtig trist onsdag nåede pakken frem. En plastikpose med to løse knuder på håndtagene og ingen tape eller anden forsegling. 

Da jeg tog jakken ud, var der ingen blush, og jeg udfyldte fluks standardformularen med ”manglende vare” inde i app’en. To sekunder efter – bing - modtog jeg en refundering og tænkte ikke over det, indtil min Vinted-app lyste blodrødt. Agnes var rigtig vred. 

Hun skrev diverse mere eller mindre aldersdiskriminerende anmeldelser af mig som køber: ”Hun SNYDER og LYVER for at spare penge – og hun kan overhovedet ikke finde ud af at være sælger på nettet!!”, skrev hun. 

Pikeret – og lidt barnligt – svarede jeg, at jeg ikke var sælger, men køber. Bare lige en lille ”got you” på den der kommentar om, at JEG ikke kunne hitte ud af det, fordi jeg er gammel. Prrrt! 

Herpå væltede det ind med beskeder bagom om, at hun var sur og skuffet, og jeg dybest set var et gammelt røvhul. Det blev jeg rigtig ked af… og vred over tonen. 

Men én eller anden superkraft, modenhed vel sagtens, greb mig, og jeg skrev helt girafsproget, om vi ikke lige kunne droppe den personlige tone og være rationelle: 

Kære Agnes. Jeg er utrolig ked af det på dine vegne – det må være så ærgerligt, men pakken var åben ved ankomst, og blush’en manglede altså. 

Det smittede. Der var giraf over hele linjen. Agnes undskyldte sin opførsel og skrev brødebetynget, at hun ville fjerne den dårlige anmeldelse af mig. Det samme lovede jeg at gøre. 

Min mand vil ikke indrømme sin affære

Jeg er sikker på, at min mand har en affære, men han vil ikke indrømme det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Med mentalt tilbageblæst pandehår sad jeg og stenede foran tv’et resten af aftenen. Så ville jeg lige løfte et tæppe op fra gulvet og lægge det sammen. 

Og ud af det trillede … en lille, helt perfekt blush. Som sikkert kunne pynte på mit nu stive, ligblege fjæs: Hvordan kunne jeg være så skide påståelig? Af ren skam overvejede jeg bare at kaste den blush langt ud i haven. Jeg kunne i hvert fald ikke bruge den nu. 

Det ville være som at male ansigtet med skyld. 1-2-3: OORK, hvor akavet, men jeg måtte gøre det eneste rigtige: Agnes fik en ny besked, hvor jeg pryglede mig selv over, hvor dum jeg havde været, og hvor jeg bad hende om hendes MobilePay, så jeg kunne betale for den blush.

Hun tog det ualmindeligt pænt. Skrev, at det overhovedet ikke var min skyld og gjorde det let for mig at gøre det rigtige. Så tak, unge Agnes.

Måske er der alligevel håb for verdensfreden og generationskløften. Snip, snap og således levede jeg lidt lykkeligere og mere værdigt videre mod mine dages ende.

Klummeskribent Mette Kirstine Goddiksen

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.