Kom tæt på skuespillerinden Blake Lively
Kan man være ungdomsstjerne, seriøs skuespiller og Gucci-model uden at gå på kompromis med nogen af delene? Sagtens. I hvert fald hvis man hedder Blake Lively. Vi tegner et portræt af den 24-årige skuespiller, der netop har vinket farvel til Gossip Girl, og for hvem intet synes umuligt.
Det ville ikke komme som nogen overraskelse, hvis det blev afsløret, at Blake Lively i virkeligheden er overjordisk. Eller resultatet af et laboratorieforsøg, hvor man havde krydset elegancen og glamouren fra 50’ernes Hollywood-stjerner med naboens mere end almindeligt pæne datter. For der er noget magisk over Blake Lively. De meterlange ben, der er tonede uden at være senede, hvepsetaljen, de velplejede, gyldne lokker og to die for-ansigtet med den, naturligvis, perfekt placerede skønhedsplet på kinden.
Nå ja, fik vi nævnt, at hun har været kæreste med Leonardo DiCaprio og netop er blevet gift med skuespilleren Ryan Reynolds? I sit stille, misundelige sind kunne man måske håbe, at der efter timers research ville dukke blot en anelse snavs op. Utroskab, stofmisbrug eller bare en lillebitte catfight i medierne med Gossip Girl-kollegaen Leighton Meester. Men nej. Ikke når det gælder Blake Lively. For den 24-årige skuespillerinde og Gucci-model træder tilsyneladende aldrig ved siden af. I modsætning til sit alias, Serena van der Woodsen, i Gossip Girl.
“Der har aldrig været en periode i mit liv, hvor jeg tog stoffer og havde sex med min bedste venindes kæreste ligesom Serena. Jeg har bare aldrig gennemgået den slags vanvittige ting,” har Blake Lively udtalt til Cosmopolitan i 2008.
Heller ikke sladderbladene og paparazzi-fotograferne har formået at opstøve særlig mange uheldige episoder fra Blake Livelys privatliv. Et par nøgenbilleder, som efter alt at dømme var falske eller photoshoppede, og et par billeder at Blake Lively i badetøj, som afslører, at stjernen har en smule former. På den meget slanke måde, bevares. Trods sin unge alder virker det i det hele taget, som om negativ omtale preller af på Blake Lively.
“Jeg har en meget stærk selvfølelse, og det giver mig sikkerhed. Hvis jeg definerer mig selv i forhold til ting, der hele tiden forandrer sig, som den offentlige mening om mig, eller hvad jeg har på, eller hvad jeg arbejder med for tiden, er der ingen stabilitet for mig,” sagde hun til Interview Magazine i 2010.
Artiklen fortsætter på næste side...
Gode gener
På trods af at Blake Livelys opvækst ikke ligner Serena van der Woodsens, er det langtfra heller en klassisk Askepot-historie, hvor hun har haft alle odds imod sig i kampen for at blive skuespiller. Hun er nemlig født ind i en showbiz-familie i den californiske by Burbank – et stenkast fra Hollywood. Faderen, Eddie, og Blake Livelys fire ældre søskende er alle nuværende eller tidligere skuespillere, og hendes mor, Elaine, arbejdede som talentudvikler for skuespillere, mens hun voksede op. Blake Lively er aldrig blevet presset af sine forældre til at følge i deres fodspor, men det kreative hjem smittede alligevel af på hende.
“Jeg har aldrig fået undervisning i skuespil, men mine forældre underviste i det, og jeg voksede nærmest op i deres skuespilsklasser, fordi vi ikke havde barnepige. Jeg er i virkeligheden meget genert, men her blev jeg skubbet til at bryde lidt ud af det,” har hun sagt til Interview Magazine.
Det var hendes bror Eric, der opfordrede hende til at blive skuespiller under en rygsækrejse i Europa, da hun var 15 år. Til at begynde med var hun slet ikke interesseret, men den beslutning var broderen ikke enig i.
Uden at fortælle det meldte han derfor sin intetanende søster til en række auditions, som hun mere eller mindre modvilligt tog til. En dag var der bid. Blake Lively fik i en alder af bare 16 år en af de fire hovedroller i filmen Fire veninder – et par jeans, som trods den noget aparte titel fik en relativt god modtagelse som atypisk ungdomsfilm. Hun indspillede filmen mellem andet og tredje år i highschool, men selv om hun efterfølgende fik flere jobtilbud, valgte hun at udskyde karrieren, til hun var færdig med skolen.
“Jeg ville bestemt ikke være skuespiller, for hele min familie var det. Det var det sidste, jeg havde lyst til at lave,” fortalte Blake Lively til Interview Magazine.
Familiens erfaringer og livsstil har betydet, at Blake Lively aldrig har set skuespilkarrieren som noget, der gjorde hende bedre eller vigtigere end andre, og hun mener heller ikke, at hun har taget skade af at vokse op så tæt på filmbranchen.
“Fordi så mange af dem var skuespillere, var alle helt naturlige omkring det. Det var bare ligesom hvilket som helst andet job for dem. De kom altid hjem og talte om det ved middagsbordet, på samme måde som alle andre familier taler om deres arbejde, men det var ikke noget særligt. Jeg husker ingen dårlige ting ved det. Kun gode ting,” har hun udtalt.
Efter den første film holdt hun en pause for at gøre highschool færdig. Derefter fulgte flere mindre roller, inden hun fik hovedrollen i den uafhængigt producerede Elvis and Anabelle fra 2007. Her spillede hun den bulimiske pige Anabelle, og hun måtte både tabe sig og komme i form til rollen.
“Jeg spillede en skønhedsdronning, der døde af bulimi. Men skønhedsdronninger er stadig meget tonede, så jeg tabte mig, men blev tonet. Jeg har aldrig levet så sundt. Jeg spiste kun grillet kyllingebryst med asparges og broccoli,” sagde Blake Lively, som i øvrigt beskrev mad som “sit livs kærlighed” til W Magazine i 2008.
Men selv om der ikke var stor opmærksomhed på filmen, var Blake Lively blevet opdaget. I hvert fald af producenterne bag Gossip Girl, der castede hende til hovedrollen som den forkælede overklassepige Serena van der Woodsen i 2007. Serien er ikke mindst blevet kendt for moden, og Blair, Serena og resten af Manhattans Upper East Town-slæng vader bogstavelig talt rundt i Louboutin, Jimmy Choo og Chanel. Til stor glæde for seriens to kvindelige hovedroller, Blake Lively og Leighton Meester, der begge har opnået noget nær ikonstatus i modebranchen.
På fornavn med Lagerfeld og LouboutinMed designere, der kaster sko, tøj og tasker i hovedet på Gossip Girl-stjernerne, både i og uden for showet, og stylister, der slås om at klæde dem på, ville det være naturligt, hvis det var her, interessen for mode begyndte for Blake Lively, men nej.
“Jeg har arvet interessen fra min mor, Elaine. Hun var skuespiller og model og elskede at sy tøj til mig, da jeg var lille. Det var et ritual for os at tage i vintagebutikker en gang om ugen. Hun inspirerede mig til at klæde mig mere ukonventionelt og til at blande forskellige stilarter,” har hun sagt til InStyle.
Men hun lægger samtidig ikke skjul på, at Gossip Girl har skærpet hendes fashionable lugtesans. Faktisk er hun i dag så interesseret i mode, at hun aldrig har brugt en stylist uden for optagelserne af serien.
“Jeg tror, jeg blev min egen stylist, fordi jeg ikke vidste bedre. Og da jeg fik at vide, at det var på tide, jeg fik en, tænkte jeg: Det her er en af mine yndlingshobbyer! Har jeg lyst til at betale nogen for at stjæle min hobby fra mig? Det er en forfærdelig idé!” fortalte hun i et interview med Glamour sidste år.
I dag er Blake Lively fast inventar til de internationale modeuger, hvor hun følges med Vogue-redaktøren Anna Wintour til Chanel- og Dior-shows og besøger designerne Karl og John, som hun kalder dem, backstage – i hvert fald indtil sidstnævnte blev fyret for sine uheldige udtalelser.
Karl Lagerfeld er også faldet for Blake Lively, som han hyrede til kampagnen for Chanels ikoniske Mademoiselle-taske sidste år. Lagerfeld har kaldt hende en amerikansk drømmepige, som var meget let at arbejde sammen med, fordi alle forelskede sig i hende.
Og Blake Lively er da heller ikke for beskeden til at indrømme, at hun nyder designernes opmærksomhed. Bl.a. har hun fortalt, at hun ejer over 60 designertasker, som fylder to skabe – et til de ekstravagante, der passer til hendes Valentino-pumps, og et med tasker, der går bedre til hendes slidte motorcykelstøvler. Med sådan en garderobe kan det selvfølgelig være svært at vælge sko, men så er det jo rart at have gode venner, der kan give en hånd med.
“Når jeg skal til en event, sender jeg Christian (Louboutin, red.) et billede af mit outfit og spørger: “Hvilke sko synes du, jeg skal tage på til det her?”” har hun sagt til amerikansk Elle.
Senest er Blake Lively blevet kampagnemodel for parfumen Gucci Premiere, instrueret af danske Nicolas Winding Refn, da Guccis kreative direktør, Frida Giannini, også har forelsket sig i den blonde amerikaner.
“Hun er en pige med en ekstraordinær skønhed, og hun er en pige, der elsker mode. Hun har en fantastisk smag i tøj. Selv om hun er ung, er hun også meget målbevidst, og det elsker jeg. Hun forstår at være en diva på den helt rigtige måde med en inspirerende glamour,” har Guccis kreative direktør sagt til modesitet Women’s Wear Daily.
Elisa Lykke, der er ekspert i celebrity-kultur og agent for blandt andre den danske skuespillerinde Julie Zangenberg, forstår godt, hvorfor designere, instruktører og publikum elsker Blake Lively.
“Hun har et look, som får os til at tænke på 50’ernes store stjerner, og som gør, at man bliver bjergtaget af hende. Hun kan både udstråle diva, Mad Men-univers, high fashion og girl next door,” siger Elisa Lykke.
En ny Jennifer Aniston?
Det ville være en smal sag at skyde Blake Lively i skoene, at hun er kommet let til succesen – både når det gælder mode, og når det gælder skuespilkarrieren. Hun kommer fra en familie af skuespillere, hun har udseendet med sig, og hun har i snart seks år været stjernen i en tv-serie, som designerne står i kø for at få deres tøj vist i. Men ifølge hende selv er der intet, der er vigtigere for hende end hårdt arbejde. Da hun i 2009 spillede hovedrollen i den i øvrigt anmelderroste film The Private Lives of Pippa Lee, valgte hun at droppe premieren og den røde løber, fordi optagelserne til Ben Affleck-filmen The Town trak ud.
“Selvfølgelig ville jeg gerne have været til premieren, men jeg havde et job, jeg skulle lave i Boston, så jeg blev nødt til at blive og være en del af det. I sidste ende er en premiere bare en premiere. Modeuger og at møde Karl Lagerfeld og John Galliano og Christian Louboutin er spændende, men når alt kommer til alt, ville jeg ikke være der, hvis det ikke var for mit arbejde,” sagde hun til Interview Magazine.
Man kunne måske frygte, at en ungdomsserie som Gossip Girl, der har kørt i så mange år, kunne medvirke til at sætte skuespillerne i bås, som det tidligere er set med serier som Beverly Hills 90210 og Sex and the City. Men serien har været med til at skabe en stor fanskare, og det kan være en stor fordel for Blake Lively, mener Elisa Lykke.
“Gossip Girl er i light-genren, men har været platform for hende til at vise talent og nuancer. Jeg tvivler på, at hun vil blive den nye Meryl Streep, men jeg er overbevist om, at hun kan få en lige så succesfuld karriere som Jennifer Aniston, Cameron Diaz eller Angelina Jolie.”
Med sine bare 24 år og et umanerligt langt og alsidigt cv tilhører hun en ny generation af skuespillere.
“Der er en helt ny skare af stjerner på vej, som er mere identificerbare, fordi de lever flere typer menneskers drømme ud – skuespil, mode, kampagner, reklamer. Tidligere var en tv-reklame eller at være ansigt i en kampagne nærmest et ‘no go’ for karrieren, og mange af de store stjerner lavede kun store reklamekampagner i Kina eller andre steder, hvor det ikke gik ud over karrieren i Hollywood,” siger Elisa Lykke.
Tendensen ses også i Danmark med blandt andre Julie Zangenberg, Christiane Schaumburg-Müller og Medina, som ikke lader sig begrænse til én ende af showbiz-skalaen.
“De nye stjerner er langt mere businessmindede. Hvis brandet og lønchecken er i orden, er de ikke for fine til at lave andre ting end deres oprindelige karrierevalg,” siger Elisa Lykke.
Stræber efter det umulige
Selv om Blake Lively har lavet en del film allerede, er hun først og fremmest kendt for sin rolle i Gossip Girl og som stilikon. Nu ser hun frem til at spille mere seriøse roller, og det passer hende fint, at hun i år har optaget den sidste scene i rollen som Serena.
“Jeg tror, at den bedste måde at beskrive det på er som en person, der virkelig nød at gå i gymnasiet, men hen mod slutningen ikke kan vente til the next big thing,” sagde hun til Bullett Magazine i maj.
Lige nu er hun aktuel i Oliver Stones’ nye actionthriller Savages, hvor hun spiller en hashafhængig pige, der bliver kidnappet og tortureret af den mexicanske mafia. I det hele taget går Blake Lively altid efter roller, hun på forhånd tror, hun ikke kan spille.
“Jeg bliver tiltrukket af de roller, fordi de er så sjældne, især for en på min alder. Kvinder i film er ofte bare en gevinst, mændene skal vinde, og de er ofte langtfra så komplekse som de roller, mænd får lov at spille,” har hun udtalt til Glamour.
På spørgsmålet om, hvem hun beundrer mest i verden, tøver hun heller ikke med at fremhæve det modsatte køn.
“Folk spørger mig ofte om det, og jeg besvarer det altid med ‘mænd’. Ikke fordi der ikke er fantastiske kvinder i denne branche, men jeg føler, at mænd stadig har langt bedre muligheder,” siger hun.
Ambitionerne fejler i hvert fald ikke noget hos Blake Lively.
“Der er så mange mennesker, jeg beundrer af så mange forskellige grunde, at jeg ikke kan kigge på en persons liv og sige: “Det liv vil jeg have.” Jeg vil skabe min egen historie.”
Vidste du...
... at blake lively blev kåret som den mest sexede kvinde på mandesitet Askmen.com i 2011 over blandt andre Scarlett Johansson og Penelope Cruz?
... at hun aldrig har været på en date?
... at hun synes, madlavning er noget af det mest sexede, og at hun derfor altid laver mad i stiletter?
... at det var hende, der efterspurgte den danske instruktør Nicolas Winding Refn som instruktør til Gucci-kampagnen?
... at hun engang købte 40 par Louboutin-sko på en gang?
Se også: Mød det danske stjerneskud Amalie Bruun »