Kronprinsesse Mary

Kronprinsesse Mary: Min mor gav mig dette vigtige råd – og hun fik ret

Kronprinsesse Marys liv har budt på både glæder og sorger, og på de tungere dage har et særligt råd fra hendes mor fyldt meget. Det fortæller hun i et stort interview i denne måneds Eurowoman.

Der er sætninger, der sætter sig fast og følger én gennem hele livet.

Måske fordi de virker særligt opløftende i svære tider, eller fordi de kan tilføre hverdagen nogle vigtige nuancer.

Artiklen fortsætter under videoen ...

For kronprinsesse Mary er der især én sætning, der har fulgt hende i tykt og tyndt. Det er et råd, som hendes mor engang gav hende, fortæller hun i et stort interview med Eurowoman i anledning af kronprinsessens 50 års fødselsdag.

“Min mor sagde altid: ”You can only be yourself”. Det havde hun helt ret i. Jeg har mindet mig selv om de ord, når jeg indimellem har haft oplevelsen af, at jeg var ved at miste mig selv. For mit liv har budt på store forandringer – glæder og sorger – som jeg skulle igennem,” siger hun blandt andet i interviewet, hvor hun nævner en række af de mest definerende oplevelser.

“Der er flere skelsættende begivenheder: Sorgen over at miste min mor. Glæden over selv at blive mor. Min tid på universitetet. At møde Frederik. At blive gift med kronprinsen og blive kronprinsesse for det Danmark og den danske befolkning, som jeg holder så meget af. Og måske at blive 50 – hvem ved…?”

Fokus på fællesskaber

Én af de ting, kronprinsesse Mary er mest optaget af i sit arbejde – og i det hele taget – er de mennesker, der ikke føler sig som del af et fællesskab. Det gælder for eksempel de særligt udsatte og ensomme, forklarer hun.

”Ingen skal være begrænset af, hvor de kommer fra, og hvad de har. Selv om der er en stærk sammenhængskraft i det danske samfund og i mange henseender lige muligheder for alle, så kan man godt komme i klemme som menneske. De særligt udsatte og ensomme må ikke blive overset og glemt. Det er afgørende, at vi gør os umage for at forstå deres situation, så vi sammen bedre kan finde holdbare og effektive løsninger,” siger hun og fortsætter:

”For mig er det vigtigt at kunne tale om det, der er svært. Om tabuiserede emner som vold, ensomhed og sorg. Om at der altid er håb om en vej tilbage i fællesskabet, fordi alle har ret til at høre til.”

Læs hele interviewet med kronprinsesse Mary her, hvor hun bl.a. fortæller om sit syn på overgangsalder, sin kærlighed til naturen og de værdier, som hun og kronprinsen lægger vægt på i opdragelsen af deres børn.