17-årige Josefine om Paradise: De har taget ”woke” kultur for langt

Lad mig slå en ting fast: Jeg ER målgruppen for Paradise.

Jeg er 17 år, jeg har fulgt med i spillet på det mexicanske drømmehotel siden 2019, og jeg har elsket at spice mine hverdagsaftener op med et godt skud reality fuld af veltrænede, solbrune mennesker på konstant jagt efter et kys på kinden til parceremonien.

Samtidig er jeg også en del af den generation, som er vokset op midt i et skifte inden for både medier og virkelighed. Det er ubestrideligt nødvendigt, at alle hopper med på vognen for accept og inklusion af mennesker med alle kropstyper, kønsidentiteter og seksuelle præferencer - og jeg hepper på det hele vejen.

Nu er tiden så kommet til, at mit højtelskede underholdningsprogram, Paradise Hotel, har fået en ”woke” makeover, og jeg er i syv sind.  

For der er ingen tvivl om, at det oprindelige Paradise Hotel var håbløst umoderne. Parceremonien havde udelukkende fokus på heteropar, og den rituelle kåring af Mr. og Miss Paradise var hvert år baseret på vurderingskriterier, der lagde op til lapdances, fleks af muskler og tåkrummende, stereotypiske kønsrolleopfattelser.

Der skal derfor lyde et kæmpe ja tak til at ændre alt dette som et produkt af samfundets fokus på at gøre plads til en bredere forståelse af seksualitet og køn.

Men selv om tiden er inde til forandring, føler jeg, at Paradise har taget det for langt.

Jeg lever med, at titlen er blevet forsimplet fra Paradise Hotel til Paradise. Men luksusomgivelserne i Mexico er skiftet ud til et mindre luksuriøst hotel, og væk er også årets pophit, der plejer at udgøre kendingsmelodien. Her begynder jeg at fornemme, at programmets fundament er omrokeret til uigenkendelighed.

Men det værste er, at den ”woke” makeover indholdsmæssigt bliver forceret og proppet ned i halsen på deltagere og seere. Det føles, som om at hver eneste scene og hver eneste interviewbid centrerer sig om, ”at der skal være plads til alle”, ”at det er vigtigt at elske sig selv, som man er” og ”at alle drenge har lyst til at prøve at gå i højhælede sko”. Det virker som et manuskript, og som om en tilrettelægger har fået alle deltagere på kun at sige det, man ”bør” sige, og dermed har de skåret al naturlighed og alle umiddelbare reaktioner ud af spillet.

Transformationen bliver uelegant, og det hjælper heller ikke, at de ændrede spilleregler er blevet så indviklede, at jeg sidder og ser scenerne, uden at vide hvad der reelt er på spil.

Selv hvis jeg forstod reglerne, savner jeg pinlighederne, løgnene, intrigerne og de personlige dramaer. Den indre svinehund er blevet 100 procent ”cancelled”, og jeg har svært ved at se, hvordan man i det nye Paradise kan nå hen til den dramatiske parceremoni, hvor et plottwist kan få selv den stærkeste spiller til at falde bag over i højstolen. Dét er Paradise for mig.

Jeg kan se stor grund til de nødvendige ændringer, men ingen grund til de unødvendige. Jeg drømmer om, at de næste afsnit fanger mig, men jeg tvivler på, at det bliver muligt at skabe den samme stemning, som jeg før har haft og elsket ved Paradise. Det er også muligt, at det mig, der laver fejlen ved at sammenligne Paradise med Paradise Hotel, hvis det i virkeligheden skal opfattes som et nyt, uafhængigt realityshow.

Om skribenten

Josefine Støttrup Møller er 17 år gammel og går i 2. g på Skt. Knuds Gymnasium i Odense