Marie-Antoinette

Her er 10 serier og film, du skal se, hvis du elsker royale familiedramaer

Fra Kirsten Dunsts makronspisende Marie-Antoinette i lyserøde rober til Jonathan Rhys Meyers som Henrik 8. i The Tudors. Det skorter ikke med overdådige periodedramaer og serier med kulørte detaljer fra kongehusenes historie.

Marie Antoinette, 2006

Filminstruktøren Sofia Coppola fik helt ekstraordinært adgang til at filme Marie Antoinette på det renoverede Versailles-slot i Paris, og alene det gør filmen seværdig. Du skal ikke regne med, at filmen følger de historiske begivenheder slavisk, men se den alligevel, og bliv høj på de ekstravagante, pastelfarvede og Oscar-vindende kostumer, guld i lange baner, absurde parykker og vulgære kageorgier Ladurée-style. Og så har instruktøren, som hun er kendt for, selvfølgelig skabt et vidunderligt soundtrack med et sammensurium af navne som Air, The Cure, New Order og Aphex Twin i selskab med klassisk musik af bl.a. Antonio Vivaldi.

En kongelig affære, 2012

Alicia Vikander, Mads Mikkelsen og Mikkel Boe Følsgaard spiller hovedrollerne i Nikolaj Arcels film om en af de største skandaler og tragedier i det danske kongehus. Den meget unge Caroline Mathilde af Storbritannien kommer til Danmark for at blive gift med den kugleskøre kong Christian 7. Han viser sig fuldkommen ude af stand til at regere landet og ender med at overlade ledelsen til sin preussiske livlæge, Johann Friedrich Struensee, som indleder en hed affære med dronning Caroline Mathilde. Filmen vandt flere Robert- og Bodil-priser, hhv. bedste mandlige hovedrolle og bedste manuskript ved Berlinalen og blev nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film.

LÆS OGSÅ: Her er dronning Margrethes mest ikoniske citater gennem tiden

Frederik IX, 2019

Du kan se tv-serien Frederik IX som DR’s forsøg på at lave en dansk version af The Crown. Og blive skuffet. Eller du kan se den for det, den er: en belærende og visuel flot fortælling om dronning Margrethes far, kong Frederik 4. (1899-1972). Kongen, som ud over at være kendt som en sømand med mange tatoveringer, var også den første danske regent, hvis rolle og indflydelse blev langt mindre politisk. Serien om en af de mest farverige personligheder i det danske kongehus er lavet som dramadokumentar, dvs. både med skuespillere i rollerne som de royale hovedpersoner og interviews med dronning Margrethe og er produceret med opbakning fra kongehuset.

Du kan se Frederik IX på DR her.

Kongens store tale, 2010

Colin Firth spiller den engelske kong George 6. i denne forrygende film om kongens forsøg på at overkomme sin største udfordring: At han stammer. Til det formål ansætter han den kontroversielle talepægagog Lionel Logue, og sammen udvikler de både et tæt venskab og forbereder en historisk tale, som kongen holdt i 1939, hvor Storbritannien erklærede krig mod Tyskland. Filmen, som bl.a. bygger på oprindelige dagbogsnotater fra talepædagogen, vandt ikke færre end fire Oscars for bl.a. bedste film og bedste mandlige hovedrolle, en lang række BAFTA-priser og publikumsprisen ved European Film Award.

Victoria, 2016 – nu

Serien om dronning Victoria af Storbritannien (1819-1901), som herhjemme blev vist på DR og foreløbig har haft tre sæsoner, er måske den næstmest seværdige royale tv-serie efter The Crown. Serien følger den britiske dronning i de første år som regent fra hendes udfordringer med at udfylde rollen som dronning og rollen som hustru og mor, en slags datidens work-life-balance, til krævende krige og konflikter, som udfordrede ægteskabet med prins Albert. Jenna Coleman og Tom Hughes spiller hovedrollerne.

The Favourite, 2018

Mens mange royale film og serier prøver kræfter med mindre kendte navne på rollelisten, har filmen The Favourite en imponerende kvindetrio af etablerede skuespillere i front: Emma Stone, Rachel Weisz og Olivia Colman. Sidstnævnte spiller dronning Anne af Storbritannien (1665-1714), der regerede i England i starten af 1700-tallet, men som hellere vil lege med kaniner og spise kage end at regere. Det får de to kusiner Sarah og Abigail til at rivalisere om at blive dronningens favorit og dermed få indflydelse. 

LÆS OGSÅ: Sophie Linnemann om dronning Margrethe: "Det gør hende, efter min mening, til en meget særlig dronning"

The Crown, 2016 – nu

Serien om det britiske kongehus’ historie er et must, hvis du vil lære det skandaleramte, men også dybt fascinerende kongehus at kende. Med en imponerende score på hele 8,7 på filmdatabasen Imdb, lægger The Crown sig i hælene på serier som The Wire og Game of Thrones. Alene de to første sæsoner har fået over 25 prestigefulde priser. Rollen som Elizabeth 2. blev i første sæson spillet af Claire Foy, mens Olivia Colman i sæson 2 og 3 overtog rollen, som hun modtog en Golden Globe for bedste kvindelige hovedrolle for. På rollelisten finder du også Helena Bonham Carter som prinsesse Margaret og Tobias Menzies som prins Philip. 

Catherine the Great, 2019

Omgivet af skandaler og konflikter formåede den kontroversielle kejserinde Katarina 2. den Store (1726-1796) at ændre Rusland radikalt. Med en karriere, der strækker sig over fem årtier, er der ingen tvivl om, at HBO har gjort et scoop med den britiske skuespiller Helen Mirren i hovedrollen i miniserien Catherine the Great. Serien har fået en blandet modtagelse, men nu handler det heldigvis også om kunsten at sætte pris på kjoler, du ikke kan gå i, mænd med knæstrømper og blondetørklæder, kostbare diademer og et strejf af historiens vingesus med russisk extravaganza. 

The Queen, 2006

Helen Mirrens præstation i The Queen fik en noget bedre modtagelse end hendes rolle som Katarina 2. den Store. Filmen, hvor Helen Mirren spiller dronning Elizabeth 2., handler om perioden efter prinsesse Dianas død i 1997, hvor dronningen, modsat bl.a. Dianas eksmand prins Charles, og premierminister Tony Blair, i første omgang nægtede at sørge offentligt over hendes død. Ikke færre en seks Oscars var filmen nomineret til for bl.a. bedste film og bedste instruktør (Stephen Frears), og Helen Mirren vandt en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle.

LÆS OGSÅ: Birgitte Vad står bag Eurowomans forsideportræt af dronning Margrethe: "Jeg begyndte forfra igen og igen"

The Tudors, 2007-2010

Den kritikerroste The Tudors er en historisk dramaserie om den unge kong Henrik 8. (1509-1547), som ud over sine seks ægteskaber, er kendt for at gå mere op i sine mange affærer og intriger end sine forpligtelser som konge. Serien er instrueret af Michael Hirst, som også står bag den prisvindende serie Vikings, og er elsket og kritiseret for at fokusere lige så meget på sex som på historisk korrekthed. Den tidligere Hugo Boss-parfumemodel Jonathan Rhys Meyers, som også har spillet med i bl.a. Woody Allen-filmen Match Point og Mission: Impossible III, charmer sig igennem serien som Henrik 8., mens britiske Natalie Dormer fik sit gennembrud som skuespiller med sin roste præstation som den kontroversielle dronning Anne Boleyn.